TORBEN BUSK

Synspunkter på denne side har været bragt som debatindlæg i medierne. Siden er ajourført 18.01.23

SE OGSÅ OPSLAG UNDER:  "DE SMÅ SKARPE" (ajourført 18.01.23)



TRYG-valget er vigtigt, derfor genopstiller jeg


Hvis du er kunde i Tryg, Alka eller kunde hos Trygs samarbejdspartnere og bor i region Midtjylland kan du være med til at bestemme hvilke 16 personer i Midtjylland der skal være medlem af Tryghedsgruppens 70 mands store repræsentantskab. Valget foregår fra 23/1 til 10/2 2023.


TryghedsGruppen er største aktionær i Tryg/Alka forsikring og driver samtidig TrygFonden.


TryghedsGruppens indtægter består fortrinsvis af udbytte fra Tryg-koncernen. I dag fordeles overskuddet primært mellem bonus til kunderne og midler til TrygFonden.

Det er repræsentantskabets 70 medlemmer der hvert år suverænt beslutter hvordan pengene skal fordeles mellem bonus, almennyttige uddelinger og konsolidering.


Jeg genopstiller og vil fortsat arbejde for at der hvert år udbetales maksimal bonus til kunderne til lavest mulig beskatning samt sikre TrygFondens virke på det nuværende høje niveau.


Tryg er jo ikke det billigste forsikringsselskab, derfor mener jeg, at så stor en del af TryghedsGruppens overskud skal retur til forsikringstagerne. TryghedsGruppens pengetank på ca. 45 milliarder behøver jo heller ikke at blive meget større. Og TrygFonden årlige uddelinger på ca. 650 millioner, er jo også ganske stor.


Men det er et problem, at bonusudbetalingerne beskattes som personlig indkomst. Helst burde bonus være skattefrit, da det reelt er tale om en rabat på forsikringspræmierne. Men skattelovgivning og meget andet står i vejen. Problemet er, at det ikke er forsikringsselskabet Tryg der selv udbetaler kundebonus, men derimod TryghedsGruppen der jo blot er delejer af Tryg. I repræsentantskabet vil jeg arbejde for, at TryghedsGruppen arbejder på at finde en model, der fjerner den urimelige dobbeltbeskatning.   

  

I repræsentantskabet er der naturligvis forskellige opfattelser af hvordan det årlige overskud skal bruges. Nogle ønsker flere penge til TrygFonden og dermed færre penge til bonus. Den gruppe tilhører jeg ikke. Modsat tilhører heller ikke den gruppe som vil beskære TrygFonden kraftigt. Jeg har det godt med, at nogle af mine penge bruges til tryghedsskabende aktiviteter for alle danskere.


Men jeg synes det ville være mest demokratisk hvis kunderne selv bestemmer hvordan deres andel af overskuddet skal fordeles.


Det kunne gøres efter ’flaskepant’ metoden. Man kunne jo blot spørge kunderne om hvor stor andel af den enkeltes overskud der ønskes udbetalt som bonus og hvor stor andel man ønsker at donere til TrygFonden.


Flaskepant ordningen, som jeg er kraftig fortaler for, har ved flere lejligheder været drøftet i repræsentantskabet, men indtil nu har der ikke været flertal for en ændring. Jeg tror, at de fleste er bange for hvordan det fremadrettet vil stille TrygFonden.


Denne usikkerhed kunne dog reduceres hvis man bad kunderne prioritere fordelingen af deres overskud, ikke næste år, men først året efter. Dermed har TrygFonden bedre tid til at tilpasse sig. I øvrigt tror jeg ikke, at det frie valg vil reducere bidragene til TrygFonden på den lange bane, måske snarere tværtimod. Rigtig mange danskere har nemlig et meget stort hjerte.

    

Og apropos TrygFonden, så er det faktisk ikke en fond i gængs forstand. Reelt er det et projekt i TryghedsGruppen, hvor repræsentantskabet hvert år beslutter hvor mange penge projektet kan råde over. Det er da i øvrigt lidt sjovt, at TrygFonden er Danmarks mest kendte fond, uden faktisk at være det.





37 timers arbejdsuge er ingen naturlov (20.12.22)

Regeringen vil øge arbejdsudbuddet. Det drøftes, om dette kan ske ved at afskaffe en helligdag. Det har bragt sindene i kog.

 

Men er det nu så forfærdeligt at sætte arbejdstiden op med godt 7 timer på et helt år?


I rigtig mange år er arbejdstiden ellers blevet reduceret ganske meget og endda med en pæn kompensation. Det kunne endda se ud til, at vi igen får kompensation for de ekstra 7 timers arbejde. Lønkompensation både når arbejdstiden sænkes og hæves. Det kan vist kun ske i et samfund, der holder meget af deres borgere. 

 

Frem til 1950’erne havde vi 48 timers arbejdsuge. Siden er det kun gået ned af bakke. Lad os tage et par nedslag i den gradvise sænkelse af arbejdstiden. 1 1960 blev arbejdstiden nedsat til 45 timer pr. uge. I 1976 blev arbejdstiden reduceret til 40 timer. Og fra 1990 blev den nedsat til de 37 timer vi kender i dag. 

 

En arbejdstid på 37 timer er ingen naturlov. Den bør vel både kunne hæves og sænkes, alt efter hvad fællesskabet har brug for. 

 

Mange hundrede timers nedsat arbejdstid i forhold til godt 7 timer mere fra 2024. Det er svært, at få øje på katastrofen.


IT og softwareudvikling har potentiale i Horsens (15.12.22)


Indsendt af:
Ulrik Nejsum, Greenbyte
Claus Brønd Larsen, Microsolutions
Brian Pedersen, C-Solutions
Ove K. Nielsen, Sureit
Torben Busk, Virksomhedsudvikling


Horsens har været dygtig til at udvikle erhvervsmæssige potentialer.


Den vedholdende erhvervspolitiske satsning på logistik- og transportbranchen, er det bedste eksempel.


Men der er fortsat uudnyttede potentialer. Det gælder især IT og softwareudvikling, som allerede i dag har et stærkt fundament.


Udvikling af IT og softwareklyngen bør derfor være vores næste store sats. Det giver robuste arbejdspladser og mulighed for yderligere udvikling af ’brainware’ i det lokale erhvervsliv.

Branchen består i dag af godt 50 virksomheder, hvor målrettet samarbejde kan udvikle klyngen til en regional styrkeposition. Men det kræver lokal erhvervspolitisk opbakning i form at netværksfacilitering.


Opgaven består i at opbygge et stærkt økosystem af private og offentlige virksomheder, suppleret med innovations- og erhvervsfremmeaktører samt aktører indenfor uddannelse og finansiering m.v.


På længere sigt kan man også forestille sig, at de lokale kompetencer får tilstrækkelig flyvehøjde til at spille sammen med Cluster Excellence Denmark og nogle af de officielle kompetenceklynger.


Synergier i forhold til de lokale uddannelser ligger lige til højre ben. Det drejer sig eksempelvis om: softwareingeniør, maskiningeniør, klimaingeniør og produktionsingeniør.

IT og softwareudvikling dækker bredt gruppen af virksomheder der leverer IT-løsninger og support samt virksomheder der udvikler software til andres eller til eget brug.



Horsens mangler bytræer (28.11.22)

Skovrejsning er godt i forhold til klimaet og den globale opvarmning. Træerne opsuger CO2 og leverer ilt tilbage. Et rigtigt godt bytteforhold! 

Derfor skal vi have meget mere skov. Men skovrejsning behøver vel ikke altid at foregå ‘helt ude i skoven’? Hvad med skov i byen, eller i hvert fald mange flere træer omkring vores boliger og virksomheder? 

Oldenburg i Tyskland er en af mange tyske byer, hvor træerne er markant til stede. Det er smukt, og det er godt for klimaet. 

Jeg besøgte et erhvervsområde i Oldenburg hvor der var så mange træer, at man næsten følte sig som i en skov. Det var dejligt, det var smukt og det var fredfyldt. Helt i kontrast til de fleste danske industriområder, hvor træer er en sjældenhed og hvor grå beton dominerer. 

Vores industriområder i Horsens Nord, Vest og Syd kunne uden de store omkostninger tilplantes med træer, som over tid visuelt ville udvikle sig til skov. Godt for klimaet, godt for øjet og godt for støjen. Der er bestemt mange fordele. Det kræver blot, at virksomhederne og kommunen bliver enig om en grøn plan. 

Og hvad med mere grønne boligområder? Hvorfor ikke i langt større udstrækning tænke træer ind i nye lokalplaner? Der burde heller ikke etableres nye kommunale veje uden i det mindste en sammenhængende allé-beplantning.  

De fleste har været i Berlin og sikkert også oplevet de områder af storbyen hvor træerne fylder byrummet. Træerne har alle et nummer og mange har ligefrem et navn. For hver kilometer bygade er der i gennemsnit 82 træer. Ud over at det er godt for det globale klima, så er træerne også godt for mikroklimaet i byen. Det er herligt at opholde sig i byrum med de beroligende grønne farver. 

De færreste i Horsens tænker i dag på Allégade som en grøn oase. Nu er der nemlig kun navnet tilbage der minder om de træer, der bevirkede, at Horsensianerne talte om “Den skjønne Hestedamsallé” (omdøbt til Allégade i 1860’erne). 

Engang var næsten hele Danmark dækket af skov. I dag er kun 14% dækket af skov. Der er politisk enighed om at nå op på 20% skov i år 2100. Ikke vildt ambitiøst i min optik. Ikke mindst fordi hele verden har brug for mere skov. Allerede primo november blev 2022 udråbt til det år i verdenshistorien, hvor der er fældet flest træer. At det primært foregik i Amazonas er i denne sammenhæng ligegyldig. CO2 kender nemlig ikke til nationale grænser. 

Jeg synes vi skal give skovrejsningen en ekstra hånd ved at plante mange flere træer i byerne, parcelhusområderne og omkring vores virksomheder. Og jeg synes Horsens skal gå foran.

 

Uværdig digitalisering (16.11.22) 

Selv om brug af MitID ikke er et lovkrav, bør der alligevel placeres et politisk ansvar for den uværdige situation som ikke digitale borgere er blevet sat i.  

Alle myndigheder er ganske vist forpligtet til at stille alternative muligheder til rådighed for borgere, som ikke er digitale, men i praksis drejer der sig ofte om besværlige og tunge løsninger, bl.a. i forhold fuldmagter til de nødvendige digitale hjælpere. 

Jeg mener også det må være ansvarspådragende, når man indfører obligatorisk krav om brug af MItID for at kunne tilgå sine egne penge og betale sine regninger i banken, vel vidende, at (hundrede)tusindvis af borgere ikke vil kunne håndtere de stigende digitale krav. 

Der er mange, eksempelvis ældre medborgere, som har hukommelsesproblemer, som ikke er mobile, som ikke har et pas eller som ikke har en mobiltelefon. Hvad med dem?

De er blevet sat i en uværdig situation, hvor de kun kan “overleve” hvis de kan få hjælp af andre.

Det er også meget sigende, at en stor andel (nogle steder 50%) af de borgere der rent faktisk er i stand til fysisk at møde op på Borgerservice, kommer igen fordi de stadig ikke kan få tingene til at fungere.

Og selv om der heldigvis findes masser af gode og hjælpsomme naboer, så må det ikke være rart at føle sig afhængig, eller måske ligefrem være tvunget til at bede om hjælp. Og hjælpen kræver ydermere meget besværlige og tidskrævende fuldmagtsprocedurer som i øvrigt ikke er fuldt koordineret i forhold til det stigende antal digitale selvbetjeningsløsninger.

Selvfølgelig skal samfundet gå den digitale vej. Men det dur ikke med dårlige og forsinkede lappeløsninger for de borgere som ikke passer ind i systemet. Den gruppe findes nemlig altid. Man bør fremadrettet, som det første i udviklingsfasen, sikre nemme og praktiske løsninger for de borgere som ikke er i stand til at gå den digitale vej sammen med os andre. 

Alt andet er uværdigt.

 

Partipolitik mangler rummelighed (28.10.22)

Hvis ikke partiets politik i tilstrækkeligt omfang kan rumme borgerens synspunkter, vil et større antal vælgere være mere tilbøjelige til at shoppe og sætte kryds andre steder end tidligere. Det relativt beskedne antal partimedlemmer på tværs af alle partier, medvirker sikkert også til, at vælgerhavet er stadig mere flydende og ustabilt. 

Jeg tror vi i dagens Danmark skal acceptere dette som et politisk rammevilkår. Derfor bliver højt profilerede politikere og særlige mærkesager meget mere afgørende for udfaldet af et folketingsvalg. Stemmerne vil i tiltagende omfang flyde mere mellem partierne.

Jeg tror egentlig ikke partierne kan gøre så meget ved det. Hvis man som vælger er 70% enig med sit “sædvanlige” parti, men uenig om de sidste 30%, så vil enkeltsager eller personlige sympatier let kunne flytte stemmer. Ikke bare èn gang, men hver gang. 

Den manglende rummelighed er nok også en medvirkende årsag til, at relativt få har en partibog. Partierne har svært ved at tilbyde en holdningsmæssig rummelighed, hvor den enkelte kan se mig selv i ønsket omfang. Derfor vælger man som konsekvens, at “stå udenfor”.

Den tendens må forventes at fortsætte efterhånden som yngre generationer kommer til. De unge er jo i høj grad opdraget til selviscenesættelse og selvrealisering. Dette kræver rummelighed og individuel opmærksomhed, en disciplin som ikke er en kernekompetence i traditionel partipolitik. 

Mangel på tillid til politikerne i al almindelighed er et andet problem. Den manglende tillid skyldes måske til dels de interne krav om parti disciplin, som de fleste politikere lader sig underlægge. Hvordan kan man som vælger have tillid til en politiker, som stemmer mod sin egen overbevisning, alene for at følge parti-parolen? Her hopper i hvert fald min kæde af. 

Horsens Kommune bør bruge sociale medier mere (17.09.22) 

Når lokalplaner m.v. sendes i høring er det sjældent at kommunen gennem egne opslag på facebook, Instagram m.v. forsøger at booste interessen for at afgive høringssvar. 

Jeg er helt sikker på, at kommunen gør alt det som loven siger de skal gøre. Men hvorfor ikke være mere proaktiv? Jeg synes man holder hånden alt for tæt til kroppen. Opslag på kommunens hjemmeside, mails i e-boks til direkte berørte og måske en annonce i ny og næ når ikke tilstrækkeligt bredt ud. 

Eksempelvis lokalplanen der tillod 50% flere boliger på Højagergårdsvej, end det som de oprindelige planer tillod. Det har naturligvis interesse for borgerne i området, men det har bestemt også principiel interesse for offentligheden, da der er tale om et markant brud på allerede vedtagne planer. 

På mig virker det som om Kommunen stikker hovedet i busken, og ikke ønsker en bred og involverende borgerdialog. Det kunne man få gennem mere proaktiv brug af de sociale medier. Både de umiddelbare reaktioner på de sociale medier, men sikkert også flere kvalificerede høringssvar i den formelle proces. 

Høringsprocessen skal naturligvis ikke køres i medierne, men disse er et godt sted at fornemme folkestemningen, specielt når det drejer sig om overordnede temaer og planer. Jeg tror også, at flere via de sociale medier vil blive gjort opmærksom på planer, som kan berøre deres hverdag, og derfor i tide vil få mulighed for at reagere formelt i høringsperioden. 

Jeg tænker tit tilbage på den kaotiske planlægning af byggerierne på Nordhavnen. Fra en masterplan som alle var begejstret for, for til sidst at ende med lokalplaner, som fuldstændig punkterede masterplanens flotte visioner. Her burde Horsens Kommune have været proaktiv i medierne. Der ville da have været en mere demokratisk og åben proces hvis kommunen selv havde argumenterne for deres ændrede holdninger på bl.a. de sociale medier. 

Men i stedet valgte man at putte sig bag manglende information, misvisende visualiseringer og bøvlet bureaukrati. For mig at se, har et flertal i byrådet direkte ønsket at gennemtvinge deres egen dagsorden uden forud at deltage i en åben borgerdialog, som kunne have kvalificeret flere relevante høringssvar i den formelle proces. 

Jeg mener politik drejer sig om at få ret gennem åben dialog og gode argumenter. Det er en disciplin som Horsens kommune god kunne øve sig lidt mere på.

 

Staten bør tæmme energipriserne (26.08.22) 

Prisdannelsen på energi sker på basis af ekstremt nervøse og uforudsigelige modeller. Hændelser langt væk fra Danmark kan på kort tid ødelægge privatøkonomi og livskvalitet. Både staten og de sorte energiselskaber skovler penge ind i hidtil uset omfang. Det er urimelige vilkår at tilbyde helt almindelige danskere. 

Jeg synes det er på tide at Folketinget vedtager et nyt regelsæt for prisdannelse. Her må samfundet påtage sig rollen som buffer, hvor man garanterer priser indenfor et vist spænd, og samtidig bidrager med de ekstraordinære store indtægter fra moms og afgifter. Hvis priserne er højere end det fastlagte spæn betaler staten differencen. Hvis priserne er lavere høster staten fortjenesten.  

Fordelene er åbenlyse. Ordningen er selvfinansierende på den lange bane. Statens helt ekstraordinære store indtægter kommer retfærdigt fordelt tilbage til forbrugerne, og 6. mio. danskere får ikke ødelagt deres nattesøvn. Desuden slipper Folketinget for besværet med at finansiere et utal af inflations fremmende hjælpepakker, der erfaringsmæssigt rammer skævt.

 

Vækstøkonomi fremmer hverken menneskelig velfærd eller bæredygtighed (15.08.22)

Udbud og efterspørgsel er måske ikke den bedste model. Vi ser i hvert fald i øjeblikket, at modellen ikke kan styre sig selv. Vi ser at modellen efterlader almindelige mennesker i mistrivsel. Vi ser at nogle tjener fedt, medens andre sulter. Vi ser, at regeringer må lukke huller i modellen med varmehjælp og tilskud til basale fødevarer. 

Er det i virkeligheden sådan, at Adam Smiths 250 års gamle model for udbud og efterspørgsel faktisk bør skrottes? Meget tyder på, at den slet ikke lever op til det moderne samfunds krav? Det er i hvert fald beviseligt, at modellen er alt for langsom til at gendanne en tålelig balance. Er det et livsvilkår som borgere og fællesskab fortsat skal acceptere? 

Det kan naturligvis også være, at modellen ideelt set er god nok, men den forudsætter fuldkommen konkurrence og tager derfor ikke tilstrækkelige hensyn til grådighed, slyngelstater og global spekulation. Se blot på hvordan de sorte olie-og gasselskaber i øjeblikket skovler penge til sig midt under en forsyningskrise og i en periode med ekstrem høj inflation og armod i selv den vestlige verden. Jeg er enig med FN’s generalsekretær når han kalder det “grotesk grådighed”. Men samfundsmodellen tillader grådighed, den gør i hvert fald ikke grådighed ulovlig. 

De modeller vi bruger til at styre vores samfund bør tjene almindelige mennesker bedst muligt. Modellerne må ikke kunne anvendes til at score profit for de få, hvis det går ud over de mange. Dette er desværre ikke tilfældet i dag. 

I det hele taget må vi konstatere at vækstøkonomien hverken fremmer menneskelig velfærd eller bæredygtighed. Lad os designe en ny samfundsmodel og ikke blive hængende i den opfattelse, at tanker der opstod i en fjern fortid fortsat er det bedste grundlag for vores fremtid.

 

Seniorer. Brug dog velfærdsreserven (17.07.22) 

Samfundet kunne gøre mere for at aktivere ekstra arbejdskraft. Selv om man har passeret folkepensionsalderen, er mange både fysisk og mentalt i god form. Hvorfor udnytter man ikke dem bedre, når samfundet mangler hænder? 

Mange vil faktisk også rigtig gerne. Men det kræver, at samfundet og arbejdsmarkedets parter tænker dynamisk og justerer på rigide regler. 

Hvis der etableres flere jobs med fleksible arbejdstider, reduceret timetal og uden modregning i folkepension og andre sociale ydelser, så vil man kunne aktivere en pæn del af velfærdsreserven. Sådanne jobs vil specielt være interessant for personer der allerede er gået på pension, men som fortsat har evne, lyst og ønske om at bidrage, når samfundet kalder. Men som for alle andre, skal det naturligvis også økonomisk kunne betale sig. 

Det skal ikke være ordninger der bygger på ret og pligt, men jobs der kan indfases og udfases efter de samfundsmæssige behov. 

I sådanne seniorjobs bør arbejdsgiverne slippe for pensionsordninger, feriepengeindbetalinger, sygedagpengeregnskaber, barselsordninger og alt det andet administrative bøvl. Giv seniorerne en ren timeløn som svarer til arbejdsgiverens samlede udgifter til ordinært ansatte i sammenlignelige jobs. Så bliver der ikke tale om konkurrenceforvridning. 

Der er åbenlyse fordele ved at beskæftige seniorer. De er stabile, de er ikke fraværende p.g.a. børns sygdom og mange er fleksible med hensyn til arbejdstider både aften, weekend og ferier. Arbejdstiderne skal blot tilrettelægges så de løbende tager hensyn til den moderne pensionists mange andre aktiviteter.  

Der er 1 mio. folkepensionister i Danmark. Hvis bare yderligere 5% af disse ville bidrage eksempelvis med 15 timer pr. uge, ville samfundet få ekstra 35 mio. arbejdstimer om året. Det er da også en slat. 

 

Logistik. Godt gået Horsens (02.07.22) 

Det er sjældent, at resultaterne overhaler ambitionerne. Men det er rent faktisk det der er ved at ske i udviklingen af Horsens som et af Danmarks vigtigste logistik- og transportcentre.

De færreste troede vel helt på ambitionerne dengang det hele begyndte for godt 30 år siden. Grundlaget var også ret spinkelt, og vejen syntes umådelig lang. Men tanken bagved var god nok. Hvis man kunne få varestrømmende til at krydses i Horsens, så vil det ikke bare styrke logistikvirksomhederne, men også en lang række følgeerhverv og ikke mindst en tiltrængt bosætning.

Kommunen gik i gang med at bane vejen for, at de mest transporttunge virksomheder kunne flytte ud til motorvejen. Der blev handlet og mageskiftet, alt medens der blev udviklet på de lokale rammevilkår for logistikvirksomhederne. Lufthavnsvejen til Billund blev anlagt, det drejede sig jo også om tilgængelighed for luftfragt og flypassagerer. De første streger til den sydlige omfartsvej fra Havnen til motorvejen blev tegnet. 

Man blev samtidig en del af den magtfulde ‘Foreningen af danske transportcentre’ og fik EU til at godkende Horsens som et af Danmarks få Core Road og Core Rail-centre. Man tilkendegav overfor EU, at Horsens gerne ville være hjemsted for en af de kommende EU-sikre rastepladser og man arbejdede benhårdt på at få Horsens godkendt som omladeplads for modulvogntog.

Den administrative og politiske kontakter til regionale og lokale logistikvirksomhederne blev intensiveret. Man lyttede og blev klar over, at rigtig mange virksomheder søgte synlighed fra motorvejen. Derfor blev erhvervsområdet i Horsens Nord skabt og der skete en udbygning af området syd og vest for Lund. Sammen med Hedensted kommune begyndte man at tale om et fælles erhvervsområde ved motorvejstilslutning Horsens syd.

Sideløbende lykkedes det at hindre, at banegården blev nedlagt og erstattet af et trinbræt vest for Lund og man begyndte den lange påvirkningsproces for at få udbygget E45 til 6 spor.

Og alt imedens Erhvervsrådet og Kommunen havde travlt med at skabe optimale rammevilkår for transporten, fortsatte virksomhederne med at passe deres arbejde. Det blev en god symbiose. Se blot på udviklingen hos DSV, LGT, DKI, REMA, PL, Bech, Danish Crown og alle de andre. Og nu sidst HM, der skal til at bygge Danmarks største parkeringsplads til lastbiler.

Det er bare så flot, og så gør det bestemt ikke noget, at ambitionerne snart overhales af resultaterne.

 

Byudvikling. Vækst går forud for trivsel (08.06.22) 

Der skulle bygges mellem 250 og 300 boliger på den nye udstykning ved Højagergårdsvej. Det havde Horsens kommune lovet interessenter i området, og det stod endda sort på hvidt i kommunens egne planer. 

Der blev bygget 300 boliger i den ene halvdel af området. Alt for tæt og massivt har også byrådspolitikere siden erkendt. 

Så skulle man da tro, at resten af området ville blive friholdt for byggeri, og blive udlagt til kompenserende grønt område. Den samlede plans 300 boliger var jo allerede en realitet. Men ak, kommunale løfter kan have trange kår.  

Nu har kommunen, uden nævneværdigt hensyn til egne løfter, besluttet at sende en ny lokalplan til høring, som åbner mulighed for opførelse af yderligere 137 boliger, ud over det maksimalt lovede antal boliger. Lokalplanen er i høring frem til 16. juni 2022. 

Jeg er ked af, at Horsens Kommune gør noget som strider mod almindelig anstændighed. Man får i hvert fald den opfattelse, at masse byggeri har en højere prioritet end hensynet til områdets beboere. 

For mig ser det ud som om der er solgt jord til private byggefirmaer med et løfte om byggemuligheder som strider imod det som for længst er lovet beboerne. Vækst og byggeri er åbenbart mere værd end borgernes trivsel. 

Man får det helt dårligt at tænke på, at noget sådant kan ske i Horsens kommune.

 

Jeg stemmer NEJ til mere EU (28.05.22).

Det er egentlig Ikke et nej til at afskaffe forsvarsforbeholdet, men et stort nej til endnu mere EU. Kun én gang tidligere har danskerne haft mulighed for at stemme om mindre EU, det var dengang vi besluttede de 4 forbehold. Alle andre gange skulle vi stemme for mere EU. Det er da et skråplan der vil noget. 

Afskaffelse af de danske forsvarsforbehold er nok også mest nice-to-have for danske EU-politikere, som ikke kan lide at sidde udenfor døren. NATO er vores helt afgørende sikkerhed og værn mod lande med aggressiv adfærd, og det skal der ikke røres ved. 

Trods min proteststemme synes jeg EU har en meget vigtig opgave. EU skal nemlig facilitere dialog og samarbejde mellem selvstændige europæiske nationer. Formålet er at sikre fred og frihandel blandt EU-medlemmerne. 

Men EU har for længst valgt at ville være herremand over Danmark og alle de andre. For magteliten og centralisterne i Bruxelles var det nemlig ikke nok blot at være “Kul & Stålunion”, “Fællesmarkedet” eller “EF”.  Det europæiske Fællesskab skulle absolut omdannes til en union. Målet er tydeligvis Europas forenede stater, med Danmark som lille delstat. 

Jeg tror ikke på den vej. Dertil er de europæiske lande for forskellige. Vores kulturer og nationalfølelser kan kun bøjes til et punkt hvor det hele brister. Vi har ikke brug for centralisering og tvangsægteskaber, men vi har brug for dialog og frivilligt samarbejde. 

Øverst på det danske pas står: ‘Den europæiske union’. Nedenunder står ‘Danmark’. For mig er det blevet et symbol på alt det som EU ikke skal være:

EU skal ikke være overordnet. EU skal ikke være en forbundsstat med Danmark som delstat. EU skal ikke lovgive, det har vi Folketinget til. EU skal ikke dømme, det har vi de danske domstole til. EU skal ikke undertrykke folkestyret med direktiver og forordninger.

Vi kan leve med forsvarsforbeholdet, men vi har brug for et mindre og bedre EU. 

 

Jeg savner fortællingen om det fælles løft (19.05.22)

FÆNGSLET fejrer i disse dage sit 10-års jubilæum som international kulturattraktion.

Det er et imponerende resultat og en virkelig flot bedrift. Men jeg savner jubilæumsfortællingen om det fælles løft. Sandheden er jo, at det hele kun er lykkedes fordi så mange ildsjæle løftede i flok.

Det var nemlig ingenlunde givet, at Fængslet skulle udvikles til kulturinstitution. Faktisk var der både i 1980’erne og 1990’erne et udbredt lokalt ønske om, at Slottet bare skulle pulveriseres med en ordentlig omgang dynamit, lige så snart Kriminalforsorgen havde opført et nyt statsfængsel i Østjylland. Det skulle nemlig være uigenkaldeligt slut med byens mørke 150-årige skamstøtte.

Heldigvis var der nogle, som havde en anden opfattelse. Fra starten var de ikke så mange, men de havde en fælles idé: Hvorfor rive en af Danmarks mest kendte bygninger ned? Man kunne vel ”bare” give Slottet et andet indhold, og dermed skabe et helt nyt positivt vartegn?

Mange kaldte det en skør og urealistisk idé. I dag hvor vi står med en stor succes, savner jeg lidt fortællingen om de få, der heldigvis blev til mange, og som ved hårdt arbejde, fælles løft og naiv tro på det umulige, alligevel fik det til at ske.

Det er jo i sandhed historien om Horsens særlige DNA for fuld udblæsning.  

 

Profit hæmmer god byudvikling (22.04.22) 

Byudvikling baseret på et forretningsdrevet tankesæt har spillet fallit. Det dokumenteres gennem de seneste mange års uhensigtsmæssige beton byggerier. Der bygges for højt, for tæt, for massivt og for trist. Nogle steder er der ligefrem tale om lokalplan godkendt brutalisme.

Men hvordan kunne det gå så galt? Svaret er sådan set meget enkelt. Lovgivningen har muliggjort kæmpe prisstigninger på grunde og byggeretter i byerne. Det ekstra lag af developer virksomheder tager sig naturligvis godt betalt for deres arbejde, og ejendoms investorerne har primært fokus på at maksimere deres afkast.

Så skal det jo gå galt. For danskerne skal jo også have råd til at bo i de nye boliger. Og når først de dyre grunde er betalt og developer og investorer har fået deres andel, så er der for få penge tilbage. Derfor er man nødt til at bygge billigere og presse byggeretter til sidste dråbe. Resultatet: for højt, for tæt, for massivt og for trist.

Vi skal have dagslyset og skønheden tilbage i byerne. Men det får vi kun hvis unaturlig profit skrælles af. Fokus på profit skal erstattes af fokus på mennesker.

Kravet om at kommunerne skal sælge jord til markedspris har været en af de største årsager til en urimelig fordyrelse af byggerierne. Nogle kommuner spekulerer ligefrem i at opnå højeste mulige pris, selv om de udmærket ved, at det går ud over bymiljø og livskvalitet for de kommende beboerne.

Kommunerne bør i stedet have ret og pligt til nærmest at forære jorden væk, men naturligvis kun hvis man som modydelse får det ønskebyggeri, som passer perfekt ind i de kommunale planer om gode livsbetingelser for mennesker.

For sandheden er, at flotte arkitekturpolitikker og dygtige stadsarkitekter ikke kan løfte opgaven, hvis ikke de grundlæggende forudsætninger for byudvikling ændres radikalt. Det skal jo økonomisk kunne lade sig gøre at bygge kvalitet og skabe bymiljøer, som danskerne også har råd til at bo i.  

Det kan ikke være rimeligt, at profit og alt for dyre grunde, skal suge kvalitet ud af vores byer? Det er et skråplan, at byudvikling er drevet mere af fortjeneste end hensynet til byliv og livskvalitet.

Det er på tide at erkende, at god byudvikling og høj livskvalitet i boliger og bymiljøer ikke kan gå hånd i hånd med profitmaksimering.

 

Skal mere affaldssortering nødvendigvis være dyrere? (10.04.22)

I Horsens ser det endda ud til at blive meget dyrere. Efter de nuværende forslag vil gebyrerne stige med 600-700 kr. om året. Det skal de fleste tjene ekstra 1.200-1.400 kr. før skat for at kunne betale. For en enlig folkepensionist i et rækkehus ikke en helt lille udfordring. 

Snart kommer der en høringsperiode. Jeg synes vi skal benytte den lejlighed til virkelig at spørge ind til om kommunen har gjort hjemmearbejdet ordentligt. Det kunne umiddelbart se ud som om der er tale om traditionel tænkning, der ofte fører til dyr systemmæssig overimplementering.

Har der været et primært fokus på at skabe de billigste løsninger for borgerne? Har der været inviteret repræsentanter for forbrugerne med i processen? Har man konsulteret effektivitets- og innovations eksperter? Har man kigget andre kommuner over skulderen for at finde de billigste løsninger? Har man ladet sig inspirere i udlandet?

Har man i øvrigt overvejet om alle skal betale det samme? Den enlige pensionist producerer sikkert ikke nær så meget affald som den store børnefamilie. Så skal de vel heller ikke betale det samme?

Og hvad med antallet af affaldsbeholdere? I Ringkøbing-Skjern kommune kan man klare sorteringsudfordringen med 2 affaldsbeholdere på matriklen. I Horsens ser set ud til at der skal 3 affaldsbeholdere til at løse den samme opgave.

Og hvad med folk i etageejendomme? Hvordan skal de sorterede i 10 fraktioner oppe på sjette etage? 

Jeg synes vi skatteydere har krav på nogle svar samt politikere der lytter. Vi slipper nok ikke for at rette ind efter EUs krav, til trods for at nogle af disse forekommer lidt fjollede. Selv har jeg svært ved at forestille mig hvordan vores husstand bare tilnærmelsesvis skal kunne fylde rummet til tekstiler. En par slidte karklude og et par hullede strømper i ny og næ kan da vist ikke gøre den store forskel på miljø og klima. Andre tekstiler afleverer vi jo sammen med en masse andre danskere til genbrugsbutikkerne. 

 

Rendyrket folkeforførelse (05.04.22)

Afskaffelse af forsvarsforbehold. En af EU’s vigtigste opgaver er at arbejde for fred. Men hvis regeringen ønsker at danskerne skal stemme for at afskaffe de danske forsvarsforbehold, så har de betrådt en farlig vej. 

I min optik er det ren folkeforførelse, når man manipulerer det spørgsmål som danskerne skal tage stilling til. Vi skal stemme ja eller nej til at afskaffe de danske forsvarsforbehold, men det spørgsmål regeringen vil stille er farvet i helt urimelig grad: “Stemmer du ja eller nej til, at Danmark skal deltage i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar?” Ligegyldig om det så bliver det endelige spørgsmål til danskerne, så er skaden allerede sket. Luskeriet er blevet set og bemærket.

Danskerne er nemlig ikke dumme. De kan godt gennemskue, når de bliver manipuleret. Jeg tror at risikoen for at det giver bagslag er ganske stor. 

Mange vil helt givet stemme nej alene i trods. Vi skal jo huske, at en meget stor del af danskerne er EU-skeptikere. Der skal derfor ikke så meget til at vælte læsset. Der er rigtig mange (mig selv inklusive) der synes at EU listigt og lusket tilraner sig magten i Danmark og de andre EU-lande. 

Det ene EU-direktiv efter det andet vælter ind over os, og regulerer den måde vi som danskere skal leve på. I flæng blot nævnt nogle få eksempler: GDPR bøvl og bureaukrati, tvungne barselsordninger, ubrugelige sprogguider, fælles ufleksible abortregler, mindsteløn der nedbryder den danske model, børnepenge til udenlandske børn der bor i udlandet, regler for danske bijobs, affaldssortering hjemme på villavejen, kønskvoter i bestyrelseslokalet og lastbilparkering på danske statsejede rastepladser.

I min optik forhold som EU bør blande sig udenom. Det kan vi som nation godt selv håndtere, og endda med større værdi for den enkelte og fællesskabet.

Den kommende folkeafstemning betyder reelt også endnu mere EU. Jeg synes regeringen strategisk burde havde valgt samtidig at tilbyde danskerne mindre EU på andre ikke så kritiske områder. 

Under alle omstændigheder er det ikke ordentlighed, at manipulere danskere. Det er et stort og farligt sats for så vigtig en sag.

 

Hovedstaden snylter på Horsens (19.03.22)

Hovedstaden snylter også på resten af det lokale Danmark, men det gør jo ikke sagen bedre. 

Danmark har i rigtig mange år set sig blind på centralisering. Man har alene fokuseret på at spare omkostninger, og har helt undladt at se på tværs af offentlige kasser og konsekvenserne på indtægtssiden. Det har kostet vækst og velfærd i forhold til vores nabolande. 

Nettoeksporten, som er det vi lever af, skabes af virksomheder, som typisk ikke producerer i hovedstadsområdet. De ligger derimod i Horsens og andre lokale byer rundt om i landet. 

Skal vi bevare vores velstand og måske igen indtage pladsen blandt verdens rigeste lande, er vi nødt til målrettet at forbedre forholdene for vores producerende virksomheder, der hvor de nu engang ligger. For de kan nemlig ikke lige flytte ind på Rådhuspladsen.

Men det modsatte er sket i rigtig mange år. Centraliseringen har konsekvent flyttet offentlige jobs, servicefunktioner og uddannelsespladser bort fra de områder hvor de producerende erhverv ligger. Dermed er de unge, ægtefællejobbene og erhvervslivets centrale servicefunktioner forsvundet. 

En af konsekvenserne er den udbredte mangel på arbejdskraft og kompetencer. Og den er nu engang mest alvorlig når den rammer de erhverv som skaber den nettoeksport, som vores velfærd er helt afhængig af. Al anden økonomisk aktivitet er jo blot at flytte rundt på penge, som nettoeksporten tjener hjem.

Hovedstaden forsvarer sig med, at vi jo allerede er i gang med at flytte offentlige arbejdspladser ud i landet. Men sandheden er, at de 5.000 arbejdspladser som indtil nu er udflyttet, hjælper som en skrædder i helvedet. Rent faktisk er der i dag flere statslige arbejdspladser i hovedstadsområdet, end før udflytningen blev påbegyndt.

En af de allerstørste barrierer for et Danmark i bedre balance er embedsmændene i statsadministrationen. De har fået for meget magt, og har fået politikerne overbevist om, at deres regneark og centraliseringsargumenter ikke er nær så fejlbehæftede, som den faktuelle udvikling ellers dokumenterer. 

Det er måske også derfor vi fortsat har en planlovgivning som markant adskiller sig fra vores nabolande. Planloven er blevet et embedsmandskontrolleret magtredskab, der direkte modarbejder lige udviklingsmuligheder i alle dele af landet. 

Tidligere sagde man, at planlovens formål var at bevare så meget landbrugsjord som mulig. Da dette argument på et tidspunkt ikke længere var så nødvendigt, begyndte embedsværket behændigt at tale om natur- og miljøhensyn.

Alt dette har medført, at Danmark de facto har omvendt udligning, når vi ser på hvor værdierne og velstanden reelt skabes. Foreningen “Balance Danmark” har beregnet, at dette hvert år koster Horsens Kommune 694 mio. kr. Det undrer mig, at byrådspolitikerne i Horsens er så tavse om dette tyveri. 

 

Millimeteradministration æder velfærd (09.03.22) 

Lad os udvikle et økonomisk råderum ved at reducere det danske bureaukrati

Det er vildt hvad det offentlige bruger af ressourcer på kontrol, millimeterstyring og petitesse administration.

Vi danskere betaler mellem 50-70% af vores indkomst i afgifter, moms og skat. Det er klart for enhver, at det fremover ikke er nok, hvis vi vil finansiere velfærdsydelserne på samme måde som hidtil.

Enten skal skatter og afgifter sættes i vejret, velfærdsydelserne reduceres eller også skal der indføres brugerbetaling i stor stil. Men ligegyldig hvilket mix af tiltag der besluttes, er det et invaliderende anslag mod 'samfundskontrakten', hvor vi danskere i mange år har accepteret at betale nogle af verdens højeste skatter og afgifter, mod at det offentlige så til gengæld sørgede for resten. 

Problemet vil udfordre tilliden til systemet og ikke mindst til landets politikere, som har lovet noget, som de i hvert fald de senere mange år godt har vidst, at de ikke kan holde.

Vi har brug for en helt ny dialog mellem borgere og stat. Vi er nemlig i fællesskab nødt til at gentænke den danske samfundsmodel. Sammenhængskraften og den bærende danske tillidskultur er truet, hvis ikke denne proces gennemføres involverende og transparent. Danskerne har nemlig dybt indgroede krav og store forventninger til samfundet.

Men før vi begynder at drøfte skattestigninger, brugerbetalinger og reducerede velfærdsydelser, synes jeg vi skal starte et helt andet sted. Lad os sammen forsøge at udvikle et økonomisk råderum ved at reducere det danske bureaukrati i kommuner, regioner og stat.

En stor afbureaukratisering kræver selvfølgelig, at vi danskere også er villige til at give køb på millimeterdemokratiet. Vi skal også acceptere, at ansatte i det offentlige ikke har skrevet alt ned og været ude at dokumentere i mindste detalje. For en reduktion af bureaukratiet kan selvfølgelig ikke lade sig gøre uden at vi vil opleve flere og større huller i osten. Alternativet er at betale endnu mere for stadig mindre.

 

Vækst er klodens største fjende (08.02.22) 

Kloden ødelægges af vækstens slid på naturgrundlaget. Allerede i dag forbruger vi flere naturlige ressourcer end kloden er i stand til at regenerere. Det siger sig selv, at det ikke kan blive ved. 

Vi udleder også så mange drivhusgasser, at klimabalancen ikke længere kan opretholdes, og kun vanskeligt reetableres. 

Global befolkningseksplosion kombineret med en fortsat higen efter vækst, vil ødelægge natur og livsbetingelser.

Verden vil nok ikke gå under og menneskeheden vil fortsat bestå. Spørgsmålet er blot, om den måde det kommer til at ske på, også er det liv vi ønsker for vores, børn, børnebørn og oldebørn. 

Hvis vi ikke hurtigt omstiller vores ødelæggende vækst-tankesæt, så må vi se ind i en verden der er præget af ekstremvejr og klimaflygtninge i hidtil uset omfang. Destabilisering af nationalstaterne bliver bare en af konsekvenserne. Vores efterkommere kommer til at leve i samfund præget af social uro, manglende tryghed og med begrænset udbud af uberørt natur, rent vand og frisk luft.

Forbrugsgenerationen, som du og jeg er en del af, har valgt at satse på økonomisk vækst og forbrug. Det gør vi fortsat selv om vi alle ved, at det sker på bekostning af fremtidige levevilkår. Vi vender det blinde øje til og håber, at det nok skal gå alt sammen. Teknologien skal nok komme os til hjælp.

Men hvorfor er det så ikke allerede sket? Vi har jo kendt ressource- og klimaproblemerne de seneste 40-50 år. Faktisk meget længere. Men koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren, forureningen og overforbruget af klodens ressourcer stiger fortsat helt vildt.

Hvis ikke du og jeg i den rige verden selv stopper vækst og materiel overforbrug, så kommer det til at stoppe alligevel. Men det bliver på den hårde måde.

 

Hvad nu hvis strømmen går? (22.01.22)

Ikke bare et par minutter, men f.eks. nogle uger. Det kan ske hvis en omfattende solstorm rammer den nordlige halvkugle eller måske ved IT-terror.

Sandsynligheden er måske ikke så stor, men solstorme oplevede man i England i 1859, og Canada havde store problemer efter en solstorm i 1989. Solstorme har det nemlig med at ødelægge transformatorer og følsom elektronik, og det lader sig ikke blot reparere natten over. Terror har sin helt egen uforudsigelige dagsorden.

Når elnettet er nede bliver der mørkt og koldt. Køleskabet og fryseren stopper, tankstationernes pumper virker ikke, så vejtrafikken går i stå. Togdrift, færger og fly følger hurtigt efter. Internettet går ned sammen med telefoner, radio og TV, og stort set al elektronisk kommunikation holder op med at virke.

På et tidspunkt vil sygehusenes generatorer løbe tør for brændstof, så operationer og akutmodtagelse vil reduceres til et minimum. Respiratorer vil holde op med at virke, og ilt bliver en mangelvare.

Hamstring vil sætte ind. Dagligvarebutikkernes hylder vil blive rippet indenfor få dage. Og selv om der i nogle dage ville kunne opretholdes en nødforsyning, så vil den ophøre når lagrene er tømte, for virksomhederne producerer jo heller ikke mere. 

Desperation vil sætte ind sammen med kulde, mørke og mangel på fødevarer. Det vil få lovløshed og kriminalitet til at eksplodere. Samfundets kendte strukturer vil blive nedbrudt. Myndigheder og politi vil stå overfor en umulig opgave.

Er samfundet forberedt, hvis det umulige skulle ske? Det er ikke noget jeg har hørt om, men det vil betrygge mig ikke så lidt, hvis man ville fortælle lidt om planer og katastrofe robusthed, hvis strømmen skulle gå sådan rigtig for alvor. 

Er du selv forberedt? Har du tilstrækkelig dåsemad, langtidsholdbart brød og drikkevarer så familien kan overleve de første svære uger? Har du gas til grillen, så du bare en gang imellem kan lave varmt mad eller koge vand til en kop kaffe? Kan du selv skaffe varme, hvis det er vinter udenfor? Har du lager af stearinlys og batterier til lommelygterne?

Vi håber naturligvis, at en sådan situation aldrig vil opstå, men det vil den nu nok på et eller andet tidspunkt og i en eller anden form. Jeg synes det er problematisk, at vi gennem de sidste 150 år har baseret vores liv, helbred og velfærd på, at der altid kommer strøm ud af stikkontakterne.

 

Flotte resultater. Men vi bør også måle de bløde ting (27.12.21)

Det går godt i Horsens. I det seneste erhvervsnyhedsbrev fra Horsens kommune kan vi bl.a. læse, at befolkningsantallet er steget med mere end 2.000 det sidste år. Den lokale beskæftigelse har aldrig været højere og salget af erhvervsjord var også i 2021 markant stor. Horsens er tæt på at være Danmarksmester i salg af erhvervsjord.

Det er fantastisk. Men det får mig også til at tænke: Hvor fører det os hen? Hvad er værdien for borgerne i Horsens kommune? Er vi samtidig med de flotte tal også blevet gladere, sundere, rigere og mere trygge fordi vi deltager i en succes?

Jeg kunne godt tænke mig, at vi fremover også begyndte at måle på de lidt mere bløde værdier, de ting som virkelig betyder noget for den enkelte og familierne i Horsens.

Jeg vil derfor opfordre Horsens Kommune til ikke blot at offentliggøre kvantitative data, men også mere kvalitative analyser, der fortæller noget om de afledte værdimæssige effekter af væksten, herunder også hvordan succes’en afspejler sig i tilfredsheden med de lokale livsbetingelser og den kommunale service. 

 

Man kunne jo også på et tidspunkt erkende, at nu er nok nok (18.12.21)

Fortsat vækst i nærområdet omkring Horsens by kræver tilførsel af jomfruelig jord til bolig- og erhvervsbyggeri, ud over fortætning og yderligere byggeri i højden. 

Det er en spændende politisk diskussion hvor langt vi skal gå, eller om vi på et tidspunkt er nødt til at sætte skilte op ved indfaldsvejene, hvor der ud over 'VELKOMMEN' også står 'UDSOLGT'.

Kommuneplandiskussionen omkring byggeri ved Nørrestrand og Stensballe Bjerge er et eksempel på, at vækstambitionerne bliver fortsat sværere at indfri tæt på byen. Specielt hvis vi skal tage skånsomt hensyn til natur, dyr, fugle og biodiversitet. Og det skal vi. 

Man kunne jo også på et tidspunkt erkende, at nu er nok, nok. Der er jo også andre områder i Horsens Kommune, der kan udvikles. Nogle områder uden for byen har måske ligefrem brug for en håndsrækning til lidt udvikling.

 

Vækstkommunens fordele og ulemper (08.12.21) 

Et enigt byråd i Horsens har beslutter, at kommuneskat og grundskyld ikke må sættes ned de næste fire år. Den havde jeg ikke lige set komme. Jeg synes ellers, at Horsens har været vækstkommune så længe, at det efterhånden burde kaste skattelettelser af sig. 

Folkekirken har nedsat den lokale kirkeskat to gange, netop begrundet i væksten. Hvorfor så ikke også kommunen? 

De bristede forventninger fik mig til at lave en liste over de fordele og ulemper som jeg oplever som borger i en vækstkommune. Resultatet er ikke entydigt positivt. Faktisk var jeg overrasket over hvor meget ulemperne fylder. 

Men det er jo kun min personlige oplevelse. Andre oplever sikkert noget ganske andet. Jeg synes det kunne være spændende hvis nogle af Folkebladets læsere ville bidrage med deres oplevelser som borgere i en vækstkommune. 

Jeg tænker kun på de helt personlige oplevelser, ikke de abstrakte og teoretiske, men dem som man i sin dagligdag møder på egen krop. 

Jeg kunne som erhvervsmand uden problemer skrive en lang og teoretisk velunderbygget beretning om vækstens velsignelser, og hvorfor vækst er så meget bedre end det modsatte. Men det er ikke det jeg er interesseret i. Vækstens fordele og ulemper oplevet på egen krop er meget mere interessante. Jeg håber, at nogen vil bidrage til at nuancere billedet.

Nedenfor et udpluk af egne oplevelser:

Fordele:
Lyntoget stopper i Horsens. Det gjorde det ikke tidligere. Det letter mine rejser til København.
Udbuddet af spisesteder og cafeer er steget markant. Da jeg flyttede til Horsens for 35 år siden fandtes der ikke en eneste cafe i byen.
Der er et væsentligt større udbud af dagligvarer og udvalgsvarer i detailhandelen, selv om mange specialbutikker er buklet under.
Det daglige kulturudbud er øget markant, både hvad angår biograf, teater og musik.
Horsens nye image har ranket min ryg, og jeg bliver stolt når andre roser Horsens. Dette skete stort set ikke for 30 år siden. 

Ulemper:
Trængslen på vejene er tiltaget betydeligt. Det tager simpelthen længere tid at komme fra A til B i bil.
Det er vanskeligere at finde en parkeringsplads, og især en gratis parkeringsplads i Horsens midtby.
Som vandringsmand er der blevet længere ud til uberørt natur.
Vækst-arkitekturen har forringet min glæde ved at gå rundt og se på byen.
Skatten stiger i 2022, og den sættes ikke ned de næste 4 år. 

Del siden

Politisk brutalisme bør stoppe (20.11.21) 

Valget er slut. Nu skal det nye byråd i Horsens Kommune bestå sin manddomsprøve: Det lokale samarbejde skal genoprettes. Det vil kun ske, hvis der fremover tages respektfuldt hensyn til mindretallet. Dette indebærer, at alle partier fremover får indflydelse i forhold til deres relative vælgeropbakning.

Vi har i Horsens alt for længe været vidne til politisk brutalisme, hvor det samme flertal gang på gang tryner mindretallet. På den lange bane er det ødelæggende for kommunens udvikling. 

Og et bredt og tillidsfuldt samarbejde kan lade sig gøre. Jeg har nemlig været med på sidelinjen af lokalpolitik i Horsens så længe, at jeg faktisk har oplevet lange perioder med et væsentlig bedre og mere tillidsfuldt samarbejde, end det vi har været vidne til i de senere år.

Jeg synes det nye byråd skal starte 2022 med at give hinanden håndslag på, at man vil gøre alt for at opnå størst mulig enighed om langsigtede holdbare løsninger. Man kan f.eks. vedtage et mål for samarbejdet. Et sådant kunne være, at økonomiudvalget først sender en sag til endelig beslutning i byrådet når man har en rimelig forventning om, at et stort flertal står bag, eksempelvis 24 af byrådets 27 medlemmer. Helst alle naturligvis, men systemet skal jo også kunne tåle, at nogle få har vægtige personlige eller politiske grunde til at mene eller ville noget andet. 

Samarbejde kræver, at alle bøjer af og giver køb. Det er vigtigt at huske, at det ikke kun er en part der skal være fleksibel, men alle. Kun et samarbejdende byråd kan sikre, at Horsens får genoprettet sit livsvigtige DNA: Vi løfter i flok.

Det er sikkert de færreste der har set hvor umådelig stor skade der er sket på kommunens mentale sammenhængskraft. Man har ladet sig forblinde af vækst og store byggerier. Men disse er ikke en selvfølge. De er kommet som følge af en lang samlet indsats over flere årtier. På et tidspunkt vil den grundlæggende energi forsvinde, hvis ikke den får ny næring. 

Politisk brutalisme er ligesom en kræftsvulst. Den kan ødelægge forfærdelig meget.

Jeg håber, at alle medlemmer i det nye byråd vil søge samarbejde ud fra et ægte ønske om at varetage Horsens kommunes interesser og tilsidesætte snævre partipolitiske hensyn og personlige ambitioner. Hvis ikke vi hurtigt får genopbygget det ødelagte Horsens-DNA, kan det gå gruelig galt.

 

Magtmonopolet i Horsens (29.10.21)

I mere end 100 år har Socialdemokratiet siddet på borgmesterposten i Horsens kommune. En situation der vel bedst kan beskrives som monopol.  

De fleste er enige om, at monopoler er noget skidt. Monopoler er tegn på ensidighed, manglende åbenhed og reduceret dynamik. Det gælder også i politik. Politiske monopoler nedbryder samfundets demokratiske vitalitet. Monopoler i politik fører ofte til indavl og pamperi. Se blot på Kina, Nordkorea og Rusland. Og så er det i øvrigt helt ligegyldigt, om det er rød eller blå stue der sidder for bordenden.

Forestil dig, at Danmark havde haft en blå eller rød regering uafbrudt i 100 år. Ville vores samfund så være blevet bedre, rigere, mere retfærdig, mere robust eller mere beskyttende overfor borgerne? Næppe. 

Det der skaber dynamik og vækst er forskellighed og nye tanker. Og de trives nu engang bedst, hvis magten skifter og ikke er givet på forhånd.

Selv i demokratier er det uundgåeligt, at magtmonopoler tryner mindretallet. Horsens er et eksempel. Her ser vi, at et lille flertal ofte tryner et stor mindretal. Ægte demokrati er vel, at man bestemmer i forhold til vælgeropbakningen, og ikke, at nogle bestemmer uforholdsmæssigt mest. 

Det er os vælgere der alene afgør om Horsens fortsat skal have et politisk magtmonopol.

Jeg tror på værdien af skiftende tanker og nye ideer. Dem får vi bedst, hvis vi kan bryde monopolet. Det vil kunne ske hvis et flertal stemmer på et af de partier som udgør et reelt alternativ til det nuværende flertal. Det burde teoretisk kunne lade sig gøre, men så skal alle gode kræfter også samles om den fælles sag. 

 

Frås. Den hovedløse nedgravning af fiber bør standses (03.10.21)

Det er selvfølgelig let at bruge andres penge. Det er det som de store andelsejede energiselskaber gør. De bruger dine og mine penge på en dårlig måde. Den hovedløse og ukoordinerede nedgravning af fiber bør standses. Det er samfundsmæssigt spild af enorme ressourcer.  

Hvorfor grave fiber ned, hvis der i forvejen findes et udmærket coax-net? Fiberen er jo ikke bedre og der er mere end rigelig kapacitet i coax-nettet. Og hvorfor grave fiber ned hvis andre i forvejen har nedgravet fiber samme sted?

Vis ansvarlighed og samfundssind. Man kan jo bare leje kapacitet hos hinanden. Og den er der i øvrigt rigelig af. Analyser viser, at der er solgt 20-40 gange mere IT-kapacitet end der rent faktisk er behov for.

Det samfundsmæssige ressourcespild bør stoppes. Jeg håber selskaberne selv kommer til fornuft. Jeg ser nødig at staten skal ind og intervenere, men hvis ikke aktørerne selv stopper fråseriet, er der ikke andet at gøre.

 

Vi er som by nødt til at acceptere bilerne (19.08.21)

Kun i meget store byer (og det er Horsens ikke) giver det mening at udbygge den kollektive trafik på en måde, så folk oplever det som et godt eller måske ligefrem bedre alternativ til den individuelle transport. Vi er som by nødt til at acceptere bilen som en central del af personbefordringen og derfor sikre udbygning af veje og parkeringspladser i overensstemmelse med den barske virkelighed

 

Byudvikling

Pas på! Nu er Godsbanearealet i spil (18.09.21)

For nogle år siden var det Nordhavnen og Kvicklyområdet der var i spil. Her var det primært investorer og projektmagere der vandt.

Nu drejer det sig om Godsbanearealet. Jeg blev ellers så glad i sommeren 2020 hvor Horsens Byråd vedtog en vision for området. Den sad bare lige i øjet. Nu foreligger der så et udkast til rammelokalplan. Den har imidlertid kølnet min begejstring og trækker sorte tråde til den kaotiske udvikling af Nordhavnen.

På havnen startede man også med en visionær masterplan. Også den udløste begejstring og bred opbakning. Men så fulgte også her en rammelokalplan. Den medførte vist mest rynkede bryn og stivnede smil. For også her var det svært at få øje på masterplanens flotte visioner. Helt galt blev det, da de enkelte lokalplaner begyndte at folde sig ud. Nu var de bærende visioner skubbet ud over bolværket og forsvundet i havnens mudrede vand.

Jeg håber ikke det kommer til at gå på samme triste måde med Godsbanearealet. Men mine bange anelser vil ligesom ikke rigtig forsvinde.

Jeg er bange for, at områdets potentiale ikke bliver ordentlig forløst. Vi skal jo huske, at området i sig selv er et værdifuldt kulturmiljø som en del af Vestbyen med de karakteristiske 1800-tals industri- og arbejderkvarterer.

Nu lægger rammelokalplanen op til, at der kan opføres 1.500 boliger med en skønnet volumen på ca. 75.000 m2. Der bliver også plads til et meget højt højhus. I hvert fald sætter rammelokalplanen, modsat alle andre bygninger i området, ikke begrænsninger på byggehøjden på denne ene bygning. Måske overvejer man ligefrem at slå Lighthouse på Århus Ø, som med sine 40 etager ellers står til at blive den højeste boligsilo i Danmark.

Jernbanen er i dag en af de store ”indfaldsveje” til byen. Derfor er det vigtigt, at denne attraktive synlighed udnyttes til at markere det mangfoldige kulturliv og byens slogan: ”Oplevelser i mange farver”. Men krav om særlige arkitektoniske detaljer og ikoniske ”byporte” har ikke en særlig fremtrædende plads i rammelokalplanen. Det er synd.

Ellers ser parkeringsproblemerne ud til at blive en af de helt store udfordringer. Der er lagt op til overfladeparkering i stor stil, og selv om de parkerede biler delvis skal neutraliseres at træer og beplantning, så vil biler blive et stort element i bydelens visuelle fremtoning. Og selv om kommunen sikkert håber på, at mange beboere i de 1.500 boliger vil nøjes med at bruge offentlig transport, så viser al erfaring, at bilerne alligevel flytter med ind.

Jeg synes også det er synd, at der kun planlægges én sti/cykelforbindelse til Bygholm Park. Det vil specielt afsondre den nordlige del af området fra Parken i Bygholm Ådal.

Og så er jeg, sikkert sammen med mange andre, spændt på trafikafviklingen. Udkørslen fra Godsbaneområdet til Emil Møllers Gade ved Madevej skal i hvert fald kunne holde til en del. Kunne man ikke have ladet den nordlige tilslutning ske ved lyskrydset Vestergade/Emil Møllers Gade?

Når det er sagt, så synes jeg projektet tager fint højde for udfordringen ved kraftig regn. Godsbanearealet er et lavtliggende opfyldt moseområde, men det giver så også mulighed for at dyrke det blå element i planlægningen, så de værste oversvømmelser undgås. Den del af planen er man sluppet godt fra.

Der er ingen tvivl om, at godsbanearealet er et meget velbeliggende byudviklingsområde. Men jeg havde gerne læst meget mere om hvordan man vil fokusere på ”livet mellem husene” og hvordan man i den mere konkrete planlægning vil sikre, at hensynet til mennesker kommer før hensynet til mursten.

Men sporene fra Havnen skræmmer. Jeg håber at både politikere og embedsfolk har lært af tidligere fejl.

 

Drop dansk navlepilleri. Klimaindsats- og penge bør puljes i et internationalt samarbejde (13.08.21)

Klimaudfordringen er global og skal ikke henvises til isoleret national navlepilleri. Udfordringen skal løses i et globalt samarbejde. Klimaet fortjener det bedste. 

Flere danske politikere har mistet sund fornuft. Hvad nytter det at reducere landbrugs- eller cementproduktion i Danmark, hvis produktionen og CO2-udledningen så blot flytter til udlandet? 

Hvad nytter det med proportionsløse tiltag, der blot gør det dyrere at være dansker. Bør man ikke i stedet bruge kræfterne på eksempelvis at bistå Kina, så deres uhæmmede byggeri af nye kulkraftværker kan reduceres? 

Indsats og penge bør puljes i et internationalt samarbejde, så vi globalt opnår den største CO2-reduktion pr. investeret krone. 

Det er bedre at skrotte symbolske lokale tiltag og i stedet hjælpe Australien, Sydeuropa, og USA med at reducere risikoen for de stærkt CO2-udledende skovbrande. Man kunne også hjælpe befolkningerne i regnskovene, så det ikke var nødvendigt med den omfattende afbrænding for at skaffe ny agerjord. 

Klimadebatten i Danmark mangler proportioner. Vi risikerer at spilde milliarder og samtidig reducere danskernes velfærd uden at hjælpe klimaet. Måske gør vi ligefrem klimaet en bjørnetjeneste. 

Kære danske politikere, kom nu op på hesten og gør det rigtige. Glem symbolpolitikken. Brug danskernes penge på at hjælpe verdenen med at udvikle og implementere smartere globale løsninger. Lokale lappeløsninger er i hvert fald ikke vejen frem.

 

EU-regler årsag til reduktion i Horsens (17.07.21)  

Engelsksprogede uddannelser. Jeg forstår godt Horsens er træt af, at der skæres i antallet af engelsksprogede uddannelser på VIA i Horsens. Det kan nemlig gå hen og blive et grimt anslag mod den lokale uddannelsesmæssige satsning, som vi har arbejdet benhårdt for i mange år.

Men vi er oppe mod EU regler, der har betydet en eksplosion i antallet af EU-borgere der oven i en gratis uddannelse også får den lukrative danske SU. Betingelsen er blot, at de arbejder 10-12 timer pr. uge, så betragtes EU dem nemlig ikke blot som studerende, men også som vandrende arbejdstagere. Dermed er de berettiget til sociale ydelser i Danmark, herunder SU. En så rundhåndet uddannelsesstøtte kendes vist ikke mange andre steder i verden.

Og regningen skal betales af de danske skatteydere. Hvis så bare de udenlandske studerende fandt arbejde i Danmark bagefter. Men det gør kun 1 ud af 5 når det drejer sig om de engelsksprogede erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelser. Da der samtidig er et stigende antal udlændinge, der rejser uden at betale SU-lån tilbage, er det forventeligt, at politikerne griber ind. Jeg synes også det er med rette.

Men det er naturligvis en skam, at man på grund af EU-regler, kun kan lave en regulering ved at begrænse antallet af engelsksprogede uddannelser i Danmark. Det kan nemlig være en stor fordel også for danske studerende at tage en uddannelse i Danmark på engelsk.

Men Danmark kan ikke nægte at give hverken SU-tilskud eller SU-lån til udenlandske studerende. Det vil være at diskriminere udenlandske studerende på baggrund af deres statsborgerskab hævder EU.

Jeg tror kun vi kan ændre den politiske stemning på Christiansborg hvis mange flere danske studerende fremover ville tage en uddannelse i et andet EU-land. Så ville vægtskålen tippe.

Det ville også havde den positive effekt, at danske studerende samtidig ville erhverve større internationalt udsyn og interkulturel kompetence, til stor gavn for dansk eksport og samhandel.

 

Pensionister burde overveje strejke (16.06.21)

Sygeplejerskerne går i strejke for højere løn. Det er helt legitimt og velbegrundet. 

Strejke som pressionsmiddel vil sikker også være velbegrundet for andre grupper i samfundet. En af de grupper, som i rigtig mange år er blevet lønmæssigt nedprioriteret er pensionisterne. Aldersbetalingen fra samfundet har simpelthen ikke fulgt med lønudviklingen hverken på det private eller offentlige arbejdsmarked. Selv sygeplejerskerne ligger langt foran i stigningstakt. 

Er det rimeligt? Jeg synes det ikke. Måske skulle pensionisterne også gribe til strejkevåbenet !

Nogen vil sikkert trække på smilebåndet. Hvad skulle det nytte? Men sandheden er, at mange pensionister arbejder ganske meget som frivillige.

Mere end 1.6 mio. danskere arbejder som frivillige. En pæn del af dem er pensionister, og de yder i gennemsnit 15 timers frivilligt arbejde hver uge.

Hvis de alle gik i strejke, ville det ramme vitale dele af samfundet. Nu gælder det for pensionisterne naturligvis ikke om at ramme nogen overhovedet. Sygeplejerskerne ønsker jo heller ikke at ramme patienterne. 

Men hvis argumenternes og forhandlingens veje er lukkede, er strejke en god mulighed. Fakta er nemlig, at folkepensionen de sidste 25 år ikke har fulgt inflationsudviklingen, og dermed er købekraften reelt faldet.

Nogle vil sikker indvende, at pensionister også har anden indkomst. Det er rigtigt, men det gælder langt fra alle. De nuværende pensionister har jo ikke levet et langt arbejdsliv med arbejdsmarkedspensioner. Det var jo først fra år 2000, at arbejdsmarkedspensionerne stort set var udbredt i hele det overenskomstdækkede arbejdsmarked.

En gift pensionist uden nævneværdig opsparing eller anden indkomst oppebærer en månedlig pension på kr. 11.758 incl. ældrecheck, men før skat. (for en enlig er beløbet kr. 15.386). Nogle vil sikkert mene, at det er ganske pæne beløb som samfundet yder pensionisterne. Men i min optik, er det altså ikke mange penge at leve for. Jeg er også ret sikker på, at en sådan betaling vil hverken sygeplejersker eller andre finde særlig attraktiv. 

 

Byrådet. Manglende samarbejde rigtig skidt for Horsens (04.06.21) 

Der er noget galt. Grueligt galt faktisk. Horsens har et byråd, der har svært ved samarbejde. Det eneste positive der kan siges om den sag er, at nu har de to største partier offentlig erkendt problemet.

Men så hører enigheden også op. Man peger gensidig på hinanden, som årsag til den triste udvikling.

Men skal skårene klinkes, kan det kun ske ved, at den stærke part tager første initiativ. Her er det altid en god ting at se indad først, og erkende eventuelle problemer i egne rækker. 

Som jeg ser det, er den primære årsag, at byrådet ikke fungerer på et reelt demokratisk grundlag. Der tages ikke i tilstrækkelig udstrækning hensyn til gruppernes relative vælgeropbakning. 

Hvis det stort set altid er det samme flertal der bestemmer, så tages der ikke respektfuld hensyn til mindretallet. Enhver ved, at en sådan situation på den lange bane vil skabe frustrationer. Og frustrationer har det med at skulle ud. Det sker typisk i afmagt gennem en ikke samarbejdsfremmende retorik.  

Det manglende samarbejde er ikke godt for Horsens. Vi får sværere ved at løfte i flok og det skræmmer investorerne væk. Det højt besungne Horsens-DNA nedbrydes. Men skal såret heles, skal initiativet tages af den stærke part, og det skal ske ud fra reelt ønske om at alle får i rimeligt omfang, og ikke kun det som et fast flertal bestemmer. 

 

Drop valgplakaterne for klimaets skyld (22.05.21)  

Om et halvt år er der kommunevalg. Det bliver spændende. Ikke mindst i forhold til klimaet. 

Det er nemlig her kandidater har mulighed for at markere, at klimaet er vigtigt.

Det kraftigste signal kandidaterne kan sende til vælgerne, er ved at droppe valgplakaterne. Det viser, at de mener noget med tingene, og endda er villige til selv at bringe et offer. Det kan kun afstedkomme dyb respekt.

Hermed markerer de også opbakning til Horsens som dansk frontløberkommune indenfor bæredygtighed. 

Pynter gør plakaterne jo heller ikke. Men den visuelle forurening er intet mod plakaternes klimabelastning.

Ved seneste valg var der omkring 110 kandidater til byrådet. Hvis vi antager, at hver kandidat havde 100 valgplakater (nogle havde mange, mange flere), så blev der opsat 11.000 valgplakater i kommunen. Der var i øvrigt valg til Regionsrådet samtidig. Her var der også opsat tusindvis af regionale valgplakater. 

Da plakaterne en måned senere skulle nedtages var der på lossepladsen ligefrem opstillet særlige containere til de tusindvis af kasserede valgplakater.

Ved valget i 2017 brugte jeg selv valgplakater. Det har jeg fortrudt. Men hvis jeg opstiller til det kommende valg bliver det uden valgplakater. Man har heldigvis lov til at blive klogere. Der findes sikkert også mere bæredygtige måder at føre synlig valgkamp på.

Til november får vi svar på hvem der virkelig mener noget med klimaindsatsen

 

Balancen er desværre tippet (02.05.21)

Det sociale samfund har min store sympati. Lige muligheder til alle. De bredeste skuldre skal bære det tungeste læs. Dem der ikke kan selv, skal hjælpes af fællesskabet. Det kan siges på mange måder. 

Men hvor går grænsen mellem det balancerede sociale samfund, og det samfund hvor “velfærdsstaten” tager over og dikterer det meste? Det er selvfølgelig svært at definere, men i min optik har det danske samfund overskredet balancepunktet. 

Det ses f.eks. når samfundet tager mere end halvdelen af din indtægt gennem skatter og afgifter. Det gør det danske samfund i dag, ganske markant endda. 

Det er synd. For det polariserer nogle steder og udvikler apati andre steder. Det fremmer også krævementaliteten. Resultatet bliver et samfund hvor den ægte følte solidaritet kommer under pres. Det gør sammenhængskraften svagere og i sidste ende gør det Danmark mere sårbar overfor udefra kommende kulturer og magtinteresser.

 

Horsens-DNA nedbrydes uden fælles løft (26.03.21) 

Når byrådet løfter i flok, så løfter også andre i flok. Når byrådet ikke løfter i flok, så gør andre det også i mindre omfang. Det viser erfaringerne. 

I en længere periode har byrådet i Horsens ikke evnet at løfte i flok. Det er et stort anslag mod det Horsens-DNA, som mange mennesker har været med til at bygge op gennem 3 årtier. Det er frustrerende og umådelig trist. 

Jeg overhørte engang en kommentar: “det kan godt være, at det er bedst for Horsens, men det er ikke socialdemokratisk politik”. Man kunne sikkert også forestille sig, at samme kommentar ville blive fremført andre steder: “det kan godt være, at det er bedst for Horsens, men det er ikke liberal politik”. 

Partipolitik har i højere grad end tidligere lagt sin klamme hånd på samarbejdet i byrådet. Det er nok en del af forklaringen på den uheldige udvikling. 

En anden del af forklaringen ligger sikkert i manglende tillid, sympati og respekt mellem centrale personer i byrådet. Det er en pandemi, der har inficeret den gode stemning i byrådet? Jeg ville ønske, man kunne vaccinere sig ud af dårligdommen. 

Samarbejdet i byrådet burde kunne foregå ligesom samarbejdet i de fonde og priskomiteer, som jeg deltaget i. Jeg erindrer ikke på noget tidspunkt, at det har været nødvendig at stemme, men vi er altid i god forståelse blevet enige, og har herefter kunnet udmelde beslutningen, som taget i fuld enighed.  

Det er da egentlig så let. Den ene gang er det andres argumenter der tillægges størst vægt, næste gang er det dine. Men i sidste ende har man tiltro til, at alle får efter en rimelig fordeling. I byrådssammenhæng, skulle det naturligvis være i forholdet til den relative vælgeropbakning hos de enkelte grupperinger. 

Fortsætter tendensen i byrådet, vil det ødelægge det Horsens-DNA, som alle i øvrigt lovpriser i høje baner. Men skåltaler alene gør det ikke. Der skal handling til.

 

En stærk lokalliste guld værd for Horsens (20.03.21)

Det vil være rigtig godt for det politiske samarbejde i Horsens Byråd, hvis parti-rødderne fik følgeskab af en stærk ikke-partipolitisk lokalliste. 

Vi mangler i høj grad det borgerdrevne engagement og den pragmatik, som stærke lokallister tidligere bidrog med. Før kommunalreformen i 1970 fik landets lokallister 40% af de afgivne stemmer. 

Men velpolstrede partikasser, store kampagneorganisationer, og de politiske partiers magtambitioner har gjort det svært for mange lokallister. Og så har den offentlige skattefinansierede partistøtte, som blev indført i 1987, favoriseret partierne i langt højere grad end lokallisterne. Landspolitikken har lagt sin klamme hånd på lokalpolitikken. Snart vil det landspolitiske erobre både den kommunale dagsorden og det kommunale selvstyre. Det er trist. Meget trist. 

Hvor kunne det være befriende, hvis vi i Horsens fik banket en kile ind i det blokpolitiske spil. Tænk hvis vi igen kunne glædes over et samarbejdende byråd. Tænk hvis flertallet ikke var givet på forhånd, men der skulle argumenteres og forhandles fra sag til sag. Tænk hvis det ikke var det samme flertal, der altid trynede det samme mindretal. 

Engang løftede Horsens i flok. Det var fordi byrådet gik foran og selv løftede i flok. Men det er efterhånden længe siden.  

Der er kommunevalg til november. Men jeg tror desværre ikke, at de politiske partier, til den tid vil falde hinanden kærligt om halsen. Så der er brug en katalysator. En sådan katalysator kan være en lokalliste, der vinder nogle få afgørende mandater. Det vil tvinge blokkene til at tænke helt anderledes og slippe de landspolitiske overtoner til fordel for det borgernære lokale samarbejde.  

Også i Horsens må vi konstatere, at demokrati ikke altid er demokratisk. Ofte ser vi et fast flertal beslutte tingene uden hensyn til, og respekt for, andre holdninger og værdier. 

Meget ville være anderledes, hvis det politiske styre var drevet af ud fra et ægte ønske om, at alle skulle have indflydelse i forhold til deres relative vælgerandel. Sådan er det desværre ikke. Og det bliver sikkert ikke anderledes, med de triste tendenser, der efterhånden har inficeret samarbejdet. 

Skal tingene ændre sig, så skal der noget helt nyt til. Det kunne være en ny ikke-partipolitisk lokalliste med så stor styrke, at det ville tvinge andre til dialog og samarbejde.

 

Træ som energikilde. En frygtelig fejltagelse (17.03.21) 

Hvis vi kun brugte resttræ, så kunne afbrænding af træ forsvares som en fornuftig overgangsordning mellem de fossile brændsler (kul, olie, gas) og de vedvarende energikilder (vind, sol m.v.) 

Men det gik galt, da der kom “penge i skidtet”. Nu drejer det sig nemlig ikke længere kun om væltede træer samt grene og kviste i skovbunden. I dag fælder man nemlig store jomfruelige skove verden over for at skaffe tilstrækkelig flis og træpiller til afbrænding i bl.a. kraftvarmeværkerne i Danmark. 

Problemet er, at afbrænding af brugstræ og tømmer, ikke er nævneværdig bedre for miljøet end afbrænding af kul, olie og gas, måske slet ikke. Ofte skal træet tillige transporteres over store afstande, og det gør bestemt ikke CO2 aftrykket mindre. 

Og selv om man planter nye skove til erstatning for dem man fælder, så vil der gå mellem 20 og 50 år før de nye skove har suget så meget CO2 ud af atmosfæren, at der er skabt CO2 balance.  

Men i mellemtiden fældet man jo nye skove. Det får koncentrationen af CO2 i atmosfæren og dermed den globale opvarmning til at accelererer yderligere. Det er en ond spiral.  

Hvordan kunne det dog gå så galt? Det kunne det, fordi man i sin iver efter at finde erstatning for de fossile brændsler fik skabt en fejlagtig opfattelse af, at afbrænding af træ er CO2 neutral.  

Dette betød, at bl.a. Danmark kunne bryste sig ved et flot CO2 regnskab, fordi importtræet erstattede kul og naturgas i kraftvarmeværkerne. Vi blev faktisk som land betragtet som et internationalt forbillede. Det gør vi dog ikke længere. Nu har de fleste fundet ud af, at det hele bygger på en frygtelig fejlantagelse. 

Jeg tænker ofte på stakkels Fjernvarme Horsens, og ikke mindst på os forbrugere. Vi har satset stort på afbrænding af flis og affald. Men affaldsmængderne falder, nu da vi alle skal til at sortere meget mere. Og det sker samtidig med, at afbrænding af træ til produktion af varme og strøm er kommet i kraftig modvind.

 

Bøvlet adgang til IT (04.03.21)

Hold da op hvor bruger man lang tid på at logge ind. Og hvor er det omstændigt.  

Besøg på en helt almindelig hjemmeside kræver altid svar på spørgsmål om cookies. Det gælder også, selv om man besøger den samme hjemmeside jævnligt, og altid svarer det samme på cookies-spørgsmålene. 

Desuden bliver man jævnligt mødt med spørgsmålet om den pågældende hjemmeside skal gøres til den foretrukne, også selv om man vedholdende og hver gang svarer pænt “nej tak”.

Selv Nem-ID kræver tid, ikke mindst til at finde nøglekortet eller logge ind via telefonens nøgle-app. Nogle gange skal man også genindtaste sit personnummer.

Men helt galt går det med de individuelle adgangskoder. Af sikkerhedsmæssige årsager må disse naturligvis ikke være ens. Og selv om de måske tidligere var rimelig ens og bestod af 4 tal, så stiger udbydernes krav løbende til kodernes længde og anvendelsen af tal, tegn store bogstaver og små bogstaver. Der bliver i højere og højere grad tale om komplekse individuelle koder, og de har kun én ting til fælles. De er svære at huske.

Jeg anvender i dag løbende 39 digitale services, hvoraf de 17 har individuelle adgangskoder og delvis også individuel bruger-ID.

Så mange forskellige koder kan de færreste huske i hovedet. Jeg kan i hvert fald ikke. Så koderne skal skrives ned. Men det er risikabelt, hvis koderne altså ikke er pakket ind i andre koder, så de ikke umiddelbart kan tydes af andre.

Adgangen til det forjættede IT-univers tager længere og længere tid. Selv efter at fingeraftryk-login er blevet mere udbredt.

Naturligvis skal sikkerheden være i orden, Men login burde kunne gøre hurtigere og mindre bøvlet. Jeg har i mit arbejde behov for at logge ind ca. 10 gange om dagen. På årsbasis summer dette sig tidsmæssig op til en hel spildt arbejdsuge.

 

Europa skal ikke være en forbundsrepublik (27.02.21)

Jeg er helt enig med Søren Gade, som er dansk medlem af Europaparlamentet. Europa skal ikke forvandles til en række stater uden nævneværdigt selvstyre. Vi skal ikke dirigeres af en fælles EU-regering. Men det er den vej det kommer til at gå, hvis ikke vi sætter hælene i.

"Konferencen om Europas Fremtid" som skal finde sted i 2022, lyder jo helt uskyldig. Men der er en skjult dagsorden. Taktstokken svinges nemlig af den politiske elite i Tyskland og Frankrig. De ønsker betydelig større centralisering og mere magt til EU apparatet. De ønsker en føderation.

Sådan bør det ikke gå. Retningen skal være den stik modsatte. Naturligvis har vi brug for EU, men det er til at sikre fred og frihandel og facilitere dialogen mellem selvstændige europæiske nationer. Men heller ikke mere. 

EU blander sig allerede i dag i ting der burde være rene nationale anliggender, eller besluttet gennem frie og individuelle aftaler mellem selvstændige nationer.

Hvis EU fortsat rager mere magt til sig, er der risiko for, at resultatet bliver et mere ustabilt Europa. EU har ikke, og får sandsynligvis aldrig en fælles folkesjæl. Folkesjælen er nemlig gennem historien og stærke europæiske kulturer knyttet op på de enkelte nationer.

Hvis man besætter den nationale stolthed og sjæl, så går det for alvor galt. Jeg synes historien klart dokumenterer dette. 

 

GDPR er et af EU’s helt store misfostre (29.01.21)

Selvfølgelig skal kunders og ansattes persondata beskyttes. Ingen tvivl om den sag. Men EU skyder gråspurve med store kanoner. Specielt når det drejer sig om mindre foreninger, organisationer og virksomheder.

Det ser man tydeligt, når man færdes blandt de små. Persondataforordningens regler (GDPR) er i usympatisk grad overimplementering af værste skuffe. 

Hvis man virkelig begynder at interessere sig for hvad EU’s GPDR-krav indtil nu har kostet af penge, tid og mental fokusering rundt om i mindre foreninger, organisationer og virksomheder, så vil selv de mest garvede få et chok.

Målet kan aldrig hellige midlet, når indsats og udbytte er helt ude af proportion. 

Jeg har intet at udsætte på formålet med Persondataforordningen. I forhold til store virksomheder som f.eks. facebook og Google, kan fokus på yderligere beskyttelse af persondata, bestemt være relevant.

Mit ærinde er alene, at ordningen i helt urimelig grad belaster mange mindre organisationer, og desværre i praksis med et tvivlsomt udbytte. Det er og bliver bureaukrati af værste skuffe.

Det havde klædt EU, hvis man i det mindste havde tilbudt en eller anden form for kompensation for det ekstra bøvl. Man kunne også have skabt en GDPR-light model til de foreninger, organisationer og virksomheder, hvor erfaringerne dokumenterede, at der stort set ikke eksisterede et praktisk eller potentielt problem. 

 

Nedrivning. Tåbeligt og et stor anslag mod klimaet (28.01.21)

At nedrive velfungerende boliger er helt hen i hegnet. Jeg forstår godt, at Byrådet i Horsens ikke er vild med forslaget om nedrivning af mere end hver femte af boligerne i Sundparken. Men ikke desto mindre, så står et markant flertal i Byrådet bag anbefalingen.

Lovens krav om udtynding i beboersammensætningen skal naturligvis imødekommes. Men prisen er i dette tilfælde for høj. Jeg anerkender, at Kommunen har ryggen mod muren, men det er og bliver tåbeligt, at rive gode og prisbillige boliger ned. Ud over det millionstore samfunds- og velfærdstab er nedrivningen også et stort anslag mod klimaet og indsatsen for at reducere CO2 udledningen. 

Godkendes nedrivningsforslaget i Transport- og Boligministeriet, har regeringen samtidig tilkendegivet, at penge ikke betyder så meget, og at regeringens klimaambitioner nok ikke er helt så store, som man gerne vil give udtryk for. 

Udledningen af CO2 er mange gange større ved at rive ejendomme ned og bygge nyt, end ved at renovere eller ændre anvendelse af bestående ejendomme. Nedrivning bør derfor kun tillades, hvis renovering eller ændret anvendelse ikke giver klimamæssig og økonomisk mening.

I forhold til klimaet skal man huske, at byggeriet en stor klimasynder. Mere end 11% af verdens CO2 udledning kommer fra produktion og transport af byggematerialer, nedrivning og affaldshåndtering fra byggeri. Jeg mener beslutningen om nedrivning må være en ommer.

 

Ny arkitekturpolitik. Flotte ord. Nu skal der handling til (11.01.21)

En ny arkitekturpolitik for Horsens kommune er lige på trapperne. Plan & Miljøudvalget behandler sagen den 12. januar 2021. Så mangler kun den formelle godkendelse i Byrådet.

Hvis intentionerne i politikken efterleves bliver det godt. Rigtig godt endda. Så bevæger vi os væk fra suboptimering og investorfokusering og hen mod helhedsoptimering og borgerfokusering.

Nu står det sort på hvidt: “Arkitektur handler også om, hvordan vi bygger sociale rum mellem bygningerne, hvor mennesker mødes. I Horsens Kommune handler god arkitektur om det nære og det menneskelige. Det handler om at skabe gode byrum, hvor mennesker har rammerne for det gode liv. Det handler om at skabe mellemrum mellem bygningerne, hvor man har lyst til at opholde sig, færdes, være aktiv eller finde ro”

Og så vil kommunen fokusere på, at: ”forstå konsekvenserne af projektet ift. lys, skygge, vind, læ - både i forhold til projektets egne udearealer og i forhold til nabobebyggelse og området generelt”.

Det eneste jeg synes der mangler, er visioner for ikoniske byggerier. Sådan nogle, som vi f.eks. kender fra Vejle. Her kunne arkitekturpolitikken god være lidt mere pro-aktiv.

Og så havde det været rart med en udtalt håndfast tilgang til at reducere CO2-udledningen fra de byggerier der godkendes, herunder de byggematerialer der indgår.

 

Vækst må ikke blive det primære (07.01.21)

Vækst sikrer en sund og robust økonomi, så Horsens skal vokse for at sikre det gode hverdagsliv, sagde borgmesteren i sin nytårstale. Talen holdt han på Horsens Byråds virtuelle nytårskur.

Når borgmesteren siger det til Byrådets nytårskur, så må strategien jo være den rigtige. Men er den nu også det? 

Det må jo så logisk betyde, at mere vækst i længere tid fører til højere velfærd, større borgertilfredshed og et bedre hverdagsliv. Men i både Danmark og udlandet kan man finde talrige eksempler på byer, der har større vækst end Horsens. Men samtidig også byer og områder, der ikke udmærker sig ved et bedre hverdagsliv for de mange.

Vækst alene gør det nemlig ikke. Tværtimod, rigtig mange store vækstbyer oplever omfattende problemer, som er direkte affødt af økonomisk og befolkningsmæssig vækst.

Vækst skal styres, og i nogle tilfælde skal vækst også begrænses. Og så må vækst aldrig blive et mål i sig selv. Heller ikke i Horsens. 

Vi skal derimod sætte mål for kvalitet. F.eks. stigende kvalitet i byudviklingen, bedre omsorg til de ældre, større fokus på sårbare unge, bekæmpelse af ensomhed og rigtig meget mere. 

Det er fint, at byrådet har ambitioner for kommunens udvikling. Men vækst bør ikke være målet. Vækst er i bedste fald et middel, der blandt flere andre, kan være med til at understøtte grundlaget for et bedre hverdagsliv.

 

Jeg vil tage mod Covid-19 vaccinen (29.12.20)

Det vil jeg fordi jeg har haft polio. Ikke fordi polio og Covid-19 har noget direkte med hinanden at gøre. Men fordi vi med poliovaccinen så hvad videnskaben kan gøre for effektivt at udrydde en global pandemi.  

Polio ramte børnene, hvor mange unge døde, flere blev invalideret for livstid og kun få, som mig, var heldige at komme igennem uden permanente senfølger, men naturligvis kun efter mange års hård genoptræning.  

Vaccination skal være frivillig. Jeg håber dog, at alle i de udsatte grupper, og alle, der gennem deres arbejde er nødt til at tage særlige hensyn til andre, vil tage mod vaccinen. For mig er det også i orden, at dem som mener, at de selv er udødelige, vælger at få sygdommen naturligt gennem smitte.  

I begge tilfælde opbygges flokimmunitet, og det er det der skal til. Men vi mangler at få undersøgt, om den immunitet der skabes gennem vaccination er bedre eller dårligere end den immunitet der opnås ved at have haft sygdommen. Indtil videre er der dog noget der tyder på, at dem der har været smittet med sygdommen, ikke har opbygget et immunforsvar der virker særlig længe.  

Vaccinationerne mod polio, kopper, mæslinger, stivkrampe, difteri og alle de andre næsten udryddede sygdomme og pandemier har vist, at videnskaben kan udvikle mirakler. Det vil Covid-19 vaccinationerne også gøre, og så skal vi huske, at det også er en vaccine, der hjælper folk ud af ensomhed, armod og social isolation og det globale samfund ud af nedlukning og depression

 

Vi bør kræve dagslyset tilbage (16.12.20) 

Dagslys og udsyn fra vores boliger og arbejdspladser bør opprioriteres. Det skal ske både via kommunernes byplanlægning, investorernes prioriteringer og arkitekternes design. 

En lang række studier har klart dokumenteret, at tilstrækkeligt dagslys er afgørende for vores sundhed, effektivitet og indlæring. 

Alligevel er der ikke tilstrækkelig fokus på dagslyset, hverken i bygningsdesign eller byplanlægning. I byerne godkendes hyppigere og hyppigere kompakte og høje byggerier, der reducerer direkte dagslys både i boliger og kontorer. 

I mange tilfælde ødelægger kommunernes ambitioner om byfortætning vores sundhed og velvære. Vi ser byggerier der godkendes trods dokumenteret overskygge og manglende udsyn. 

Vi har brug for nye regler. Men vi har i lige så høj grad brug for ændrede holdninger til dagslyset hos kommunerne, ejendomsinvestorerne og arkitekterne. Ikke alle er lige slemme, men monsterbyggerierne i mange byer vidner om, at der ikke er tale om en enlig sort svale.  

Det vi gør i dag er helt galt. Vi er nødt til fremadrettet at prioritere sundhed, helbred og velvære hos dem der bor eller arbejder i bygningerne. 

For lidt dagslys eller for meget LED-lys øger forekomsten af depression, søvnforstyrrelser og diabetes. Det dokumenteres klart af et omfattende internationalt forskningsmateriale. 

Omvendt medfører tilstrækkelig dagslys øget vitalitet, bedre søvn, højere arbejdseffektivitet, større indlæring og markant bedre velbefindende. 

Bygninger og byer skal designes til mennesker, og vi mennesker har brug for mere direkte dagslys end de fleste tror. 

 

Jeg troede Robin Hood var rød (26.11.20)

Det var han måske også dengang i Sherwood skovene i England. Han tog fra de rige og gav til de fattige.

Men i dagens Horsens er Robin Hood åbenbart blevet blå. I hvert fald er det primært blå partier der kæmper for, at også dem der har mindst, ikke skal belastes yderligere af skatter og afgifter. Enhver ved jo, at nye kommunale afgifter og skatter rammer de fattigste relativt hårdere end de rigeste. 

Når man hæver kommuneskatten, mærkes det mere hos pensionisten, den ufaglærte eller den enlige mor. De rigeste betaler naturligvis mere i kroner og ører, men det mærkes bare ikke lige så hårdt.

Den omvendte Robin Hood model gjorde sig også gældende, da byrådet i Horsens skulle beslutte om affaldsgebyrerne skulle hæves. Her var der en overvægt at blå partier der kæmpede imod. Men meget bemærkelsesværdigt, var der et flertal af røde partier der mente, at alle godt kunne betale lidt mere, selv om de godt ved, at det går hårdest ud over de fattigste.

Forstå det hvem der kan.

 

Tænk på klimaet. Drop valgplakaterne (21.11.20)

Byrådet har besluttet, at Horsens skal være frontløberkommune indenfor bæredygtighed. Hvis byrådet mener noget med de fine intentioner, så vil det sikkert ikke være den dårligste ide, at droppe valgplakaterne til byrådsvalget i november næste år.

Pynter gør de heller ikke. Tænk hvis borgere i Horsens Kommune kunne undgå en hel måneds visuel forurening. Fanø har allerede vist vejen. Hvorfor så ikke også Horsens, der jo brændende ønsker at blive bæredygtig frontløber i Danmark?

Ved seneste valg var der omkring 110 kandidater til byrådet. Hvis vi antager, at hver kandidat havde 100 valgplakater (nogle havde mange, mange flere), så blev der opsat 11.000 valgplakater i kommunen. Der var i øvrigt valg til Regionsrådet samtidig, men de mange tusinde regionale valgplakater glemmer vi lige i denne sammenhæng. 

Hvis hver byrådskandidat i gennemsnit bare brugte en bil den lørdag hvor kampen om de bedste lygtepæle blev skud i gang, så var der 110 biler på vejene, og det samme antal, da plakaterne en måned senere skulle nedtages og køres til afbrænding eller genbrug. På genbrugspladsen var der ligefrem opsat særlige containere til de tusindvis af kasserede valgplakater.

Mon ikke der findes mere bæredygtige måder at føre valgkamp på? Det gør der helt sikkert. Får vi så afskaffet de klima-og miljøskadelige valgplakater? Det vil jo vise sig. Men problemer er, at det er byrådets medlemmer, der sammen skal tage beslutningen, og erfaringsmæssig går de rigtig meget op i personlig profilering. Så nemt bliver det sikkert ikke.

Og politikerne vil helt sikkert slå sig i tøjret. De vil sige, at valgplakater er vigtige i forhold til demokrati, dialog og valgdeltagelse. Men hvis alle politiske partier er enige om at droppe valgplakaterne og prioritere klima og miljø, så er alle lige. Og valgdeltagelsen kan nok også boostes på andre og mere bæredygtige måder.  

Et demokratisk valg med god borgerinddragelse kan helt sikkert gennemføres meget mere bæredygtigt end hvad vi traditionelt har gjort. Spørgsmålet er bare, om byrådsmedlemmerne i Horsens kan blive enige om, at klima og miljø er vigtigere end at udstille personlige ambitioner på byens lygtepæle.

 

Detailhandelsanalyse for Horsens sætter fingrene på de ømme punkter (14.11.20)

Anbefalingerne står knivskarpe. Bymidten skal detailhandelsmæssigt indsnævres geografisk. Der skal samtidig gives mulighed for etablering af udvalgsvarebutikker på op til 12.000 m2 i centrum. Eksempelvis til et stormagasin.

Men det er ikke alt. Tilgængeligheden og synligheden i forhold til parkering i Horsens Midtby skal forbedres. Der skal også sikres langtidsparkering til ansatte i bymidten.

Ejendomsejerne skal i højere grad aktiveres og ansvarliggøres i arbejdet for et attraktivt byliv. Lejeniveauet er under pres og ejendomsejerne skal arbejde med lejekontrakter, der forpligter lejerne til at være med i City Horsens m.v.

Der mangler en klar tematisering af gaderne, bortset fra en koncentration af cafeer og restauranter i Thonbogade og Grønnegade. Analysen anbefaler, at der arbejdes mere aktivt med tematisering af bymidten. Der skal tænkes i klyngeområder for specialbutikker.

Analysen understreger vigtigheden af, at alle aktører samarbejder og tager fælles ansvar. Horsens Kommune skal ikke overtage styringen af detailhandelen, men kommunen skal sikre at den afgrænsede bymidte alle steder er tæt, renholdt, oplevelsesmættet og sikker.

Analysen fortæller også, at der meget langt op til nabobyerne Aarhus og Vejle. I Horsens svarer omsætningen stort set til borgernes forbrug, men heller ikke meget mere. Oplandstiltrækningen er ikke imponerende, derfor skal der gøres noget ved den svage mediedækning, eksempelvis i forhold til Vejle.

Og detailhandelen er udfordret af den stigende e-handel. I 2028 forventes e-handel at udgøre 5-6% af dagligvareforbruget og hele 28-30% af udvalgsvareforbruget. Selv med byens vækst vil det betyde, at der bliver brug for færre m2 til detailhandel. Derfor er en yderligere koncentration af udvalgsvarehandelen og de kundeorienterede servicefunktioner helt nødvendig. Det drejer sig specielt om områderne mod vest og nordvest siger rapporten.

Jeg synes rapportens anbefalinger er velunderbyggede. Nu håber jeg ikke, at det der er et fælles ansvar, bliver til ingens ansvar.

 

Klimahensyn bør indgå i ny arkitekturpolitik (29.10.20) 

Horsens Kommunes kommende arkitekturpolitik bør forholde sig kritisk til ansøgninger om nedrivning, når bestående bygninger ønskes erstattet af nyt byggeri. 

Udledningen af CO2 er mange gange større ved at rive et hus ned og bygge et nyt, end ved at renovere et bestående hus. Derfor bør nedrivning begrænses. 

Vi ser lokalt og nationalt en stigende tendens til, at personer køber et hus på en attraktiv grund, alene for at rive huset ned og bygge et nyt. I de seneste 10 år er det sket mere end 180 gange i Horsens. Denne udvikling er rigtig skidt for klimaet, og bør kun tillades, hvis renovering ikke giver mening. Og her bør ikke kun være tale om økonomisk mening, men også mening ud fra en CO2-vurdering. 

I det hele taget er byggeriet en stor klimasynder. Mere end 11% af verdens CO2 udledning kommer fra produktion og transport af byggematerialer, nedrivning og affaldshåndtering fra byggeri. 

Den nye arkitekturpolitik bør begrænse mulighederne for nedrivning, samtidig med, at der kun tillades byggeri af gode og smukke bygninger, for de rives nemlig ikke ned i samme omfang som dårlige og kønsløse bygninger.

 

Krænkelsesdebatten har store bivirkninger (11.10.20)

Der er tiltagende risiko for, at debatten efterlader vort samfund i sørgelig armod. For hvad er det for et samfund vi får, hvis stadig flere går og er bange for at blive beskyldt for at krænke andre, eller måske selv blive offer for krænkelser.

Jeg taler ikke om den politiske verden, for her er krænkelsesfortællingen noget som i stigende grad bliver brugt i et magtspil. Det er ulækkert, og fortjener kun foragt.

Men andre steder. Ude blandt os helt almindelige mennesker. Hvad gør det alt sammen ved os?

Det har i hvert fald allerede reduceret vores frie ytringer. Det viser sagen om de kontroversielle Muhammed-tegninger os med stor tydelighed. Vi passer i dag meget mere på hvad vi offentligt siger, skriver og tegner.

Krænkelsesdebatten truer også spillet mellem kønnene. Vi undertrykker det umiddelbare og anerkendende. Vi undgår i stigende udstrækning komplimenter og opmuntrende ord. Det gør os kønsløse og initiativforladte, og det gælder sikkert både kvinder og mænd. 

Debatten skræmmer også lederne, som stille og roligt vil prioritere at ansætte medarbejdere af eget køn eller observans. Det skader både ligestilling og mangfoldighed.

Krænkelsesfokuseringen gør det også meget sværere, mindre impulsivt og helt sikkert mere kedeligt, at finde en kæreste. Selv en mand kan jo nu føle sig frygtelig såret, af klap i numsen og hænder på låret. 

Den stigende krænkelsesparathed vil fremover også i højere grad komme til at dreje sig om krænkelse af personlighed, faglighed, etnicitet og en masse andet. Niveauet for at føle sig krænket vil nemlig falde i takt med debattens tiltagende styrke. 

Debatten gør naturligvis også noget godt. Den vil helt sikkert være med til at nedsætte krænkelser og sexovergreb fra personer i særlige magtpositioner. Det er en vigtig sejr, og et kæmpe fremskridt.

Men bivirkningerne skræmmer mig. Og de kan ikke stoppes, i hvert fald ikke lige med det samme. Vi er på vej ind i en længere periode hvor ytringsfriheden er under pres, hvor frygten for at krænke gør samfundsdebatten blodfattig og hvor mødet mellem kønnene bliver mindre intens og pirrende.

 

Hvem er bankerne egentlig til for? (09.10.20)

Det burde være samfundet og danskerne. Men man har indtryk af, at indtjening og aktionærer har højere prioritet end almenvellet.

De mange bankskandaler synes primært at være opstået, på grund af opskruede egoisthensyn til bankerne selv.

Måske bør pengeinstitutter fremover slet ikke drives som aktieselskaber? Der er jo klar evidens for, at mange banker ikke evner at tilsidesætte egne hensyn og erstatte dem med samfundshensyn. Det dur ikke, at det primært drejer sig om volumen og profit til aktionærerne. Kunderne og samfundet bør komme i første række.

Her kan andelstanken måske hjælpe? Hvis alle pengeinstitutter fremover blev drevet med kundeeje og på andelsselskabs lignende vilkår, så kom kunderne mere i fokus, og dermed fik samfundet en større prioritering i pengeinstitutsektoren. Når det kan lade sig gøre i f.eks. energisektoren, med de store andelsdrevne energikoncerner som NORLYS og SEAS-NVE, hvorfor så ikke også i pengeinstitutsektoren?

Der er ingen tvivl om, at pengeinstitutterne er vitale for samfundet. Derfor er det helt centralt, at samfundet, den enkelte dansker og pengeinstitutterne har det højest mulige niveau for sammenfaldende interesser. Sådan er det bare ikke i dag, og det bør der laves om på.

 

Smukke bygninger er mere bæredygtige (06.10.20) 

Arkitektur handler ikke kun om æstetik, men også om bæredygtighed. Ifølge forskere er skønhed den primære årsag til, at en bygning får et langt liv. Og en bygning der får lov at stå i mange år, er mere bæredygtig, fordi den udleder mindre CO2 til nedrivning og efterfølgende nyt byggeri.

Der er nok en årsag til, at Toldboden på Horsens Havn har fået lov at stå i mere end 100 år. Der er nok også et årsag til, at den store Kvickly Bygning ved Rådhuset, kun fik en levetid på 25 år.

Begge er opført som erhvervsbygninger. Men Toldboden er opført i gode materialer, smuk arkitektur og så er den tilpasningsdygtig til ændrede behov. Kvickly bygninger derimod var opført i betonelementer uden særlig æstetisk værdi, og så var bygningen måske ikke tilstrækkelig tilpasningsdygtig til ændrede behov.

Reduktion af CO2 udledningen er en af menneskehedens største udfordringer. Derfor skal vi have arkitektur ind i klimadebatten. Derfor skal vi gøre op med brug- og smid væk kulturen i byggeriet. Derfor skal vi satse på at opføre smukke bygninger med stor bevaringsværdi.

Det betyder naturligvis ikke, at vi skal gøre mindre ud af bygningernes energieffektivitet og materialernes genanvendelsesmuligheder. Men det er notorisk bedst for klimaet, at de bygninger som opføres, får lov at stå så lang tid som overhovedet muligt.

Og så har videnskaben for længst fastslået, at skønhed gennem farver, proportioner, materialer og lysforhold virker direkte på den menneskelige krop. Det styrker følelsen af velvære.

 

Demokrati. Hvis vi vil, kan det gøres bedre (24.09.20) 

Det siges, at demokrati er den mindst ringe styreform. Men i udsagnet ligger også en markering af, at demokrati ikke nødvendigvis er optimal eller fuld retfærdig. 

For demokrati kan jo også være flertallets diktatur. Et meget lille flertal kan i praksis bestemme suverænt over et stort mindretal.  

Derfor fungerer demokratiet også bedst når det udøves af ægte hædersmænd- og kvinder, der udviser fundamental respekt for mindretallet.

Det sker desværre ikke altid. Både i byråd og andre folkevalgte forsamlinger ser vi beslutninger, som over tid ikke tager tilstrækkelig hensyn til mindretallets holdninger.

Jeg synes enhver valgt forsamling burde indgå en demokratisk pagt eller aftale et kodeks, der tilstræber, at beslutningerne over tid skal afspejle den relative vælgeropbakning.

Hvis ikke medlemmer af et udvalg, et byråd eller et folketing får indflydelse i forhold til deres vælgeropbakning, er demokratiet reel dysfunktionelt. Og det er på den lange bane skadeligt, for både demokratiet og for os alle sammen. 

 

Politik er noget mærkeligt noget (05.09.20)

Lokalpolitik er ingen undtagelse

Det mærkelige er, at det der burde dreje sig om fællesskab og samarbejde, ofte ender i mudderkastning og modsætninger.

Naturligvis er der politiske forskelle mellem partierne, men der er bestemt også mange ting, som man grundlæggende er enige om. Enigheden får dog af partitaktiske årsager sjældent frit løb.

Jeg har kun været tæt på partipolitik i få år. Men jeg har fået mange overraskelser i den tid. 

Andre partier har jo også spændende ideer og sympatiske synspunkter. Men i politik undlader man i mange tilfælde, at anerkende politiske ærkerivaler. Det gælder både individuelt og som parti, og så er det vist ligegyldigt, om man sidder i højre eller venstre side af salen.

Man kan jo ikke være enig med alle synspunkter i ens eget parti. Det vil være uærligt, hvis nogen giver udtryk for noget sådant, og så er det i øvrigt også her ligegyldigt, om man er medlem af rød eller blå stue. 

Da jeg meldte mig ind i et parti var der mange døre der åbnede sig. Men der var lige så mange, som uventet lukkede sig. Jeg fik mange nye venner, men jeg oplevede også, at tidligere gode og fortrolige samarbejdspartnere trak sig bort.

Partipolitik stempler, ja næsten stigmatiserer, og ikke blot i forhold til andre politikere, men også i forhold til befolkningen som et hele. Hvor tit er jeg ikke stødt ind I folk, der tror de ved hvad jeg mener, bare fordi jeg er medlem af et bestemt parti. Jeg er naturligvis politisk mest enig med det parti jeg er medlem af, det giver sig selv. Men enig i det hele? På ingen måde.

Jeg er en af dem der både skriver læserbreve og giver udtryk for holdninger på de sociale medier. Ofte har jeg mødt medlemmer af andre partier, som på tomandshånd giver udtryk for enighed og sympati. “Men det kan jeg naturligvis ikke sige offentligt”, lyder meldingen.

Men hvorfor kan man ikke det?

At det forholder sig sådan, er eksempelvis tydelig på facebook. Når et medlem af byrådet lægger noget op, så er det ofte kun egne partimedlemmer der like’r. Medlemmer af andre partier er for det meste tavse, også selv om de inderst inde er enige.

I øvrigt er jeg ikke bedre selv. Jeg følger også de uskrevne love. Men hvor er det synd for samarbejdet og for udviklingen af vores kommune.

Det burde ikke være sådan. Jeg tror det meste bunder i, at vi er bange for at stå tilbage uden kant og profil, så vælgerne ikke rigtig kan få øje på os. Derfor vil vi ikke risikere at give politiske modstandere kredit for noget. Så er det bedre at udtrykke uenighed og distance.

Politikerlede skyldes måske især, at partipolitik skygger for mennesket bag. Udefra ser man kun partisoldater, der altid stemmer sammen med gruppen og sjældent står frem med egne standpunkter. Det er synd for demokrati, mangfoldighed og den politiske debat.

Jeg ved ikke hvordan man skal løse den gordiske knude, men man kunne vel starte med at tale åbent om det, og indenfor de enkelte partier give lidt mere plads til mennesket bag partiet. Måske kunne det ligefrem blive grundlaget for, at Horsens Byråd igen begyndte at løfte i flok.

 

Vitus Bering Park trænger til liv og lys (22.08.20)

Synd, at den ikoniske park virker så lukket og usikker.

De meterhøje Rhododendron er bestemt flotte, når de blomstrer. Men mon ikke den verdenskendte danske landskabsarkitekt, C. Th. Sørensen, ville noget andet med den fredede bypark? Mon ikke han ville skabe et kunstværk med liv og lys?

Men det kan parken få igen, uden at ændre afgørende på indretning, inventar og grundplan.

Det hele kan klares med kraftig beskæring af parkens buske, opstamning af de flotte egetræer og måske ved at tilføre lidt mere årstidsvariation i beplantningen. Man kunne også over tid overveje et nyt belysningskoncept, så parken fik æstetisk liv efter mørkets frembrud. 

Tænk hvis man som et samlet hele kunne skimte det S-formede græsareal, de tre retlinede stier og den ovale plads med de seks gennemskæringer i støttemuren? 

Tænk hvis man ikke skulle lede efter de tre flotte bronzeskulpturer af den siddende kvinde, pigen med guldhornet og gruppen med kvinden, de to børn og hunden?

Tænk hvis man umiddelbart kunne få øje på mindetavlen over søfarten Vitus Bering og de to kanoner?

Tænk hvis studerende fra Campus Horsens og andre ville befolke parken, skabe liv og nyde solen allerede fra næste sommer?

Tænk hvis ingen var bange for at gå ind i parken? 

Hvis C. Th. Sørensen havde levet i dag er jeg sikker på, at han ville have foretrukket en vedligeholdelse der skabte lysning, så der både blev et lang bedre indkig til parken, samtidig med at parken i langt højere grad åbnede sig ud mod byen og de nye byrum.

Omsorg og pleje. Prioriteringen er forkert (24.07.20)

Vi har indrettet et samfund, hvor dem der leverer menneskelighed, pleje og omsorg fylder for lidt.

Hvorfor er det ikke pleje- og omsorgspersonalet, som har de bedste lønninger og arbejdsforhold? Hvorfor er det ikke uddannelsen af ”de varme hænder”, som tilbydes de bedste uddannelser? Hvorfor er pleje og omsorg ikke blandt de jobs, som samfundet tillægger størst prestige? 

Forholdene er sikkert delvis historisk betingede. Tidligere var pleje og omsorg jo noget der i vid udstrækning foregik i familierne. Det var gratis, og det var primært kvindernes opgave.

Efterhånden som pleje og omsorgsopgaven blev overtaget af samfundet, rykkede kvinderne ud i de nye jobs. Men vi glemte bare, at lade samfundets anerkendelse af menneskelig omsorg og pleje materialisere sig i en attraktiv løn, bedre uddannelser og ikke mindst dybfølt respekt.

Vi bør begynde at lave tingene om, så velfærdssamfundets kernepersonale, får en helt anden og højere prioritering.

 

Velfærd og skattelettelser ikke to modsætninger (17.07.20)

Det er manipulation når nogen sætter velfærd og skattelettelser op som to modsætninger.

Skal pengene bruges på velfærd eller skattelettelser? I det ene tilfælde lader du Kommunalbestyrelser og Folketing bestemme hvad dine penge skal bruges til. I det andet tilfælde bestemmer du selv. Du kan naturligvis også købe velfærd for de penge du sparer i skat. Det er op til dig selv, så det er ikke to modsætninger.

Det er imponerende som vi danskere har tillid til hinanden og samfundet. Alle betaler mellem 50 og 70 øre af hver eneste krone vi tjener i form af moms, afgifter og skatter.

Et flertal af Danskerne synes oven i købet at mene, at Kommunalbestyrelser og Folketing er bedre til at administrere pengene end vi selv er, eller også er mange bare ligeglade. Det er skræmmende.

Netop dette forhold er velfærdssamfundets store udfordring og svaghed. Når vi betaler så mange penge til det offentlige, så forventer vi også, at samfundet leverer. Problemet er blot, at det gør samfundet ikke. Vores store økonomiske bidrag til trods, hænger tingene ikke sammen. Vi forventer simpelthen for meget, og vi kan ikke alle få det samme.

Når vores frustrationer over at vort barn ikke kan få den bedste medicinske behandling, fordi den er for dyr, eller når naboen, der livet igennem har tjent lige så meget som dig, pludselig får langt mere i folkepension fordi han i arbejdslivet valgte at forbruge mere og spare mindre op, så vil det langsomt nedbryde solidaritet og sammenhængskraft.

Danmark står ved en milepæl. Forskningsrapporter peger på, at den danske samfundsmodel slet ikke er så stærk som vi selv går og tror. Midlet er en slankning af den offentlige sektor, reduktion af skatter og afgifter samt indførelse af mere direkte demokrati tæt på borgeren, så vi alle får en klarere forståelse for hvad pengene rækker til.

Vi skal i højere grad selv bestemme og prioritere. Men det er ikke det samme som at reducere velfærden. Måske snarere tværtimod.

 

Pandemier. Det er vores egen skyld (02.07.20)

Corona-krisen er seneste eksempel på, at uansvarlig omgang med naturen kan lægge en helt verden ned. Tænk hvis det ikke havde været en Corona-virus, men f.eks. en Ebola-virus. Dødeligheden for Ebola-virus er 90%. Corona-dødeligheden er trods alt ”kun” 5% af bekræftede smittede.

Stort set alle epidemier eller pandemier opstår som følge af menneskets uansvarlige omgang med dyr og natur. Vi nøjes nemlig ikke kun med at leve i pagt med naturen. Vi driver rovdrift på naturen, og vi kommer alt for tæt på dyrene. Det kan komme til at koste os dyrt.

Ebola-virus stammer fra frugtflagermusen i det centrale Afrika. Pest stammer fra en bakterie hvor gnavere som rotter og præriehunde er værter. Corona-virus stammer fra vilde dyr i Kina. Sars stammer også fra Kina, og skyldes, at mennesker, fjerkræ og grise lever for tæt sammen. Sådan kunne jeg fortsætte.   

Befolkningseksplosionen er en væsentlig årsag til, at mennesker verden over kommer i alt for tæt kontakt med naturen, også med den ukendte og dødbringende del. Livet kræver jo både ny dyrkningsjord og føde, og jo flere vi bliver, jo flere er der i den fattige del af verden, der ofte er tvunget til at prøve sig frem for at holde sulten fra døren.

Politikerne verden over bør træde i karakter, og indgå en forpligtende aftale om ny global menneske/natur forståelse. Men der skal bedrøvelig vis nok meget mere til end en Corona-pandemi, før dette måtte ske. 

Derimod tror jeg mere på erhvervslivets og forbrugernes bidrag. Hvis virksomheder i højere grad stillede restriktive krav til deres supply-chain, ville man kunne begrænse naturødelæggende råstofudnyttelse og bedre forhold i den fattige del af verden. Det ville nedbringe behovet for en fortsat voldtægt af natur og dyr, med de smittemæssige risici som dette tydeligvis indebærer. Men virksomhederne skal have hjælp af os forbrugere. Vi skal stille krav, og kun handle med de virksomheder, som arbejder for at beskytte både mennesker, dyr og natur.

 

Borgmestre har for meget magt (22.06.20)

Kommunestyrelsesloven er en stor del af problemet. Den bestemmer nemlig, at borgmesteren også er formand for kommunalbestyrelsen, formand for kommunens økonomiudvalg og øverste administrative chef for kommunens ansatte.

Det svarer til, at statsministeren også var formand for Folketinget, formand for Folketingets finansudvalg og chef for statens ansatte.

Men ikke nok med det. Borgmesteren har også afgørende indflydelse på udformning af dagsorden til byrådsmøderne, og ikke mindst det baggrundsmateriale som byrådsmedlemmerne får tilsendt til belysning af de enkelte sager. Borgmesteren bestemmer hvad de øvrige byrådsmedlemmer får at se eller ikke at se.

Ønsker et byrådsmedlem aktindsigt, skal han/hun ofte rette direkte henvendelse til borgmesteren, som i øvrigt har beføjelse til at begrænse retten til aktindsigt i forskellige situationer.

Som den eneste politiker er borgmesteren fuldtidsansat, og han/hun har en hær af embedsmænd til at hjælpe sig. Det har andre byrådsmedlemmer ikke. De må ikke engang søge information direkte hos rådhusets fagpersonale. Al henvendelse skal typisk ske til direktionen, som jo på en måde er borgmesterens forlængede arm. Han/hun er jo deres chef.

Det er et grotesk system. Tag f.eks. en formand for kommunens tekniske udvalg. Han vil gerne have en sag belyst af stadsarkitekten. Men han må som hovedregel ikke selv tage kontakt til stadsarkitekten. Alt skal gå gennem direktionen og dermed reelt set gennem borgmesteren.

Man hævder, at denne procedure er valgt af hensyn til de ansatte, så de ikke bliver del af en politisk diskussion. Det er naturligvis en reel og fair indvending. Men man kunne vel lige så godt spørge om hensynet til demokratiet og de andre folkevalgte ikke burde veje lige så højt, som hensynet til de ansatte?

Det er nok ikke tilfældigt, at borgmesteren mange steder bliver kaldt ”Bykonge”. Det er sikkert heller ikke en betegnelse, som er opfundet bare fordi nogle er sure. Det er faktisk et godt dansk ord, der beskriver en reel tilstand. Man kunne naturligvis også kalde det uoplyst enevælde.

Men det er ikke kun Styrelsesloven der er problemet. Meget afhænger også af borgmesterens demokratiske sindelag. Nogle steder ser vi faktisk hædersmænd- og kvinder i borgmesterstolen. Men de synes desværre ikke at være i flertal. Der ser man tydeligt på byrådets diskussioner og de efterfølgende afstemninger.

For selv om langt de fleste byrådsbeslutninger sker med stort flertal, og godt for det, så er der en stor skævhed i de beslutninger der ikke har markant flertal. Her tryner et måske meget lille flertal ofte et meget stort mindretal. Det kan vel ikke betegnes som demokrati? Det er vel nærmere flertalsdiktatur.

Der bør gøres noget ved ubalancen i kommunerne. Bedst var det naturligvis, at Kommunestyrelsesloven blev moderniseret og demokratiseret. Men indtil dette måtte ske, kunne kommunerne jo udpege nogle embedsmænd som kunne fungere som sekretariat for de menige byrådsmedlemmer, uden at disse embedsmænd var pligtige til at ”sladre” til borgmesteren.. Det bør ikke kun være borgmesteren, der alene kan trække på en hær af embedsmænd.

Næste år er der kommunevalg. Her kunne vælgerne udfordre de enkelte partier til at spille ud med deres holdninger hvordan de i givet fald ville administrere en borgmesterpost og hvordan de vil sikre rimelige og fair arbejdsbetingelser for specielt politikere i opposition.

 

Horsens bør udvikle en visuel identitet (17.06.20)

Det går godt i Horsens, og det er dejligt. Men byen mangler en bærende visuel identitet. For hvad er det egentlig der kendetegner Horsens? Hvad er det man særligt bemærker når man som gæst besøger byen. Jeg synes billedet uskarpt. Der mangler en bærende visuel fortælling.

Byen er omringet af pæne, men temmelig ens parcelhusområder. Det skaber ikke identitet. Det ekspansive byggeri de senere år har selvfølgelig været super, men det har samtidig fjernet indtrykket af fjordbyen med de røde tegltage og de middelalderlige rødder.

Som i alle andre byer, er detailhandelen også skrumpet i sin fysiske udstrækning. Tidligere tiders identitet som handelsby er efterhånden også svær at få øje på. Den ændrede anvendelse af havnen er rigtig god for udvikling og bosætning, men havneidentiteten er eroderet.

Vi har fået højhuse, hvor nogle giver mening og passer ind, medens andre har sværere ved at argumentere for sin tilstedeværelse. Horsens er vokset til en lille storby, men har også fået et arkitektonisk udtryk der er uklart, og delvis uden sjæl.

Hvad kan vi gøre? Det første er at vedtage, at det skal være anderledes. Vi skal i fællesskab blive enige om, at det er nødvendig at skabe en ny visuel identitet. Det svære er sikkert, at blive enige om hvad det skal være.

Men det behøver ikke at være fancy. Det behøver ikke at være dyrt. Det skal bare gennemføres fuldt ud.

Der har allerede været forslag fremme om,  at der skal plantes langt flere træer. Horsens skal være gennemsyret at det grønne. Man kommer straks til at tænke på Berlin med lindealleerne og de 450.000 træer. Det kunne måske være en idé at forfølge i Horsens.

Gavlmalerierne er også ved at vinde indpas i byen. Hvis antallet blev 20-doblet og også blev synlige på nogle af højhusene, kunne det sikkert også være identitetsbærende.

Holstebro har satset på kunst og kultur i bybilledet. Det har været med til at skabe identitet i det nordjyske. Mariager er kendt for brosten og stokroser. Billederne står helt skarp på nethinden.

Vandkunst som obligatorisk element i alt nybyggeri og i alle nye boligområder var fremme som forslag i Horsens for 20-25 år siden. En realisering af denne ide dengang, ville måske have løst identitetsproblemet i dag.

Det vil være naturligt, at den manglende visuelle identitet indgår eksplicit i arbejdet med at udforme en ny arkitekturpolitik for Horsens Kommune.

 

Uværdigt fnidder (31.05.20)

Lad det være sagt med det samme. De er lige gode om det i blå og rød stue. Det viser historien. 

I øjeblikket drejer det sig om hvad sundhedsmyndighederne sagde eller ikke sagde til regeringen forud for den store Corona nedlukning af Danmark. Dermed ikke sagt, at det ikke kan være interessant at få et svar.

Men det er problematisk, når sagen med vilje startes i pressen. For så er der også en anden dagsorden. Selvfølgelig kan man altid drøfte, om det meste rent faktisk drejer sig om sagen, eller om hensigten primært er at skade politiske modstandere. Men det korte af det lange er, at når motiverne sammenblandes medfører det politisk fnidder.

At slå hinanden i hovedet, blot for at slå, er uværdigt. Jeg elsker politikere som er proaktive, handlekraftige og visionære. Jeg hader politikere, som ikke selv har noget at byde ind med, og som derfor forsøger at løfte sig selv eller sit parti ved at skade eller nedgøre andre.

Det kan måske også være politisk dumt, at agere skarpretter, hvis man altså ikke har et entydigt ideelt motiv. De fleste vælgere er i stand til at gennemskue uædle og egoistiske motiver. Politisk fnidder og negativ adfærd er helt sikkert også med til at afgøre, hvor vi sætter vores kryds næste gang.

 

Mere sortering. Vanvid eller ansvarlighed? (29.05.20)

Regeringen vil have os til at sortere mere affald, og det skal gøres ens over hele landet. Hvad enten vi er hjemme, ude, på arbejde eller i sommerhuset, så skal der sorteres i 10 fraktioner.

I Horsens kommune gør vi vel næsten det i forvejen. Hjemme sorterer vi direkte i 5 fraktioner. Glas & metal, madaffald, papir & karton, restaffald og endelig farligt affald i de røde miljøbokse.

Men det er ikke det hele. Vi bringer pantemballage tilbage til supermarkedet. Vi kører haveaffaldet og elektronikskrot til genbrugspladsen. Vi lægger vores brugte tøj i tøjcontainerne og engang imellem levere vi også noget til genbrugsbutikkerne. Det er vel stort set kun plastaffaldet der fortsat giver udfordringer.

Løsningen bliver imidlertid grotesk hvis regeringen påtvinger os et system, så vi alle direkte på vores bopæl eller direkte i sommerhuset skal have containere stående, der kan håndtere sortering i 10 fraktioner.

De mange containerne skal både produceres, distribueres, tømmes og rengøres. Og ikke nok med det. I mange tilfælde, vil der være så lidt affald, eller måske slet ikke noget i de respektive containere, når renovationslastbilerne kommer. Tomme-tømninger er da ikke særlig klimavenlige?

Lad det være sagt med det samme. Vi skal sortere mest mulig, for klimaets og miljøets skyld. Ingen tvivl om den sag. Men vi skal også gøre det klogt, og vi skal gøre det økonomisk bæredygtigt for den enkelte husstand. Udgangspunktet må være, at et nyt system først kan godkendes, når det kan dokumenteres, at det både er billigere og bedre end det nuværende. Dette kræver helt sikker innovation, men det er vi jo også rigtig gode til i Danmark.

Men hvad med fjernvarmen i alt det her. Fjernvarme Horsens fyrer jo stort set kun med affald og flis. Når affaldsmængderne bliver mindre, når importen af affald måske forbydes og når mulighederne for fyring med flis samtidig reduceres, hvor står så de mange tvangstilsluttede husstande i Horsens Kommune?

Der er rigtig mange ting der skal spille sammen og overvejes inden vi kan klappe i hænderne over denne del af klimahandlingsplanen.

 

Taknemmelig for livet i en Coronatid (17.05.20)

Corona epidemien kan måske sammenlignes med polio epidemien i 1952/53. I hvert fald når det gælder angst og usikkerhed.

I Danmark blev 7.000 børn og unge ramt af polio/børnelammelse under epidemien. 350 børn og unge døde hurtigt. Mere end 3.000 fik lammelser. Jeg var en af dem.

Det må have været forfærdeligt for mine forældre. De talte dog aldrig om det. Selv var jeg så lille, at jeg ikke kan huske meget. Mine mavemuskler og venstre side var lammet og jeg lå på sygehuset det meste af et år. Noget af tiden i en strækform. Det har jeg alsammen fået fortalt.

Selv om jeg ikke kan huske selve sygdommen, så kan jeg tydelig huske tiden bagefter. De mange år med daglig fysisk genoptræning og løbende kontrol. Jeg følte næsten, at Polioklinikken i København var mit andet hjem.

Men jeg var heldig. Jeg kom helbredt ud på den anden side, selv om sygdommen satte præg på en stor del af mit liv de første 16-17 år.

Jeg var faktisk dobbeltheldig. Mange af de smittede blev nemlig bagefter ramt af senfølger. Andre af dem der overlevede måtte tilbringe livet i en kørestol eller med kraftig nedsat førlighed.

Jeg kan selvfølgelig fortsat blive ramt af senfølger, men da der står 1951 på min dåbsattest, kan jeg vel også konstatere, at de år der er gået godt, nok ikke kommer dårligt tilbage.

Ukendte sygdomme er uhyggelige. Det var polio også i begyndelsen af 1950erne. Dengang var det børnene og de unge der blev ramt. Coronaen rammer de ældre og svagelige.

Det var først i 1955, tre år efter epidemien start, at amerikanske forskere fik udviklet en effektiv poliovaccine. I dag er Polio stort set udryddet i hele verden, men det er senfølgerne ikke.

Der kommer nok også snart en effektiv vaccine mod Corona-virus. Spørgsmålet er dog om man i dag er dygtigere til at opdage og behandle senfølger. Cornapatienter rammes f.eks. i langt højere grad end andre af blodpropper.

Vi skal tage fornuftige forholdsregler mod smitte, men vi skal ikke bruge vores liv på at være angste. Vi har fået livet for at leve det. Og det bør man gøre med taknemmelighed.

 

Parkerings frås (12.05.20)

I disse Coronatider har Horsens kommune besluttet, at etablere en midlertidig p-plads på Campus grunden. P-pladsen er nødvendig, indtil en permanent løsning er fundet. Ingen tvivl om den sag. Men det er unødvendigt, at en midlertidig P-plads bliver etableret som en permanent luksus P-plads, med både lys og asfalt. Vi må håbe, at de studerende og de ansatte på Campus vil værdsætte den flotte kommunale gave.

På bagsiden af Corona-krisen, kommer der en meget stor regning til os alle. I Horsens bliver denne regning så forøget med udgifter til en luksus indretning af en midlertidig parkeringsplads til VIA og SOSU-skolen.

Selv på Fængslet, som trods alt er Horsens stjernevartegn, er de nyetablerede P-pladser til byens gæster ikke tilnærmelsesvis udført i samme luksus udgave.

Vi ved, at det samme Byråd benhårdt arbejder på, at både Horsens HF & VUC og Learnmark snarest skal flyttes til Campus. Og det er faktisk en rigtig god ide. Men lykkes det, så må etableringen nødvendigvis blive ovenpå den nye parkeringsplads, som så igen skal sløjfes.

Jeg undrer mig over fråseriet, og jeg synes ikke det er ok, at skatteborgerne i Horsens skal belastes med de unødvendige udgifter.

 

Trængsel. Hvorfor skal alt affald gennem midtbyen? (02.05.20)

Trailere med haveaffald og skrammel fra de mange tusinde boliger i og rundt om Horsens skal fragtes gennem midtbyen til genbrugspladsen på Endelavevej. Det trafikbelaster hele området og måske i sær Høegh Guldbergs Gade, Bjerrevej og Strandpromenaden. Under Coronakrisen har vi endda været vidne til, at det flere gange er gået helt galt med trafikken til genbrugspladsen.

Men hvorfor skal det være sådan? I forhold til forurening, miljø og fredeliggørelse af midtbyen, synes det ikke at være en velvalgt placering. Og med det tempo som byen vokser, vil problemerne kun blive større. Kommunen vil gerne have lastbilerne ud af midtbyen, men hvad med trailer-karavanerne?

Er Horsens efterhånden ikke så stor, at man burde overveje to genbrugspladser i byens udkant? Man kunne jo overveje, at etablere sådanne pladser til haveaffald og andet som ikke efterfølgende skal sendes til deponi eller forbrænding på Endelavevej.

 

Højhuse. Grimme eller geniale? (25.04.20) 

Det startede i 1950 på Bellahøj i København. Siden er der bygget mange højhuse i Danmark. Herlev Hospital og det 30-etagers Domus Vista på Frederiksberg er kendte, og i min optik afskrækkende eksempler. 

Men højhuse er ikke altid møghuse, de kan faktisk også være andet end monoton elementbyggeri og Duplo-modernisme. Ikke alt højt byggeri medfører visuel forurening. Prismet i Århus, Axel Towers i København, Bølgen i Vejle og Turning Torso i Malmø er eksempler på højhusbyggerier med spændende arkitektur og formsprog.

Men grundlæggende bør man være varsom med højhusbyggerier. De skal i hvert fald passe ind i bybilledet og i det hele taget give mening. 

Der er i øvrigt mange definitioner på højhuse. I Horsens defineres et højhus som 7 etager eller mere. Jeg synes man skal nøjes med at konstatere, at højhuse er bygninger, som er iøjnefaldende højere end andre bygninger i samme område. 

Det 16 etagers “Campus Tower” i det nye VIA overfor banegården i Horsens er et eksempel på et højhus, som jeg personlig synes giver god mening netop på dette sted. Arkitektonisk synes jeg også den er fin, og så er der gode proportioner i forhold til de bygninger der opføres rundt om.

Jeg kan til gengæld også finde andre høje huse i Horsens, som jeg ikke synes passer ind og giver mening. Det gælder også bygninger, som er væsentlig lavere end Campus tårnet.

Det er velkendt, at udendørsmiljøet omkring højhuse forringes pga. kastevinde, træk, afkøling og overskygge. Disse forhold er også årsagen til, at der ikke kommer byliv af betydning på de omkringliggende udearealer. Derfor bør man i min optik være meget varsom med at opføre alt for høje bygninger, specielt til beboelse og i beboelsesområder. Undersøgelser har også vist, at børn i større udstrækning mistrives i højhusmiljøerne.  

I Horsens har Byrådet vedtaget en højhuspolitik. Ni områder er udvalgt. Her kan bygges 7 etager og derover. Jeg håber det vil blive fortolket som et kan, og ikke et skal. Uden sammenligning i øvrigt, har man i Amsterdam vedtaget, at der ikke må bygges højhuse i de historisk følsomme miljøer og langs kanalerne. I Paris er al højhusbebyggelse henlagt til forstaden La Defence. 

I både Amsterdam og Paris er det overordnede princip, at højhusbyggeri ikke må ødelægge eksisterende bygningskulturelle værdier. Det bør også være et bærende princip for Byrådet i Horsens. 

 

Corona. Sammen kan vi bekæmpe den mentale pandemi (08.04.20) 

Verden skal nok få styr på covid-19 smitten. Men det bliver en anderledes verden. Ud over en anden måde at være sammen på i fremtiden, vil sygdommen sikkert også medføre en ny negativ mental pandemi. 

Vi er jo alle kun mennesker. Det er derfor nærliggende, at den frygt, død og ødelæggelse som Coronaen medfører, vil udvikle et ubevidst depressivt tankesæt hos mange. 

Dette vil sandsynligvis blive yderligere forstærket, når vi står overfor de næste bølger af pandemien. “For nu syntes vi jo lige, at der var lys for enden af tunnelen ...” 

Det er naturligvis vigtigt, at du og jeg gør alt for at begrænse spredningen af sygdommen. Men vi bør samtidig arbejde mentalt med os selv, så vores egen og dermed verdenssamfundets recession ikke bliver dybere og længere end højst nødvendig. 

Når de mest begrænsende restriktioner er blevet ophævet er det vigtigt, at vi alle bidrager til en accelererende udvikling i samfundet. Det mest effektive middel til at skabe udvikling og fremgang er øget forbrug. Det bidrager til øget handel, større beskæftigelse, flere investeringer og i sidste ende troen på at det nok skal gå alt sammen. 

Men øget forbrug karambolerer også med klimaindsatsen. Her bliver det helt centralt, at vi kan balancere de to formål. Det øgede forbrug skulle derfor gerne manifestere sig i større forbrug og investeringer i forhold til den grønne omstilling. Det bør vi alle være meget bevidste om. For hvis man overhovedet kan tale om noget positivt omkring covid-19, så er det måske netop, at pandemien for en tid reducerede den globale CO2-udledning. 

Der er så meget godt i livet. Det er vigtigt at fokusere på fremtiden, på optimismen og på alt det lyse. Det er vigtigt, at vi har fokus på at forbedre vores egen mentale sundhedstilstand. Det er nemlig det bedste udgangspunkt for at kunne bidrage til samfundets helbredelse, i en forhåbentlig mere grøn verden.

 

Corona. Vi skal tage ved lære (30.03.20)

Covid-19 er helt sikkert ikke den sidste alvorlige sygdom, som rammer hele verden samtidig.

Derfor skal vi huske, at lære af situationen. Der må helt sikkert være noget som vi fremover bør gøre anderledes, for i det mindste at nedsætte risikoen for lignende pandemier. På den korte bane må vi under alle omstændigheder forudse nye bølger af Covid-19. De kan komme senere i år, næste år og i en årrække frem.

Måske skal vi have nye regler for hvor mange og hvor tæt vi må være sammen. I dag er det primært hensynet til brand og flugtveje der definerer hvor mange mennesker der må være forsamlet et sted.

Men hvad med hensynet til sundhed og smittefare? Bør det ikke også indtænkes, når vi definerer hvor mange mennesker der må være i en bus, et tog, på en cafe eller til en koncert?

Og hvad med hygiejne. Bør vi fremover altid afspritte hænderne inden vi går til møde, på indkøb, på cafe eller ud at se på ny bil?

Bør der indføres regler så syge kan afvises som deltagere i møder eller forsamlinger? Skal der opstilles temperatur scannere, der hvor mange mennesker mødes? Skal billetkontrollen til fodboldkampen eller koncerten også udstyres med et apparat til temperaturmåling?

Hvad der i givet fald skal gøres, kan jeg ikke vurdere. Men jeg håber, at sundhedsmyndighederne i Danmark og resten af verden vil tage ved lære at den nuværende dybt ulykkelige situation. Kun ved at lære af historien kan vi som samfund blive bedre rustet til at imødegå fremtidens smittemæssige udfordringer.

 

Tilflytning. Forventning om et godt liv i hverdagen tæller mest (14.03.20)

Vi søger alle det gode liv i hverdagen. Analyser over danskernes flytninger viser entydigt, at vi primært flytter derhen, hvor vi forventer, at hverdagen fungerer bedst. 

Horsens Kommune har nettotilflytning, så noget tyder på, at vi generelt gør tingene rigtigt. Men der er samtidig mere end 4.000 personer der hvert år flytter fra Horsens, så der er også plads til forbedringer. 

Derfor bør Horsens have endnu større fokus på, at forbedre rammerne for den gode hverdag. Men kravene til hverdagen er til gengæld vidt forskellige på tværs af aldersgrupper.

Vi ved, at unge fra 19-års alderen og de følgende ca. 10 år foretrækker at bo midt i en by. De søger puls og liv. Boligens størrelse og beskaffenhed er ikke det centrale. Det er byliv, netværk og cafeer, der er det vigtigste. Derfor skal vi satse på at udvikle bylivet og boliger til unge i den centrale midtby, og gerne i den gamle boligmasse. Synergi i forhold til Campus er en historisk mulighed for at unge-udvikle Horsens.

Den unge børnefamilie tænker derimod helt anderledes end de helt unge singler. Her er kravene til boligen det centrale. De vil hellere pendle længere til arbejde end gå på kompromis med boligens størrelse og standard. De foretrækker store boliger tæt på natur, naboer med børn, sikre skoleveje og nærhed til institutioner og sportsfaciliteter. Parcelhuset er ofte en foretrukken boligform.

Når børnene er flyttet hjemmefra, ønsker mange seniorer at flytte. De prioriterer nu nærhed til børn og børnebørn, gode indkøbsmuligheder, kollektiv trafik og et attraktivt bycentrum. Seniorer som er fratrådt arbejdsmarkedet, ønsker i højere og højere grad at gøre noget meningsfyldt sammen med andre. Næsten halvdelen i denne aldersgruppe ønsker at blive frivillige. Det skal kommunen også tænke på i sin tilflytningsstrategi.

Men hvad så med markedsføringskampagner, lokale mega-events og kulturelle fyrtårne? Har de ingen effekt? Jo, men det kommer helt an på udgangspunktet. 

Da Horsens for mange år siden var et stort fravalg som bosætningsområde, skulle noget gøres. Her var dagligdagens fortræffeligheder ikke nok som løftestang. Store koncerter, spektakulære events og en målrettet og langsigtet kommunikationsindsats var helt nødvendige virkemidler, for at ændre et stærkt blokerende og dårligt image.

Det er heldigvis historie nu. Horsens er i dag et helt andet sted. Den gode spiral drejer. Men det betyder også, at det gode liv i dagligdagen nu er den vigtigste parameter for fortsat tiltrækning. Hverdagen skal udvikles og kommunikeres. Horsens bør formulere en ”Hverdagsstrategi” som ledestjerne for den fremtidige udvikling.

 

Spin-virus. Så er det sagt! (25.02.20)

Der er efterhånden evidens for, at et stort antal politikere bliver syge af den frygtede spin-virus. Smitten sker ved for lang tids ophold på Christiansborg. Sygdommen angriber evnen til almindelig anstændighed og fokus på landets ve og vel. De smittede politikere kommer i febervildelse til kun at fokusere på magt, spin, ambitioner og mulighederne for at skade politiske modstandere. 

Den lækkede mail, hvor et parti direkte ønsker at skade et andet parti i forbindelse forhandlingerne omkring kommunal udligning, er bare det seneste eksempel. Erfaringerne viser i øvrigt, at spin-virussen angriber i både blå og rød stue. 

Det bedste vil være at ændre grundloven, så ingen politikere bliver udsat for smitten mere end to perioder i sammenhæng. Dette vil nedsætte risikoen for sygdomsudbrud betragtelig. Men det er desværre også en langsommelig proces. 

For hurtigere at hjælpe de allerede smittede og dem der er i stor risiko for at blive smittet, bør vælgerne udvise barmhjertighed. Dette kan gøres ved fremover kun at stemme på kandidater, som højest har haft en enkelt periode på tinge. 

Indtil videre synes dette at være en af de bedste måder, hvorpå vi kan inddæmme spredningen af den stærkt resistente og uhyggelige spin-virus.

 

Kunstige proteiner overhaler koen om 10 år (12.02.20)

I hvert fald i USA, hvis amerikansk tænketank får ret. Ifølge RethinkX Food & Agriculture står verden overfor den største og hurtigste disruption indenfor fødevarer og landbrug, som nogensinde er set.

Den amerikanske tænketank vurderer, at kunstigt fremstillede produkter bliver 50-80% billigere at fremstille, end naturligt fremstillede produkter.

Dette betyder, at efterspørgslen efter oksekød og mejeriprodukter vil være 50% mindre allerede i 2030. Det er vildt, hvis det kommer til at ske. For det betyder jo samtidig, at udslippet af drivhusgasser fra koen vil blive reduceret tilsvarende.

Da de øvrige kød- og fiskeprodukter forventes at følge samme mønster, forventes efterspørgslen på afgrøder til foder også at falde med 50% de næste 10 år. Og det er jo faktisk lige om lidt.

Den amerikanske tænketank forventer også, at 60% af den jord der i øjeblikket anvendes til husdyr og foderproduktion, kan frigives til andre formål indenfor de næste 15 år.

Det er helt sikkert også den vej det kommer til at gå i Danmark. Det gode spørgsmål er naturligvis, hvor hurtigt og hvordan vil denne disruption ramme dansk landbrug- og fødevareproduktion?

Men noget kunne i hvert fald tyde på, at en pæn del af landbrugets klimaaftryk, nærmest forsvinder af sig selv. For selv når drivhusgasserne fra den fødevareproduktion, der nødvendigvis skal erstatter den animalske produktion medregnes, så vil udslippet fra sektoren som hele falde næsten 45% frem med 2030, vurderer Tænketanken. Den del af historien er vel ikke så tosset, men resten er faktisk lidt skræmmende

 

Byudvikling. De sociale rum mellem bygningerne skal i fokus (29.01.20)

Der bliver arbejdet med ny arkitekturpolitik i Horsens. Resultatet er afgørende for byens langsigtede attraktivitet. Men det bliver kun en succes, hvis de sociale rum mellem bygningerne bliver et bærende princip.

Mennesker kommer før mursten. Byliv kommer før bygninger. Føler menneskene sig ikke godt tilpas, så flytter de, og byen skrumper.

Det hele er Byrådets ansvar. Men en operationel arkitekturpolitik, kan være en stor hjælp, når de folkevalgte skal tage konkret stilling til de forskellige projekter. Selv om næsten halvdelen af landets kommuner i dag har en arkitekturpolitik, så er flere så generelle og upræcise, at de mere har karakter af skåltaler. Og det dur ikke. Det må ikke ske i Horsens.

Måske bør den kommende arkitekturpolitik integreres i kommuneplanen, for virkelig at sikre konsistens og retning? Arkitekturpolitikken skal nemlig rumme morgendagens forandringer samtidig med at der bygges videre på fortiden, og så skal den sikre samspillet mellem liv, lys, landskab og bebyggelse.

Det er mit håb, at Horsens får en arkitekturpolitik, der for altid gør op med arkitektonisk fattigdom og som sætter høje standarder for livet mellem husene

 

Bedre planlov vil give kønnere byer (11.01.20)

Et nyt borgerforslag vil styrke planloven, så vi får byer, hvor mennesker er det vigtigste. Frem til 18. april 2020 kan alle stemmeberettigede i Danmark støtte et borgerforslag, hvis formål er at sikre grønnere og kønnere byer. Borgerforslaget kan ses på Folketingets hjemmeside.

Rundt om i Danmark er der i disse år en stigende utilfredshed med kommunernes håndtering af byggesager. Kommunerne beskyldes for at tillade for højt, for tæt og for ensartet byggeri, bl.a. gennem dispensationer fra kommuneplaner, rammelokalplaner og andre gældende regler. Kritikken går også på nedprioritering af friarealer, grønne rum og mulighederne for sollys.

I mange store og mellemstore danske byer har der bredt sig en profit styret tendens til byfortætning gennem utilpasset højt, tæt og arkitekturfattigt byggeri. Det bør stoppes. Vi skal udvikle vore byer for mennesker, og ikke for profit.

Selv om jeg principielt synes, at kommunerne selv skal bestemme, så kan jeg også bare ved selvsyn konstatere, at en række byer ikke udvikler sig med ”livet mellem husene” som et bærende princip. Det er åbenlyst, at bygherrernes ønsker om maksimal arealudnyttelse ofte vejer tungere end hensynet til bylivet, byernes sjæl og kulturmiljøerne.

Jeg har derfor valgt at støtte borgerforslaget i det lønlige håb, at Folketinget vil vedtage en forbedret planlov med et intensiveret tilsyn med kommunerne. Men det er trist, at nogle kommuner ikke kan styre sig selv.

 

Vision. Vi bør løfte Vitus Bering ud af sin beskedne europæiske profil (02.01.20)

Horsens har gjort meget for at profilere sig på Vitus Bering. Men indtil nu har det ikke resulteret i en dokumenterbar styrket profil. Det ville være skønt, hvis de nuværende planer om en ny Bering-satsning, for altid vil bringe Vitus Bering ud af Columbus’ skygge. 

Columbus rejste mod vest og udforskede Amerika. Bering rejste mod øst og udforskede området mellem Asien og Nordamerika. 

Begge imponerende historiske bedrifter. Og selv om Vitus Bering både er kendt og anerkendt i Rusland og Asien, så kniber det mere med anerkendelse og kendskab i Danmark og Europa. Her indtager Columbus fortsat pladsen som ’den største’. 

Vi bør løfte den Horsens fødte Vitus Bering ud af sin beskedne europæiske profil. Gør vi det klogt og visionært, kan Horsens styrke både attraktivitet og turisme. Og det bør være det primære formål. 

Men det er ikke visionært, hvis arbejdet blot resulterer i en køn mindre buste eller skulptur, som placeres på et vindblæst havneområde. Havnen kan være velegnet, men kun hvis der er tale om noget spektakulært og stort. Noget som har proportioner, som forholdsmæssig kan sammenlignes med Frihedsgudinden i New York. 

Hvis økonomien betyder, at der ikke kan tænkes slet så stort, må der kompenseres ved at placere busten eller skulpturen på et af de steder i byen, hvor mylderet af mennesker er aller størst. Et sted hvor byens borgere, gæster og turister ofte kommer forbi. 

Men det er ikke nok. Den buste, skulptur eller kunstværk som der vælges skal i et klart og tydeligt sprog kunne fortælle Horsens-historien om Zarens danske Columbus. Og så skal den være fotogen, og ikke mindst egnet til, at turister og andre nemt kan lade sig fotografere sammen med ’Bering’. Og hvem ved, måske det fremtidige vartegn for Horsens. 

Det skal under alle omstændigheder være noget helt andet end Beringsøen på Torvet. Kunstværket på Torvet er smukt, men det kommunikerer slet ikke Berings Horsens tilknytning, og det fotogene lader også meget at ønske. 

Lad os nu gøre det, som Vitus Bering Park, Vitus Bering Plads, Beringøen, Beringhus, Vitus Bering Innovation Park og alle de andre gode Bering-initiativer ikke formåede at gøre.

 

Detailhandel. Nu er der håb forude (27.11.19)

Det er dejligt at fornemme, at der blandt detailhandlerne i Horsens synes at være skabt en historisk stærk vilje til samarbejde. Det er nemlig hele grundlaget for at lykkes.

Det er også nødvendigt. Den fysiske detailhandel er ekstrem udfordret. E-handel, digitalisering og konkurrencen fra nabobyerne går ikke over. Tværtimod, udfordringerne stiger hele tiden.

Derfor bliver samarbejdet om at tilbyde unikke kundeoplevelser det helt centrale. Det kan kun ske på tværs af butikker og samarbejdspartnere. Skal datteren eksempelvis konfirmeres, så giver det rigtig god mening, at butikkerne samarbejder om events målrettet den unge og forældrene, hvor kjoler, smykker, sko, mad, gaveforslag, sange, portrætfoto og andet relevant præsenteres i sammenhæng.

Kunden skal i centrum. De analyser der er gennemført i forbindelse med strategiarbejdet viser klart, at eminent service samt glade medarbejdere i butikkerne er de to ting som kunderne aller mest efterspørger.

Og den gode kundeoplevelse må ikke misse blot en enkelt gang, for så er kunden væk, måske for bestandig. Det kræver løbende efteruddannelse af medarbejderne i hidtil uset omfang. Det kan realistisk set kun gennemføres gennem et bredt samarbejde.

Det personlige kendskab til kunden er altid det mest centrale. Men det er også vigtigt, at alle ned til yngste elev har indgående kendskab til de overordnede forbrugertrends. Arbejdet med ny detailhandelsstrategi viser f.eks., at forbrugerne i dag ikke blot er bevidste, men at de også i mange tilfælde betragter sig selv som eksperter. De har nemlig været på nettet, før de indfinder sig i den fysiske butik. Et stigende antal forbrugere ønsker også at have kontrol med hvad de putter i munden og hvad de anvender på deres hud.

Kunderne ønsker også en plastfri verden og kun de færreste er vilde med at blive gamle. Endelig er der et stigende antal unge forbruger der elsker at være digitale sammen og dele oplevelser med venner, kollegaer og fremmede. Det stiller helt nye krav til butikkernes service, autenticitet og digitale liv. Kunderne ønsker også at undgå køer og reducere spildtid. Og så skal varerne naturligvis kunne leveres med det samme.

Kun gennem nytænkning, åbenhed og ikke mindst samarbejde og sammenhold kan detailhandelen i Horsens generobre noget af det tabte. Der er heldigvis gode tegn på, at det vil komme til at ske.

 

Hensyn til borgerne må da komme først (23.11.19)

Når det drejer sig om fokus på borgerne, er Horsens Byråd sikkert hverken værre eller bedre end så mange andre. Jeg kunne bare ønske mig, at vi i Horsens var de bedste.

Når man ser på mange af de ting som kommunen vedtager, kan man godt få den tanke, at der er andre hensyn - end netop hensyn til borgerne - der vejer tungere.

Horsens Kommune har bl.a. vedtaget, at vi skal være “Frontløberkommune” indenfor bæredygtighed. Det lyder bestemt også sympatisk. Men er det af hensyn til borgerne, at kommunen har vedtaget denne flotte ambition?

Hvis det rent faktisk forholder sig sådan, så synes jeg det er en skam, at man Ikke skilter med argumenterne. Jeg er sikker på, at jeg ikke er den eneste som får den tanke, at der er andre hensyn der spiller mere ind. Måske PR eller politisk prestige, for blot at nævne et par stykker?

Byrådet har også vedtaget en ny ressourceplan. Der er ikke et øje tørt. Men gennemførelse af alle 38 initiativer indebærer samtidig, at gebyrerne som borgerne skal betale stiger med næsten 500% over de næste 5 år. Det kan godt være, at man gør det i bæredygtighedens hellige navn. Men økonomisk bæredygtig for den enkelte borger synes beslutningen ikke at være.

Og her nærmer vi os sagens kerne. Prioritet ét for politikerne bør altid være, at tingene skal blive bedre og billigere for borgerne. Her føler jeg ikke, at politikerne er gode nok til at udfordre embedsværket og hinanden på at udtænke løsninger der samtidig både er billigere og bedre.

Man tænker som man plejer. Alting stiger jo.(Måske lige med undtagelse af renterne). Men er det en naturlov, at borgerne skal betale stadig mere for de kommunale ydelser? Ingenlunde, men det er en stærk indgroet tradition.

Naturligvis kan alting ikke hele tiden blive både billigere og bedre. Men hvis man ikke gør forsøget, vil det i hvert fald ikke lykkes.

Er det for borgernes skyld, at der i Horsens er så stor fokus på vækst i byggeriet? Kunne man ikke med lige så stor ret argumentere for, at det vigtigste er værdiskabende bymiljøer, hvor mennesker stortrives? Også når det drejer sig om vækstdagsordenen, kan man få den tanke, at den ikke primært udleves af hensyn til den enkelte borger, men mere af hensyn til skattegrundlag, politiske ambitioner og personlig prestige.

På ét punkt synes jeg vi som kommune skal går foran. Borgeren skal i centrum og borgeren skal altid være politisk førsteprioritet.


Livsværdi for de nedslidte skal i fokus

Psykisk og fysisk nedslidte skal have mulighed for tidligere pension. Ingen tvivl om den sag. Men det er håbløst, at lave en ordentlig ordning, bygget op omkring et retskrav. Derfor må det i sidste ende bero på en individuel vurdering. 

Denne vurdering bør alene tages af uvildige fagspecialister, der ikke skal stå økonomisk til regnskab overfor kommuner eller stat. Men det er lige så klart, at disse fagpersoner skal have adgang til en bred palette af muligheder. Hensynet til, at mennesket i dag foretrækker at bevare en tilknytning til kollegaer og arbejdet, så længe som muligt, skal veje tungt og respekteres af systemet.

Derfor er det ikke kun et spørgsmål om job eller pension, men i langt de fleste tilfælde et spørgsmål om at muliggøre nedsat arbejdstid med delpension og måske hjælp til at finde et mindre nedslidende job.

Det økonomiske skal naturligvis også på plads. For hvad skal en eventuel tidligere pension være i kroner og ører. Er det folkepensionens beløb, der skal danne udgangspunkt?  Er det efterlønnens størrelse man skal skæve til, er det flexjob reglerne, eller er det noget helt andet? 

Det er bestemt ikke en let øvelse. Men vi skal skabe individuelle muligheder der respekterer, at vi mennesker foretrækker længst mulig tilknytning til kollegaer, identitet i form af job og ønsket om fortsat at bidrage til samfundet. Det skal ske samtidig med, at vi sikrer, at så få som mulig mister livsværdi på grund af arbejdsbetingede smerter og psykisk nedslidning.

 

Hvor er logikken? (07.11.19) 

For få år siden blev 14 amtslige sygehusregioner reduceret til 5 regionale sygehusregioner. Nu foreslår man, at de 5 sygehusregioner ændres til 21 sundhedsfællesskaber. Stop magtkampen om sundhedsvæsenet. Nye administrative og politiske rammer skaber ikke værdi, men koster ufattelig mange penge. Der er brug for en ændret opgavefordeling mellem sygehusene, kommunerne og de praktiserende læger. Brug kræfterne på den opgave.

 

Ansæt P-ambassadører i stedet (05.11.19)

Afskaf P-vagterne og erstat dem med P-ambassadører. Der er brug for gode kundeoplevelser allerede når man indfinder sig i byen. Parkering spiller en central rolle i den samlede kundeoplevelse.

City Horsens og Horsens Kommune arbejder i øjeblikket med at udforme en ny detailhandelsstrategi. Detailhandelen er nemlig truet, så alt skal nytænkes.

Begynd med parkeringen, her er plads til forbedringer. Det kan nemlig undre, at detailhandelen hidtil har laver aftaler med private parkeringsselskaber, som ikke har den gode kundeoplevelse som højeste prioritet.   

Naturligvis skal parkeringsreglerne overholdes, derfor er det også nødvendigt, at nogen holder øje og bidrager til regulering af uhensigtsmæssig parkeringsadfærd. Men måden man servicerer gæsterne på, bør nytænkes.

I modsætning til traditionelle P-vagter er P-ambassadører servicepersoner, hvis primære opgave er at markedsføre byen, detailhandelen, restauranterne og museerne.

Naturligvis skal P-ambassadørerne også kunne udskrive p-bøder i form af de sålkaldte kontrolafgifter. Men hvis parkering ikke længere er et primært forretningsområde, kunne gebyrernes størrelse sikkert nedsættes og den nidkære håndhævning og de rigide regler kunne opblødes. Og hvem siger i øvrigt, at man ikke kan indføre regler, der bestemmer, at der først udskrives kontrolafgifter i gentagelsestilfælde? Samme regler bør naturligvis også gælde de offentlige parkeringsarealer.

Og så skal P-ambassadørerne ikke som nu luske rundt som mørkemænd, men gennem positiv attitude og påklædning signalere imødekommenhed.

Tænk hvis Horsens blev kendt som Danmarks mest imødekommende handelsby?

 

Klimadebat. Vi skal holde hovedet koldt (26.10.19)

Vores levevilkår afhænger af, at vi passer på klimaet. Derfor er den efterhånden allestedsnærværende klimadebat grundlæggende rigtig god.

Men vi skal holde hovedet koldt. Debatten er nemlig ikke kun præget af fakta, men i lige så høj grad af falsummer, følelser og fortielser. Det hænger bl.a. sammen med, at klimaet også er blevet forretningsgrundlag for en global storindustri med enorme profitinteresser og hundredetusindvis af ansatte. Måske vil klimaindustrien en dag blive verdens største industri? Potentialet er til stede.

Og så har vi længe været vidne til, at bl.a. danske politikere taler udenom. Det er blevet lidt bedre på det sidste, men der er stadig mange politikere som mener, at klimapolitik og økonomisk vækst skal gå hånd i hånd.

Dette til trods for, at mere end 300 danske klimaforskere sammenstemmende er enige om, at hensynet til økonomisk vækst nu klart må underordnes hensynet til klima, bæredygtighed, forurening og sundhed.

Det er også bemærkelsesværdigt, at de største klimasyndere som afbrænding og fældning af regnskovene, den eksplosive globale befolkningsudvikling og en overraskende stor CO2-udledning fra tekstilindustrien omtales mindre hyppigt blandt danske politikere. Derimod er der meget tale om flyturen til Mallorca, køernes prutter og udledning fra bilerne. Ting der bestemt er vigtige i klimasammenhæng, men som i det store billede betyder relativ lidt.

Det kan slet ikke undgås, at politiske- og forretningsmæssige interesser vil resultere i en klimadebat præget af en sammenblanding af fakta, følelser, falsummer og fortielser. Sikkert med den konsekvens, at klimaindsatsen ikke bliver så hurtig, effektiv og målrettet, som vi og vor klode har brug for.

 

Ukendt stråling bekymrer (03.10.19)

Vi ved, at forskning i radiofrekvent stråling indtil nu ikke har kunnet påvise en større forekomst af f.eks. hjernekræft. Men vi ved også, at mobil stråling trænger ind i huden. Det er heller ingen hemmelighed, at G5 netværket kan transportere langt større datamængder end G4, G3 og de andre. G5 netværket kræver også langt flere master, på grund af højere frekvens.

Endelig ved vi, at både forskere og sundhedsmyndigheder verden over efterlyser meget mere forskning omkring den ikke-ioniserende stråling.

Og jeg ved, at den manglende forskning bekymrer mig, forbi mine børn, børnebørn og oldebarn dermed er ufrivillige deltagere i et menneskeskabt strålings inferno, med ukendte langtidsvirkninger.

 

Byplan brutalisme (20.09.19)

Det omfattende byggeri i den centrale del af Horsens kan ikke undgå at påvirke byens visuelle identitet. Men det bliver desværre ikke til det bedre.

Specielt hovedfærdselsåren fra Sønderbrogade via Kvicklygrunden og Niels Gyldings Gade til Stark på Strandpromenaden vil ændre karakter. Det bliver brutalt.

Men det er positivt, at byen vokser. Det er også positivt, at både interne og eksterne investorer har kastet deres kærlige blik på Horsens. Det er heller ikke nødvendigvis de enkelte bygninger der er noget galt med. Men det er helheden: Det bliver for højt, for tæt, for mørkt og for ensformigt.

Jeg tør næsten ikke tænke på, hvis også Godsbanearealerne bebygges på samme måde og med samme altovervejende fokus på at vride maksimale bebyggelsesprocenter ud af de enkelte jordlodder.

Det lokalplanforslag og kommuneplantillæg som p.t. er i høring vedrørende Torvekarreen (Torvet, Borgergade, Kattesund, Havnealle) tegner i hvert fald ikke godt for den fremtidige byudvikling. Bebyggelsesprocenten foreslås hævet til 300. Det vil betyde en så ekstrem og massiv bebyggelse, at det vil medføre manglende bokvaliteter i forhold til dagslys, udearealer og indbliksgener. En forslumning af området er næsten uundgåelig. Til sammenligning har Nordhavn og Ørestad i København bebyggelsesprocenter mellem 100 og 180.

Vi skal modtage både interne og eksterne investorer og projektudviklere med åbne arme. Selvfølgelig skal vi det. Men vi skal også som kommune stille krav om variation i arkitektur, hensyn til det historiske bymiljø, skala, grønne rum, sollys og friarealer.

Konsekvenserne af en manglende stadsarkitekt, i en for Horsens meget følsom vækstperiode, må vi desværre leve med i rigtig mange år fremover. Men det betyder jo ikke, at vi bare skal fortsætte ud af samme triste spor. Vi har brug for en ny arkitekturpolitik og en stadsarkitekt, der med stærk faglighed kan navigere byens udvikling uden om særinteresser og suboptimeringer.

 

Centralisering. Vi skal den anden vej (09.09.19)

Verden er fyldt med centralisering og distance. Men kunne vi ikke gøre tingene bare lidt bedre, ved at vende det hele om, så beslutningerne træffes tættere på borgerne?

Lad os tage nogle eksempler. EU vil bestemme hvor mange ladestandere til elbiler der skal opstilles i Danmark. Men helt ærlig. Er det overhovedet noget som EU skal blande sig i?

EU vil også bestemme regler for barsel til mænd. De vil også bestemme over arbejdsgivernes ret til at sige nej til ansattes bijobs. Hidtil har arbejdsmarkedets parter forhandlet sig frem til gældende regler. Det er sket gennem den ”Danske model”. Skal den model nu skrottes til fordel for en centralisering i EU?

På den anden side blander Folketinget sig i sygefraværet på landets gymnasier. Men hvorfor det? Alle gymnasier har kompetente rektorer og bestyrelser, der er meget tættere på de enkelte elever. Bør de der er tættest på ikke være de bedste til at håndtere noget så banalt som sygefravær? Skal det virkelig være et Folketingsanliggende?

Vi har også set Folketinget beslutte en såkaldt forenkling af erhvervsfremmesystemet. Men reelt er der blot tale om, at staten gafler de opgaver til sig, som tidligere blev varetaget på udmærket vis af kommuner og regioner.

På beskæftigelsesområdet er Folketingets krav om centralisering og detailstyring, løbet helt ud i det ekstreme. 20-30.000 siders lovstof taler for sig selv. Mon ikke kommunerne kunne håndtere denne opgave både mere borgertilpasset, og i hvert fald mindre bureaukratisk?

Man kan jo også overveje, om udbytteskandalen havde fået det omfang, hvis ansøgninger om refusion af udbytteskat var blevet behandlet i de kommuner hvor de pågældende aktieselskaber var hjemmehørende. Der er i hvert fald evidens for, at skatteadministrationen er blevet væsentlig forringet ved at centralisere den bort fra kommunerne.

Ovennævnte er blot enkelte eksempler på at tingene mere og mere fjernes fra nærdemokratiet. Men et det den rigtige udvikling? Bør de store beslutninger i virkeligheden ikke tages tættere på borgerne?

Jeg synes det må være bedre, at beslutninger træffes i nærområdet af interesserede og dedikerede borgere, end af en lille gruppe elitepolitikere langt væk.

 

Byudvikling. Vi skal passe på kulturmiljøerne (21.08.19)

Et kulturmiljø er f.eks. nogle bebyggelser, der har sin egen historie og fortælling. Vi bør værne om kulturmiljøerne. Men sjæleløs byudvikling har tendens til at ødelægge kulturmiljøerne. Det har vi desværre set for mange eksempler på.

Kulturmiljøer er med til at skabe historisk bevidsthed og identitet. De er byens eller kommunens historiske DNA. De afspejler vigtige træk i den samfundsmæssige udvikling, og de er i høj grad med til at løfte den lokale udvikling ved at tiltrække borgere, erhverv og turisme.

Der er al mulig grund til at udvikle de kulturmiljøer som stadig er tilbage. De bør holdes levende og relevante.

Havnen er et af de steder hvor der i de senere år er gjort stor skade på kulturmiljøet. Nordhavnens historiske identitet og fortællingsevne er stort set raderet væk. Måske er der stadig en lille mulighed i Inderhavnen omkring Hornsyld Købmandsgård.

På Vejlevej finder vi f.eks. Hede Nielsens gamle fyldestation og det hæderkronede Møller & Jochumsen. Om få år er denne industrihistorie væk fra jordens overflade, hvis ikke vi passer på. Den nye arkitekturpolitik bør som en særlig satsning prioritere bevarelse og udvikling af kulturmiljøer.

Det er vigtigt at forstå, at kulturmiljøer ikke begrænser dynamisk byudvikling, men tværtimod er værdiskabende i forhold til at skabe levende byudvikling med sjæl.

Jeg håber virkelig, at Byrådet gennem den nye arkitekturpolitik vil være med til at stoppe den uheldige tendens, som vi har været vidende til i Horsens de senere år.  

 

Vores Havn. Bak op om udviklingen (07.08.19)

Horsens Havn skal være hjemsted for miljøpositive virksomheder og et rekreativt rum for kommunens borgere. Bedre og mere rigtigt kan det ikke siges. Men visionen kommer jo også fra Havnen selv.

Det er super godt, at Havnen ser sig selv som en aktiv spiller i udviklingen af Horsens by og samfund. Man vil fortsætte det gode arbejde med at udvikle en bæredygtig havn med både kommerciel vækst og sund økonomi, men også en havn der tager hensyn til miljøet og som støtter op om FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling.

Der er al mulig grund til, at støtte op om denne plan. Realiseringen vil være af stor værdi for kommunen, erhvervslivet og borgerne. Og så er den med til at sikre erhvervsmæssig vækst, aktivitet og autenticitet. Og så undgår vi ”dødt vand”, som flere tidligere havnebyer vil komme til at lide under.

Danske havne har en stor og vigtig opgave i den fremtidige logistik. Også Horsens Havn, som indgår i et netværk af strategiske vigtige danske logistikknudepunkter. Dette blev understreget yderligere, da DI i april måned præsenterede en liste med 35 danske havne, som har vital national interesse. På denne liste indgår Horsens Havn. Formålet med havneudvikling og forøget skibstrafik er jo også at begrænse lastbiltrafikken på de danske og europæiske veje.

Jeg håber virkelig, at kommunen, erhvervslivet og borgerne vil bakke op om udviklingen af Horsens Havn, hvor kommerciel havnedrift vil gå hånd i hånd med hensynet til miljø, bæredygtighed og vores dejlige lokale samfund.

Medarbejder tørke. Seniorer en del af løsningen (30.07.19)

Arbejdsgiverne beklager sig. Der er svært at skaffe medarbejdere. Samtidig topper ledigheden i +60 generationen. Der er også mange yngre og aktive folkepensionister, der fortsat gerne vil bidrage.

Men arbejdsgiverne og lovgiverne har ikke formået at skabe de rigtige rammer og tilbud til generation “S”. Man har været alt for fokuseret på generation X, Y og Z. Men dem er der bare for få af.

Velfærdssamfundet og den erhvervsmæssige vækst kan kun opretholdes, hvis arbejdsgiverne og samfundet begynder at tænke innovativt. Der er rigtig mange seniorer, som fortsat gerne vil bidrage. Rammer og tilbud skal bare være i orden. Men så kan det også udløse en arbejdskraftreserve på tusindvis af erfarne, engagerede og flittige medarbejdere.

Mulighederne for fleksibel arbejdstid, deltidsansættelse og en aflønning der ikke modregnes i pensionerne, er de væsentligste elementer i løsningen.

 

Ældrevelfærd. Tænk hvis de ældre rottede sig samme (02.07.19)

Men de ældre er pæne mennesker, der ikke beklager sig og ikke råber højt. De sætter sikkert også næste gang deres kryds ved det parti de plejer at give deres stemme. Også selv om partiet ikke er særlig fokuseret på de ældres vilkår. Det ved man på Christiansborg, og det ved man i kommunerne. Derfor fortsætter ældreområdet med at være et stedbarn i dansk velfærd.

Der er brug for, at de ældre vågner op. Ellers fortsætter nedskæringerne. Se bare på besparelserne på hjemmeplejen. De seneste 10 år er hjælp til personlig pleje og praktisk hjælp blevet beskåret med 6,5 millioner timer. I samme tidsrum er antallet af ældre steget.

Det hænger bare ikke sammen. Det og også helt grotesk, at dem der gennem et langt arbejdsliv har knoklet for at skabe velfærdssamfundet, lades tilbage på et sidespor.

De næste 10 år bliver der en kvart million flere ældre over 75 år. Det første anstændige skridt vil være at beslutte en ny budgetmodel, så ældreområdet tilføres midler efter udviklingen i demografien. Dette løser bestemt ikke efterslæbet, men det sikrer, at forholdene ikke forværres.

Det næste der skal ændres radikalt er visitationerne. De skal gøres helt uafhængig af kommunernes eller statens økonomi. Dem der har behov for hjælp skal naturligvis have den hjælp de har behov for. Og så er der jo også lige det med anstændighed igen. De ældre har jo allerede leveret, og bør derfor naturligt stå først i køen, når ressourcerne skal prioriteres.

Og så skal kommunerne leve op til deres flotte formulerede værdighedspolitiker. Det skal ikke kun se godt ud på skrift, men det skal udmøntes i praktiske hverdagsydelser. Længere er den vist ikke.

Vi har brug for et ældreoprør, og måske er der et lyspunkt. Det er nemlig sådan, at dem der var med i ungdomsoprøret i 1968, nu er ved at nå den alder, hvor de på egen krop mærker hvordan de ældre bliver klippet og klemt. Oprørets praktiske færdigheder skal bare lige skærpes. Modet til forandring og kamp er helt sikkert stadig til stede.

 

Klimabomben som ingen tør demontere (22.06.19)

Befolkningseksplosion. Da jeg var dreng var der 3 mia. mennesker på Jorden. I dag er vi 7 mia. I år 2050 er vi over 9 mia. Befolkningsvæksten betyder, alt andet lige, en tilsvarende stigning i CO2 udslippet, og dermed en accelererende opvarmning i hidtil uset omfang. 

CO2 udledningen skyldes primært, at vi producerer menneskelig bekvemmelighed (rumopvarmning, transport, køling, produkter og mad). Jo flere mennesker, jo større miljø & klimabelastning.

Naturligvis kan den teknologiske udvikling bidrage til en reduceret stigning i udledningen, og det kan klimabevidste politikere og forbrugere også. Det er bare ikke nok.

Vi er nødt til at gøre noget ved befolkningsudviklingen.

Men her kan vi jo ikke bare kræve, at indbyggerne i Afrika og Asien begrænser deres forplantning. Klimaet er et globalt problem, derfor må kravet etisk og moralsk gælde hele vejen rundt. Også i Danmark.

Kina indførte i 1979 en 1-barns politik. Det hjalp faktisk så meget, at man i 2015 lempede kravene og indførte en 2-barns politik.

Et stramt globalt loft over antal børn vil helt sikkert være en at de mest virkningsfulde midler til en markant reduktion af stigningen i den globale opvarmning.

Men hvem tør demontere klimabomben?

 

Hjemmepasning. En fedtet omgang (03.06.19)

Det er super fint, at Horsens Kommune nu yder tilskud til hjemmepasning af egne børn. Men det er en fedtet omgang, og tilskuddet modsvarer på ingen måde nettoudgiften til kommunal pasning.

Man kan forledes til at tro, at det er fordi flertallet i Byrådet slet ikke ønsker at give forældrene mulighed for hjemmepasning, og derfor kun for et syns skyld hoster op med et tilskud, som kun meget få har råd til at tage i mod.

Man skal huske, at beløbet på kr. 3.500 pr. måned pr. barn er skattepligtig. Det skal ganske vist ikke betales arbejdsmarkedsbidrag og ATP, men til gengæld får man heller ikke feriepenge af pasningslønnen. Ansøger må i øvrigt ikke have anden indkomst ved siden af, hverken arbejdsindkomst eller overførselsindkomst.

Hvis pasningslønnen i stedet havde været på niveau med den udgift som kommunen selv har til institutionspasning, ville ordningen have været brugbar for flere, og ikke kun for ganske få velhavere. Det er vel heller ikke så helt dårligt, at forældre får økonomisk mulighed for at passe egne børn hjemme. Det drejer sig jo kun om maksimalt et år. Resten af tiden frem til skolealderen, står den jo under alle omstændigheder på institutionspasning.   

Efter gældende regler må kommunen give tilskud til hjemmepasning svarende til 85% af den billigste netteudgift for kommunal pasning. For børn i alderen 26 uger til 2 år og 10 måneder er dette beløb ca. kr. 7.100 og for børn i alderen 2 år og 11 måneder til skolestart er beløbet ca. kr. 4.100.

I forhold til Horsens kommunes tilskud på kr. 3.500 pr. måned betaler nabokommunen Hedensted ca. kr. 6.100 for de yngste børn og ca. kr. 4.000 for de ældste.

 

Anbefalinger til det nye Folketing (03.06.19)

Fuld fokus på verdensmålene og bæredygtighed.
Danmark skal være klimaneutral i 2050. Den cirkulære økonomiske tænkning skal ind i lovgivningen. Mindre ressourcespild gennem større anvendelse af pantsystemer. Klimaindsatsen skal ændres fra afgifter og tvang til fokus på folkelig forståelse, begejstring og deltagelse.

Ordentlighed og respekt for lovene.
Lovens hensigt bør altid vurderes sammen med lovens bogstav. At noget ikke er ulovligt efter lovens bogstav, betyder ikke nødvendigvis, at det er etisk og moralsk i orden. Groft og bevidst omgåelse af lovens hensigt skal kunne medføre repressalier. Identitetstyveri skal gøres strafbart.

Fleksibel pensionsalder og væk med aldersdiskriminering
Der skal fokus på fysisk og mental nedslidning. Der skal indføres lettere adgang behovstyret individuel pensionsalder. Og modsat, så skal de borgere der har lyst og mulighed for at arbejde ud over pensionsalderen ikke diskrimineres. De skal som alle andre have adgang til medlemskab af en a-kasse og arbejdsgivertegnede forsikringsordninger.

Stigende ulighed skal bekæmpes.
Stigende ulighed truer Danmarks tillidsskabte sammenhængskraft. Vi har brug for en bred debat om rimelighed i aflønning. Ekstremt høje lønninger, bonusordninger og gyldne håndtryk skal reduceres via åbenhed og et obligatorisk CSR-kodex, hvor alle virksomheder overfor kunder, interessenter og samfund skal argumentere for interne lønforskelle.

EU skal tilbage på sporet
Beslutningerne skal fremover træffes tættere på borgerne. Medlemslandenes selvstændighed skal respekteres. EU skal være stærk når det gælder fred og frihandel, men ellers skal EU ikke diktere, men facilitere aftaler mellem frie nationer. Danmark skal stoppe med at overimplementere, vi skal ikke altid være klassens duks. Eksport af danske velfærdsydelser (børnepenge, understøttelse m.v.), til udlændinge som ikke opholder sig i Danmark, skal afskaffes.

Danmark i balance
Ja til fortsat udflytning af statslige arbejdspladser. Regionerne skal bevares og fortsat styres af folkevalgte. Mulighederne for realkreditbelåning skal være uafhængig af geografi. Der skal indføres erhvervspligt for nyuddannede. Hvis der i særlige områder er akut mangel på nyuddannede læger, præster, systemudviklere, ingeniører og andre, skal nyuddannede i områder med overproduktion have pligt til at tage anvist arbejde i en kortere periode. Erhvervspligt kan sidestilles med værnepligt, og er vel ikke en urimelig betaling for en god og gratis uddannelse?

Skik følge eller land fly
Vi har brug for et stærkt værdisæt, der styrer indvandringen, men ellers skal Danmark være åben overfor udenlandsk arbejdskraft og udenlandske studerende. Dem der kan og vil skal være velkomne. Krigsflygtninge og andre forfulgte skal have beskyttelse, og de skal have mulighed for at bidrage til det danske samfund, indtil de kan vende tilbage. Gratis og obligatorisk danskuddannelse skal indføres for alle der får studie, arbejds- eller opholdstilladelse i Danmark. Det skal være lettere at tiltrække kvalificeret arbejdskraft fra ikke EU-lande.

Boligbeskatningen skal ændres. Ejendomsværdiskatten og ejendomsskatten skal afskaffes. I stedet skal samfundsskabte værdistigninger på fast ejendom indkomstbeskattes. Skatten skal dog først betales når man ved salg eller belåning står med pengene i hånden. Tilsvarende skal samfundsskabte værditab kunne fratrækkes.  

Strategisk infrastruktur i fælleseje
Veje, broer, jernbaneskinner, betalingsformidling, elnet, gasnet, telenet m.v. skal være forbruger- eller fællesskabsejet.

Og så alt det andet
Pengene skal tjenes før de kan bruges
Overlad vurderingerne til medarbejderne og reducér statslig detailstyring
Den faste forbindelse over Kattegat skal besluttes
Dobbeltbeskatning af arv skal afskaffes
Etik & moral skal være obligatoriske fag i alle uddannelser
Mere forskning i stråling fra trådløs teknologi
Fortsat skattestop
Skattesystemet skal tilpasses deleøkonomiske forretningsmodeller
Schengen-samarbejdet skal reformeres, så det passer til virkeligheden
  

EU. Behov for kursskifte (23.05.19)

Jeg er meget stor tilhænger af EU som et stærkt samarbejde mellem frie nationer til sikring af fred og frihandel. Herudover mener jeg, at EU skal facilitere politisk dialog og innovation, men uden selvstændige beføjelser.

Men det er ikke den vej det går. Tværtimod. EU blander sig i mere og mere. Det betyder, at vigtige beslutninger træffes længere og længere væk fra borgerne.

Og det sker så stille, glidende og velovervejet, at de færreste bemærker hvor vi er på vej hen. Se blot på de 20 principper i den Europæiske søjle for sociale rettigheder. Det lyder flot og rigtigt, når EU vil skabe nye og bedre rettigheder for EU’s borgere. Der er ikke et øje tørt. Ingen nation kan da sige nej til noget så godt?

Men resultatet bliver også, at EU f.eks. indfører nye fælles barselsregler. Der kommer sandsynligvis også snart lovgivning om mindsteløn. Alt sammen noget som arbejdsmarkedets parter i Danmark hidtil har forhandlet sig frem til gennem den såkaldte “Danske model”.

Den Danske Model kan vi snart pakke sammen. Ingen tvivl om den sag. EU’s magtmaskine er i høj fart, og er ikke sådan lige at stoppe.

Jeg bliver trist om hjertet ved at være vidne til en udvikling, med potentiale til at skabe mere ufred og nationalisme i Europa. EU burde vide, at overtagelse af de nationale demokratier, aldrig vil blive et fredfyldt forehavende.


EU er skabt for fredens skyld (13.05.19)

Fred bør være EU’s altovervejende hovedopgave. EU skal være stærk, men slank. Fred i Europa er ingen selvfølge. Det viser historien med meget stor tydelighed. Derfor har vi brug for EU til at facilitere en bred og inkluderende europæisk dialog.

Men det er vigtigt, at EU udvikles som et frivilligt samarbejde mellem selvstændige nationer. Jeg er bekymret for de tendenser vi ser til snigende annektering og omklamring, hvor flere og flere beslutninger træffes overnationalt. Det er en skidt vej at gå.

Derfor handler valget om at vælge en vej for det europæiske samarbejde, der bygger på gensidighed, forståelse og respekt for landenes selvstændighed. Jo mere EU tager over som en overnational myndighed jo større er risikoen for nationalistiske modreaktioner. Dem ser vi desværre allerede i nogle medlemslande.

EU må ikke udvikle sig til Europas Forenede Stater. Men det er den vej det kommer til at gå, hvis ikke vi passer på. Derfor skal vi undgå at vælge de unionistiske politikere.  Mere og forkert EU vil nemlig fostre nationalistisk modstand, og det vil true freden i Europa.

 

Hvad skal vi med (mere) vækst? (04.05.19)

Politikere og erhvervsfolk taler om økonomisk vækst, nærmest som var det et mantra. Hvis vi ikke har vækst, lurer katastrofen lige om hjørnet. Men gør den nu også det?

Både ja og nej. Det kommer nemlig mest an på hvor man bor. I fattige lande, er der helt sikkert brug for økonomisk vækst til at styrke velfærden for de mange.

Men hvad med Danmark og andre rige lande? Har vi brug for mere vækst?

Svaret er nok mest nej. Hvis bare vi var bedre til at fordele goderne, så havde alle vel hvad de skulle bruge? Og vækst gør os vel ikke nødvendigvis mere lykkelige? Vi bør jo også tænke på, at med vækst følger mere forurening, større global opvarmning og yderligere forbrug af verdens knappe ressourcer.

Så spørgsmålet er, om vi ikke lige skulle klappe hesten og tage det lidt mere med ro? Lad os i fællesskab styrke væksten i den del af verden der har brug for mere velfærd. Vi andre kunne i stedet sadle om og fokusere mere på livskvalitet, mindre stress og mere tid til hinanden.

 

EU skal tilbage på sporet. Det handler EU valget om.

EU skal udvikles som et frivilligt samarbejde mellem selvstændige nationer

EU skal sikre fred og frihandel som hovedopgave

EU skal være stærk, men slank

EU skal facilitere en bred og inkluderende europæisk dialog,

EU skal udvikles, så flest beslutninger træffes nationalt - ikke overnationalt

EU skal arbejde for, at de enkelte medlemmer sætter høje standarder for klima og miljø

EU skal sikre arbejdskraftens størst mulige bevægelsesfrihed

EU skal hindre eksport af velfærdsydelser

EU skal afskaffe en eksisterende regel eller forordning hver gang en ny indføres.

EU skal sikre Europas ydre grænser

EU skal reducere landbrugsstøtten og regionalfondende

EU skal sikre, at medlemmer til enhver tid frit og utvungen kan forlade samarbejdet
 

Det skal EU derimod ikke:

EU skal ikke være Europas Forenede Stater

EU skal ikke kunne opkræve skatter

EU skal ikke beskæftige sig med social-, kirke- og kulturpolitik

EU skal ikke have større budget og beføjelser

Tankevækkende klimatal

I år 1800 udgjorde vedvarende energikilder 94% af den globale energiforsyning. I dag er tallet faldet til 14%. Sol og vindenergi tegner sig i denne sammenhæng kun for 1%. Trods den massive indsats forventer Det Internationale Energiagentur, at sol- og vindenergi i 2040 blot vil tegne sig for 4% af den globale energiproduktion.

Selv om EU globalt set er er godt med, tegner vedvarende energi sig kun for 15% af energiproduktionen. Det meste stammer fra biomasse (afbrænding af træ) og vandkraft. Kun små 3% kommer fra sol og vind.

Udledningen af drivhusgasser stammer ikke kun fra strømforsyningen, som blot tegner sig for 25%. Resten stammer fra landbruget, industrien, transportsektoren og byggeriet.

De globale tiltag der i dag gøres mod en grønnere fremtid kradser desværre kun i overfladen, siger Bjørn Lomborg fra Copenhagen Consensus Center. Den teknologi der virkelig skal løse verdens klimaudfordringer eksisterer ikke, eller er ikke taget i brug. Jeg er enig med Bjørn Lomborg i, at den bedste klimavej er en markant øget global investering i energiforskning.

Ny ferielov koster kassen (21.04.19)

Folketinget vedtog i 2018 en ny ferielov. Men gad vide om det samme Folketing har regnet på hvad implementering af den nye lov koster private og offentlige virksomheder i ekstra bureaukrati?

Det er svimlende beløb. Hvis vi sætter antallet af virksomheder med ansatte i Danmark til 250.000 og antager, at hver af disse virksomheder skal bruge ekstra 20 timer a kr. 300 til implementering af den nye lov, så koster det 1.5 mia. kr.

Men regningen bliver sikkert meget større. De fleste virksomheder skal sandsynligvis bruge mere end 20 timer til at sætte sig ind i de nye regler, ændre procedurer og registreringer, afholde orienteringsmøder for medarbejderne og ikke mindst foretage de nødvendige tilpasninger af medarbejdernes ansættelsesaftaler. Man skal jo huske, at den nye lov kun gælder selve ferien, men ikke ferie-fridage og heller ikke det ferietillæg der udbetales til funktionærer.

Der vil nok også være ganske mange virksomheder som er nødt til at hente hjælp hos både revisor og advokat, og i kølvandet på denne hjælp følger jo normalt en regning.

Men ikke nok med det. Den nye ferielov betyder også, at optjent ferie i perioden 1. september 2019 til 31. august 2020 skal indefryses for alle lønmodtagere. Pengene bliver først udbetalt når medarbejderen dør eller forlader arbejdsmarkedet. Men det beløb skal jo bogføres og indekseres hvert år. Det kan virksomheden vælge selv at bøvle rundt med eller den kan sende feriepengene til den nyoprettede ”Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler”.

Men den Fond er bestemt ikke billig at drive. Og virksomhederne skal igen betale. Ganske vist kun 7 kr. pr. kvartal pr. fuldtidsmedarbejder. Men når man summerer op bliver det til svimlende beløb.

Der er ca. 2.200.000 fuldtidsbeskæftigede i Danmark. Det bliver altså til 62 mio. om året. Hvis vi antager, at der går minimum 55 år inden fonden har udtjent sin opgave bliver det til en samlet omkostning på 3,4 mia.

Hvis man nu i stedet havde indsat pengene på medarbejderens pensionskonti, så havde de sandsynligvis fået en højere forrentning, og man havde sparet milliarder til ekstra administration.


Ulighed. Eliten stikker af fra fællesskabet (08.04.19)


Vi er ikke alle lige, og skal heller ikke være det. Men de ekstremt høje lønninger og gyldne håndtryk, som man ser i stigende omfang, kan skade den samfundsbærende tillid.  

Det er ikke unormalt, at en topledelse får mere end 10 gange højere løn end gennemsnittet i virksomheden. Det er heller ikke ualmindeligt, at ledelsen udstyres med lukrative fratrædelsesgodtgørelser og solide bonusordninger, også i tilfælde hvor de faktisk ikke har gjort det særlig godt. Det sker i stigende omfang i både den private sektor og indenfor det offentlige.

På det private og konkurrenceudsatte arbejdsmarked har man ret til at aftale hvad man vil, og det bør der ikke laves om på. Det betyder dog ingenlunde, at tingene i dag er rimelige. Det er de langt fra. Men her må det i sidste ende være op til virksomhedens kunder og samarbejdspartnere at reagere, hvis de mener, at tingene er ude af proportion. Man har jo frihed til at finde en anden leverandør eller samarbejdspartner.

Anderledes må det forholde sig med offentlige virksomheder samt erhverv der opererer i et marked hvor der ikke er fuld konkurrence, eller hvor kunderne er bundne af klausuler, der ikke muliggør skift af leverandør uden omkostninger eller ventetid.

For sådanne virksomheder har vi i første række brug for en bred debat om rimelighed. Det kan måske ende ud i et obligatorisk CSR-kodex, der fastlægger rammerne for forskellen mellem top- og gennemsnitsløn samt niveauet for fratrædelsesgodtgørelser og bonusudbetalinger.

Selvfølgelig skal der være plads til variation. Også relativ stor variation. Det fremmer nemlig dynamikken.

Men det dur ikke hvis eliten bliver for grådig. Det kan true velfærdsstatens fundament. Denne trussel bør vi tage alvorlig - for tryghedens, sikkerhedens og fællesskabets skyld.

 

Tid til selvransagelse (16.03.19)

Det var et splittet byråd, der endte med at sige ja til lokalplanen for DanaFeed grunden på Horsens havn. Det har ellers været karakteristisk for Horsens i rigtig mange år, at de store udviklingsprojekter støttes af et stort flertal, eller et helt enigt byråd.

Evnen til konsensus og samarbejde er et af grundelementerne i den flotte udvikling, som kommunen har oplevet i efterhånden en del år.

Jeg håber, at uenigheden i forhold til DanaFeed projektet er en enlig svane. Men jeg synes, man bør bruge projektet til selvransagelse på tværs af de politiske partier.

Der er ingen tvivl om, at hvis det bliver en ny ”trend”, at man fremover møder et splittet byråd omkring de store udviklingsprojekter, så vil Horsens tabe momentum, energi og attraktivitet.

Det bør alle have en interesse i at undgå.

Jeg vil derfor opfordre til en åben og dedikeret snak om hvor det var, at kæden hoppede af.

Måske skal man helt tilbage til 2010 hvor masterplanen for Havnen endelig blev vedtaget. Forud var gået næsten 25 år med snak om hvad der skulle ske med Horsens Havn. Så masterplanen var på en måde et historisk punktum for en meget lang proces.

Nu var det efter års debat endelig besluttet, at Sydhavnen skulle udvikles som erhvervshavn og at erhvervsområderne på Nordhavnen skulle inddrages i den almindelige byudvikling med rekreative områder, kultur- og fritidsaktiviteter, boliger, butikker, restauranter og et unikt maritimt miljø. Havnen skulle tilbage til byen, og byen skulle tilbage til havnen.

Debatten i medierne de seneste mange måneder har dog afsløret, at der har været vidt forskellige opfattelser af hvordan masterplanen skulle efterleves. Derfor har der været et meget forskelligt udgangspunkt i vurderingen af de konkrete projektforslag. Det vil altid skabe problemer, hvis man ikke fra starten bruger tid på at skabe intern konsensus omkring udgangspunkt og rammesætning.
Det får i øvrigt også den konsekvens, at investorer og andre interessenter får svært ved at navigere.

Et andet forhold som jeg mener man bør evaluere er, om information, transparens og inddragelse har været tilstrækkelig. Har alle relevante været involveret i de centrale drøftelser med investorer og andre interessenter? Har de politiske partier haft tilstrækkelig information? Har alle haft tid nok til både intern drøftelse samt samråd med borgere og andre interessenter?

Al samarbejde handler om åbenhed og tillid mellem mennesker. Også i politik. Det er en ledelsesopgave at sikre, at rammerne herfor er i orden.

 

Byggeboom, men bare ikke i træ (13.03.19)

Det er ufatteligt så lidt træet har vundet indpas i byggeboomet i Horsens Kommune. Træ er ellers langt bedre for klimaet end traditionel betonbyggeri. Træ lagrer kulstof, medens produktion af cement er stærkt CO2 belastende. Indeklimaet er også bedre i træhuse.

Nu er det dog ikke kun Horsens der er bagud på bæredygtigt træbyggeri. Det er Danmark generelt. Et af problemerne er, at man i Danmark højest må bygge 4 etager i træ. Mærkeligt nok må man bygge langt højere træhuse i andre lande. Denne lovgivningsmæssige barriere bør hurtigst muligt ryddes af vejen. Men der er jo også masser af byggeri, der er under fem etager.

I Sverige er mere end 90% af alle enfamiliehuse og rækkehuse lavet af træ. Man har også en målsætning om, at 20% af alle etageejendomme i 2020 skal være fremstillet af træ. I lande som f.eks. Frankrig og Østrig har man i byggereglementerne indskrevet regler, der skal fremme brugen af træ.

Man behøver ikke at bevæge sig særlig langt væk fra Horsens for at få inspiration til byggeri i træ. Lisbjerg Bakke lige uden for Århus, er et spændende eksempel på alment byggeri i 4 etager.

For nogle uger siden kunne man opleve udstillingen ’City og Wood’ i Rådhusets forhal. Måske var denne udstilling et positivt signal om, at Horsens Kommune fremadrettet vil fokusere mere på bæredygtigt træbyggeri? Fremtidige lokalplaner og den kommende arkitekturpolitik vil indikere, om det er miljøets vej det går.

 

Mere liv i kasseapparaterne (21.02.19)

Mere liv i gågaderne er super fint, men der skal også mere liv i butikkernes kasseapparater.

Der er i dag 3 gange så mange tomme butikslokaler som i tiden før finanskrisen, og vi har endda haft en lang opgangsperiode. Stigningen i tomgangsleje har ramt både store, mellemstore og små byer. Udviklingen forventes at fortsætte.

Ejere af butikslokaler, eventorganisationer, handelsstandsforeninger og kommuner er nødt til at stå sammen om at skabe ny aktivitet i handelsgadernes butikker. Ellers vil den negative udvikling fortsætte.

Der er ingen nemme løsninger. Men sikkert er det, at ny belægning, træer, blomster og skønne opholdsarealer gør det ikke alene. Måske skaber det mere liv i gågaden, men det bringer ikke nødvendigvis mere liv i butikkernes kasseapparater.

Enhver by bør tage udfordringen alvorlig. Det drejer sig ikke kun om en truet detailhandel, men i høj grad også om byernes attraktivitet og identitet. Der skal arbejdes både på kort og lang sigt.

På kort sigt er der en række temaer der skal tages fat på. Der er tale om ”brandslukning”, så det skal ske snart, og det skal helst foregå samtidigt.

Det drejer sig bl.a. om at skabe forståelse for en nedadgående tilpasning af lejeniveauet, så en bredere gruppe butikker kan være med. Der skal tilbydes professionel vejledning til bestående og nye butikker, så de bedre kan imødegå trusler og udnytte muligheder. Der skal skabes fælles nye oplevelser og events helt ind i butikkerne.

Herudover skal der arbejdes med at optimere tilgængelighed, samt indgås aftaler om midlertidig anvendelse af tomme butikker.

På lang sigt skal man i detailhandelen arbejde meget mere med kontinuerlig forvandling, digital integration og så skal fokus på produktet erstattes af 100% fokus på kundeoplevelsen.

 

Lokalplaner. Man bør gøre det anderledes (04.02.19)

Projektudviklere og investorer får ofte lidt for frie tøjler, når det gælder byudvikling. Det kan gå ud over helheden og de mere bløde værdier, da der sker en økonomisk suboptimering indenfor de enkelte lokalplanområder. Sådan bør det naturligvis ikke være.

Det kan enhver kommune dog gøre noget ved. Hvis man altså vil?

Man kan i de fleste tilfælde starte med at udarbejde et lokalplanforslag før dialogen indledes med potentielle bygherrer eller før et jordstykke sendes i udbud. Det betyder, at kommunen i den første del af processen er fri og uafhængig af private interesser, og i større udstrækning kan sikre fokus på reel borgerinddragelse i høringsprocessen. Dermed kan man bedre tænke i helheder, og samtidig sikre, at intentionerne i kommuneplaner, masterplaner og rammelokalplaner udleves fuldt ud.

I dag er processen mange steder omvendt. Her er det ofte private virksomheder der kommer med et oplæg til kommunen, som så efterfølgende udarbejder et lokalplanforslag. Men dermed har man allerede fra starten ”forlovet” sig med investor. Man har måske, af hensyn til investors udtrykte interesser, indarbejdet en lidt større bebyggelsesprocent eller en lidt større byggehøje i lokalplanforslaget, end man oprindelig havde intention om.

Og så har vi fadæsen. For så er der også stor sandsynlighed for, at lokalplanforslaget vil blive vedtaget uden væsentlige ændringer. Næsten uanset hvad der måtte komme af indsigelser og forslag fra byens borgere og foreninger.

Naturligvis kan byudvikling ikke foregå uden et tæt og tillidsfuldt samspil mellem investor og kommune. Men dette samarbejde bør foregå under den overordnede præmis, at det er byrådet, der sammen med byens borgere og interessenter definerer både de overordnede og de lokalplanmæssige rammerne for udviklingen. Dette er svært at få til at ske i parksis, hvis man først er forlovet med andre interesser.

 

Regioner. Måske skulle vi nedlægge Folketinget i stedet? (17.01.19)

Nedlæg Folketinget og styrk i stedet folkestyret og det nære demokrati gennem stærkere og mere indflydelsesrige kommuner og regioner. Regionsrådene kan så få den særlige opgave, at udpege landets regering, og fungere som lovgivende forsamling.

I de sidste mange år har Folketinget kastet sig over detailstyring af kommuner og regioner i ekstrem grad. Men det er et spørgsmål om kommuner og regioner i virkeligheden ikke er bedre til at varetage befolkningens interesser. De er trods alt noget tættere på borgerne.  

Andre af Folketingets tidligere opgaver er i vid udstrækning overtaget af EU. Så der er vel ingen grund til at opretholde en institution, hvis opgaver andre kan varetage bedre.

Folketinget er ikke tæt på noget som helst, bortset fra journalisterne. Det fører for det meste kun til splid og manglende konsensus. På en måde burde Folketinget jo være landets bestyrelse med kun ét mål for øje: Landets og folkets ve og vel.

Men sådan er det ikke. Partitaktiske hensyn, personlig profilering og dyrkning af konflikter med politiske modstandere overskygger ofte den reelle opgave. Folketinget har udspillet sin rolle, og kan trygt erstattes af et mere borgernært folkestyre. 

 

Man kunne jo vende kriterierne på hovedet. (05.01.19)

Byliv og samspil med naboarealerne bør veje tungere.

De seneste kriterier for vurdering af tilbud på en attraktiv havnegrund i Horsens burde måske i virkeligheden have været vendt om.

God byudvikling handler jo i høj grad om hvordan det nye spiller sammen med det bestående, og ikke mindst hvordan man skaber naturligt liv mellem husene.

I det seneste udbud på den 13.000 m2 store velbeliggende grund mellem Dana-Feed og Nopa/Jernlageret vægter samspillet med naboarealerne og bylivsaktiviteter lavest.

Økonomi/tidsplan/realiserbarhed vægter 40%. Bebyggelsesplan og arkitektur 25%, bylivsaktiviteter 15%, samspillet med naboarealerne 10% og parkering 10%.

Hvis man i stedet vægtede bylivsaktiviteter og samspillet med naboarealerne højest, så ville man måske skabe noget, som borgerne bredt set ville komme til at holde mere af.

 

Horsens som storby. Hvad vil det egentlig sige? (27.12.18)

Byrådet vil udvikle Horsens fra provinsby til storby. Men hvad vil det egentlig sige, ud over at storbyen sikkert har flere indbyggere end provinsbyen? Vi mangler en grundlæggende debat af, hvad den store by skal kunne tilbyde, som provinsbyen i dag ikke tilbyder. “Mere af det hele” er sikkert ikke det fuldstændige svar.

Der bygges som aldrig før. Den ene boligblok skyder op ved siden af den anden. Parcelhusgrunde sælges som varmt brød og folk flytter til Horsens i stimer. Det er alt sammen rigtig fint. Men det er vel ikke det alene, der transformerer en provinsby til en storby?

Her mangler vi en konkret plan fra Byrådet. Hvordan skal livet i storbyen leves? Hvilke faciliteter og tilbud skal udvikles? Hvordan skal tingene spille sammen? Hvad skal der investeres i, ud over de mange nye boliger og forbedret infrastruktur? Hvad vil byliv i det hele taget sige?

Spørgsmålene er mange, og der findes sikkert også allerede mange gode og rigtige svar. Men vi har brug for en sammenhængende plan, som sikrer, at vi får det hele kittet rigtigt sammen.

Det er naivt at tro, at storbyens ønskede identitet og funktionalitet kommer af sig selv.

Lad os sætte os sammen og lave en plan. Byens dedikerede og engagerede borgere er nøglen til succes. Vi venter kun på et initiativ fra Byrådet.

 

Erhvervsservice. Gammel vin på nye flasker (22.12.18)

Folketinget har vedtaget, at opgaver skal flyttes fra de lokale erhvervskontorer til de nye regionale Erhvervshuse. Det sker den 1. januar 2019.

Men er der overhovedet tale om en reel flytning af opgaver? Eller er det i virkeligheden Staten der har udtænkt en lummer strategi, der reducerer kommunernes indflydelse på eget erhvervsfremmearbejde, samtidig med, at de samme kommuner også skal betale regningen?

De nye Erhvervshuse skal fremover levere specialiserede ydelser til iværksættere og virksomheder. Men hvad er egentlig en specialiseret ydelse? Og hvad er forskellen fra tidligere, hvor De regionale Huse skulle levere specialiserede ydelser til virksomheder og iværksættere med vækstambitioner. Er det i virkeligheden ikke primært virksomheder og iværksættere med vækstambitioner, som har brug for specialiserede ydelser?

Det forekommer at være gammel vin på nye flasker, hvor den eneste ændring er at kommunerne nu skal betale en større del af den statslige erhvervsfremme.

Desværre betyder det mange steder, at kommuner flytter tilskud fra de lokale erhvervskontorer til de statskontrollerede Erhvervshuse. Der er synd for den lokale erhvervsudvikling og det er synd for de små virksomheder og iværksættere. I sidste ende er det faktisk også synd for kommunerne.

 

Det mener jeg EU skal (21.12.18)

EU skal:
EU skal udvikles som et dynamisk og frivilligt samarbejde mellem selvstændige nationer
EU skal være stærk, men slank
EU skal sikre fred og frihandel som hovedopgave
EU skal arbejde for, at de enkelte medlemmer sætter høje standarder for klima og miljø
EU skal udvikles så beslutninger træffes så tæt på borgeren som muligt
EU skal sikre arbejdskraftens størst mulige bevægelsesfrihed
EU skal hindre eksport af velfærdsydelser
EU skal afskaffe en eksisterende regel eller forordning hver gang en ny indføres
EU skal sikre Europas ydre grænser
EU skal reducere landbrugsstøtten og regionalfondende
EU skal sikre, at medlemmer til enhver tid frit og utvungen kan forlade samarbejdet

EU skal ikke:
EU skal ikke være Europas Forenede Stater
EU skal ikke kunne opkræve skatter
EU skal ikke beskæftige sig med social-, kirke- og kulturpolitik

 

Havnen. Fra masterplan til monsterplan (22.11.18)

I 2010 vedtog et enigt Byråd en visionær masterplan for Horsens havn. Den talte om at skabe gode og attraktive byrum. Solorienterede arealer og læ. Gode kig på tværs af arealerne og fornemmelse af åbenhed og udsigt, samt havnebassinet som et vigtigt byrum i Horsens.

Specielt for Nordhavnen blev beskrevet, at området skulle afspejle sin fortid som industrihavn, at nyt og gammelt byggeri skulle give området en særlig karakter. Der blev også skrevet, at udsigten til havnebassinet fra de bagvedliggende bebyggelser skulle sikres, og at der skulle være en god sammenhæng med de eksisterende bykvarterer mod nord.

På DanaFeed grunden skulle der etableres offentlig tilgængelige funktioner f.eks. en event-plads som lejlighedsvis kunne udnyttes til koncerter og uorganiserede aktiviteter, som det dengang hed.

I 2016 blev der vedtaget en såkaldt rammelokalplan. Den havde ikke hel det samme svung over sig som masterplanen, men der var fortsat gode takter. Den talte om at havnen skulle afspejle sin fortid som industrihavn, at der skulle bevares nogle af de historiske spor, at havneområdet skulle være åbent og inviterende.

Den talte om en 15 meter bred havnepromenade, om honørkaj for Kongeskibet, skoleskibe og træskibe, og på DanaFeed grunden nærmest Havnetrekanten en kulturplads, der åbner sig mod Niels Gyllings Gade og Havebassinet. Og i øvrigt som en vigtig del af forbindelsen mellem Horsens Midtby og Nordhavnen.

I kommuneplanen fra 2017 kan vi desuden læse ”at det er et ufravigeligt krav, at sigtelinjerne fra tilstødende gader opretholdes”.

Er det så også den visionære og flotte gave som Byrådet ender med at give Horsens? Det mest præcise svar er nej. Det ser ud til at vi får en Nordhavn med sandsynligvis både flotte og dejlige boliger, men også et område uden åbenhed, sjæl og historiske spor. Vi får også en samlet bebyggelse som i kraft af sin forøgede højde og volumen lukker af for byen bagved.

Jeg kan ikke lade være at synes, at processen med en masterplan og en rammelokalplan der så ender op med noget helt andet, er en ren skueproces.

Det er spild af tid, det er spild af mange penge, der er spild af god og engageret borgerinddragelse.

 

Boligbyggeri. Er der overhovedet balance? (10.11.18)

Der bygges ufatteligt meget i Horsens Kommune i disse år, og det er fantastisk. Men er der overhovedet balance mellem udbud og efterspørgsel?

Umiddelbart synes der at være mange flere boliger på vej, end der bliver brug for. Jeg har regnet lidt på tallene.

Den officielle befolkningsprognose viser, at der frem til 2030 forventes en tilvækst på ca. 14.500 nye borgere i kommunen. Det svarer til godt 16%. Og det er meget. Horsens ligger faktisk 10% højere end den forventede udvikling på landsplan.

Bag tallene ligger f.eks. at der hvert år er 6000 der flytter til Horsens, men samtidig 5000 der flytter fra Horsens. Og så forventes det, at Horsens også fremadrettet har et fødselsoverskud (flere fødte end døde) på 200-300 personer om året.

Da mange af boligprojekterne allerede er kendte, kender vi også fordelingen mellem parcelhuse, rækkehuse og etageboliger. Sammenholder man det med, at der i gennemsnit flytter 2,9 personer ind i et parcelhus, 2,3 personer i et rækkehus og 1,9 personer i en etagebolig, så kan behovet for boliger så nogenlunde beregnes.

På det grundlag kommer jeg frem til, at der bliver brug for ca. 6.000 nye boliger inden 2030.

Konklusionen er overraskende: For godt nok står vi ikke ligefrem overfor en situation med boligmangel, men der er faktisk rimelig balance mellem udbud og efterspørgsel. Jeg syntes bare som udgangspunkt, at de nuværende og kommende boligbyggerier på Nordhavnen, Nørrestrand, Kvicklygrunden, Godsbanearealerne, Bygholm Bakker, Egebjerg-Gedved, Lund-Vinten, Hatting-Torsted, Hovedgård og Brædstrup-Nim var så overvældende.

Et dejligt beroligende resultat. For hvis udbuddet er for stort, så er der risiko for, at det vil presse ejendomspriserne yderligere i Horsens. Og selv om billige boliger for mange sikkert vil opleves som et gode, så er det ikke et sundhedstegn. Den lære har vi gjort lige siden 1970’erne, hvor boligpriserne i Horsens har haft svært ved at komme på niveau. Det sundeste er et prisniveau, der matcher det omkringliggende samfund.

 

Byudvikling. Det drejer sig om holdning (24.10.18)

Det er ofte mest økonomisk at rive ned og bygge nyt. På den måde får man maksimal udnyttelse af areralet og en lettere byggeproces.

Det var en meget udbredt tendens under vækstperioden i 1960’erne. Gamle bygninger forsvandt, og i stedet fik vi de såkaldte “60-byggerier”, som stadig forstyrrer harmonien og ødelægger æstetikken i mange byrum. Det skete i Horsens, og det skete i store dele af Vesteuropa.

Det skete dog i mindre udstrækning i det daværende Østtyskland, hvor man simpelthen ikke havde råd til rive ned og bygge nyt. Man måtte nøjes med nødtørftig istandsættelse af byernes gamle forfaldne bygninger.

Det kan man til gengæld glæde sig over i dag. Efter genforeningen og EU kom der penge på bordet. Resultatet kan man bl.a. glæde sig over i Harz-byerne Quedlinburg og Wernigerode. Hvis du ikke har været der, så er de virkelig et besøg værd.

De senere års vækst i Horsens har desværre medført, at et stort tidligere industri og havneområde er blevet tømt (eller er ved at blive det) for de oprindelige bygninger. Det er synd, for hermed forsvinder både historie og autenticitet.

Hvad man foretrækker, er et spørgsmål om holdning. Jeg foretrækker, at det gamle tænkes sammen med det nye. Jeg foretrækker, at vi tager den tidligere bygningskultur og byens historie nænsomt med over i det nye. Derfor synes jeg også det er forkert, at man ikke sammentænker de bevaringsværdige siloer på Dana Feed grunden i det nye havnebyggeri.

 

Både ris og ros til aftale om erhvervsudvikling i Horsens (18.09.18)

Endelig. Der skal udarbejdes en langsigtet brandingstrategi med henblik på at tiltrække virksomheder og brande Horsens som et godt sted at arbejde. Det har vi ventet på længe.

Nu er de første spæde skridt taget af et enigt byråd. Det fremgår af budgetaftalen for 2019 til 2022. Dette fører forhåbentlig til konkrete handlinger, så det ikke kun er tilflytning af borgere der satses på, men også tiltrækning af nye arbejdspladser og medarbejdere.

Også en detailhandelspolitik skal vi nu have. Det er super godt. Detailhandelen er nemlig helt afgørende for byernes identitet og dynamik. De fysiske butikker er om nogen pressede. Men det er dem der udgør fundament for byliv, byidentitet og tiltrækning af turister.

Det er også godt set, at en styrkelse af handelslivet ikke blot skal omfatte Horsens by, men også Brædstrup.

At der skal indføres en whistblowerordning er nu også vedtaget. Og det er fint. Men efter ordlyden i budgetaftalen drejer ordningen sig kun om kommunens medarbejdere og ikke om kommunens leverandører og samarbejdspartnere. Det er trist og en stor mangel.

Byrådet har også vedtaget at afskaffe udbudsgrænsen på 1 mio. kr. således, at der ikke er nogen nedre grænse for hvornår arbejdsklausuler og sociale klausuler skal overholdes. Det kan man have fuld sympati for, men det kan stille de mindre håndværksvirksomheder i en vanskelig situation. Ikke af ond vilje, men af praktiske årsager. Det er dog positivt, at man i aftalen tilkendegiver, at man er opmærksom på de små virksomheders særlige udfordringer.

Initiativet ”Danmarks teknologiske laboratorium” som skal etableres på Campusgrunden får et stort økonomisk tilskud på 2 mio. kr. om året fra 2020. Det er prisværdigt, at Horsens Kommune stiller sig til rådighed for virksomheder, studerende og andre, der ønsker at udvikle og afprøve nye teknologier. Jeg krydser fingre for, at projektet udvikler sig til andet end et dyrt luftigt projekt.

Tilskuddet til BusinessHorsens beskæres kraftigt i det nye budget. Der ryger 1,2 mio. kr. i 2019 og herefter 1,5 mio. kr. i følgende år. Begrundelsen skulle være, at nogle af BusinessHorsens opgaver flyttes til de nye regionale erhvervshuse. Denne begrundelse vil i praksis nok ikke vise sig at holde stik. Men det må tiden jo vise.

Den store reduktion i tilskuddet til BusinessHorsens synes imidlertid ikke at hænge særlig godt sammen med de mange opgaver, både nye og gamle, som Byrådet i budgetaftalen forudsætter, at BusinessHorsens leverer. Det bliver spændende om kommunen og BusinessHorsens kan få de ender til at nå sammen.

 

Byudvikling. Nedsæt et rådgivende udvalg med lokale fagfolk (15.09.18)

Byudvikling handler om mennesker og rammerne for det gode liv. Derfor er det vigtigt, at byudvikling er velovervejet og ikke overlades tilfældigheder eller rene kommercielle interesser. Mennesker skal tænkes ind før mursten. Byliv skal tænkes ind før bygninger.

Byudvikling er Byrådets ansvar. Spørgsmålet er imidlertid om ikke mange ville værdsætte et godt råd og uvildig sparring inden vigtige beslutninger træffes omkring byggerier, der på godt og ondt vil komme til at præge kommunen mange år fremover.

Men er det ikke det vi har embedsmænd til? Jo, egentlig. Og vi har faktisk mange medarbejdere, der både har stærke fagligheder, spændende visioner og personlige holdninger. Men de gør i sagens natur kun det som de får besked på af politikerne. De retter ind og tier i offentligheden. Hvornår har vi f.eks. sidst set et læserbrev fra en embedsmand, der kommenterer på et byudviklingsprojekt?

Der synes ikke i det nuværende byråd at være stemning for ansættelse af en stadsarkitekt. Synd og skam i øvrigt. Derfor kunne man i stedet overveje at nedsætte et rådgivende byudviklingsudvalg. Prisen er nok ret overkommelig. Med nogle seriøst interesserede og lyttende politikere kombineret med et mødelokale og lidt mødeforplejning, kommer man langt. Jeg er også sikker på, at det vil være stor interesse for at deltage i et sådant arbejde.

Det centrale er dog, at sammensætte et udvalg som både er uvildig og som samlet set besidder de nødvendige kompetencer. Der er specielt brug for fagligheder indenfor bysociologi, antropologi, bæredygtighed, klima, infrastruktur, æstetik, kultur samt by- og landskabsarkitektur. Jeg er sikker på, at alle disse fagligheder allerede findes lokalt, og at mange gerne vil bidrage af ren interesse for sagen. Det drejer sig jo også for dem om at skabe et sted, hvor man selv og familien trives.

 

29.08.18: Vores higen efter tryghed udfordrer vores frihed.  

I det åbne globale samfund har det vist sig svært, at styrke trygheden og friheden samtidig. Det er en bekymrende udvikling.

Vi kræver, at Folketinget skærmer os fra alt det der gør os utrygge. Det kan f.eks. være indvandring, terror eller rockerkriminalitet.

Men prisen for den øgede tryghed er blevet mindre frihed. Der bliver gennem lovgivning stille og roligt gjort indhug i bevægelsesfriheden, forsamlingsfriheden, ytringsfriheden eller bare firheden til at gå i det tøj man selv synes.

Loven om maskeringsforbud rammer jo principielt alle danskere. Socialt udsatte kan nu ikke længere suverænt beslutte hvor de vil bo. Offentlige ansattes tavshedspligt er en begrænsning af deres ytringsfrihed. Øget terrorovervågning indskrænker den almindelige borgers frihed. Større beføjelser til politi og efterretningstjenester er også frihedsindskrænkende og ikke mindst en trussel mod demokratiet.

Det åbne globale samfund udfordrer trygheden, ingen tvivl om det. Men hvor langt skal vi fortsætte af den nuværende vej? Prisen har jo vist sig at være begrænsninger i individets frihedsrettigheder. Vi nærmer os overvågningssamfundet. Vi bevæger os væk fra retsstaten og hen imod politistaten. Vi lægger demokratiet og os selv i lænker.

Ligesom tilsætning af emulgatorer kan binde olie og vand, på samme måde er vi nødt til at udvikle de samfundsmæssige emulgatorer, der igen forener tryghed og frihed.

 

04.08.18: Skat. Vi har pantsat os selv til det offentlige

Vi danskere har pantsat den største del af vores private økonomi til det offentlige. Mellem 50 og 70 øre af hver eneste krone vi tjener sender vi til kommune og stat i form af moms, afgifter og skatter.

Vi overlader så trygt til det offentlige, at bestemme hvordan pengene skal bruges. Det er også sådan vi definerer velfærd i Danmark.

Der tales rigtig meget om indkomstskat. Det er lidt underligt. For der opkræves faktisk mere i afgifter og gebyrer end der opkræves i direkte skatter: Alene momsen udgør 1/5 af alt hvad vi forbruger. Hertil ejendomsskatter, energiafgifter, miljøafgifter, tinglysningsafgifter, registreringsafgifter, grønne ejerafgifter, spildevandsafgifter, arveafgifter, pensionsafgifter, tobaksafgifter, spiritusafgifter, mineralvandsafgifter, emballageafgifter, affaldsafgifter, benzinafgifter, spilafgifter og meget mere.

Spørgsmålet er om nok ikke snart er nok. Og penge der ligger uvirksomme i en bugnende kommune- eller statskasse bidrager jo hverken til vækst eller velfærd. Det gør derimod øget privat forbrug.  

 

19.07.18: Politisk svigt ved udpegninger

Organisationer med politisk udpegede bestyrelsesmedlemmer bliver svigtet. I modsætning til det professionelle erhvervslivs bestyrelser, er det nemlig ikke kun viden og kompetence, der afgør en udpegning.

Når den enkeltes viden og kompetence kommer i anden eller tredje række, og når der ikke bliver taget tilstrækkeligt hensyn til bestyrelsesmedlemmernes samlede faglighed og kompetence, så sker der et svigt.

Det er forhold som mange organisationer med politisk udpegede bestyrelsesmedlemmer har levet med i mange år. Men skal det fortsætte?

Nej, tiden må være inde til et opgør med pamperiet. Tiden må være inde til nye regler for politisk udpegede bestyrelsesmedlemmer. Tiden må være inde til større professionalisme i bestyrelserne hos de primært skattefinansierede organisationer og virksomheder.

De berørte organisationer kunne starte proaktivt med at udarbejde en beskrivelse af ønskede kompetencer, hos nye bestyrelsesmedlemmer. Det kunne være på basis af en sådan beskrivelse, at de politiske partier fik mulighed for at foreslå kandidater, der opfylder de ønskede fagligheder.

Det vil i nogle tilfælde betyde, at et politisk parti ikke kan finde kandidater blandt egne folkevalgte, måske heller ikke blandt andre partimedlemmer, men så man jo bare ud eksternt for at finde kandidater med de rette kvalifikationer.

I nogle tilfælde er det lovbestemt, at medlemmer til råd, nævn og bestyrelser skal udpeges blandt siddende medlemmer i kommunalbestyrelser og regionsråd. Her må man så blot opfordre til tværpolitisk samarbejde, så de mest kvalificerede kandidater vælges, uanset partifarve.

Det bliver ikke let. Fordeling af poster efter et valg er en hård kamp. Men en professionalisering bør der ske. Det må være et legitimt krav både fra de berørte 

 

17.07.18: Detailhandel. Helt afgørende for byernes identitet og dynamik

Over 10% af den samlede beskæftigelse i den private sektor udgøres af detailhandelen. Alligevel fylder erhvervsfremme indenfor detailhandel ikke meget i den politiske bevidsthed på Christiansborg og andre steder. Det drejer sig nemlig om meget mere end planlov og fysisk planlægning.

For kort tid siden indgik Folketinget og Kommunernes Landsforening en aftale om en ændret erhvervsfremmeindsats. Aftalen indeholder ikke mange ord og tanker om detailhandelen. Underligt, at beskæftigelse og udvikling i detailhandelen har så beskeden fokus.

Der kunne ellers godt være brug for national opbakning til den lokale indsats.

De fysiske butikker er om nogen pressede. Men det er dem der udgør fundamentet for byliv og byidentitet. De er også meget afgørende for byerne turistmæssige tiltrækning.

Der er brug for en overordnet national detailhandelspolitik. Der er brug for en understøttende planlov. Der er brug for stærke lokale detailhandelsstrategier og der er brug for innovation i detailhandelen.

Der er sådan set nok at tage fat på. Det drejer sig nemlig om at redde både mellembyerne og de større byer fra identitetsdød og oplevelsestørke. Det vil jo heller ikke være nogen skade, at bidrage til udviklingen af de mange arbejdspladser, som ellers gradvis vil forsvinde.

 

05.07.18: EU. Ret skal også være ret.

Når EU tvinger os til at sende danske børnepenge til f.eks. Polen, så sker det faktisk i henhold til en traktat, som vi selv har underskrevet. Vi var måske bare ikke lige klar over alle konsekvenserne, da vi satte vores underskrift.

Eksport af danske børnepenge følger som konsekvens af, at vi har vedtaget traktaten om arbejdskraftens frie bevægelighed. Den del tror jeg i øvrigt, at de fleste danskere har det helt fint med.

Hvis en polsk bygningsarbejder har job og betaler skat i Danmark, er vedkommendes børn berettigede til de meget højere danske børnepenge, selv om børnene fysisk befinder sig hjemme i Polen.

Isoleret set forekommer ordningen urimelig. Men vi kan kun ændre den, hvis vi kan overbevise Polen, Rumænien, Ungarn, Bulgarien og de fleste andre EU-medlemmer. Det bliver sikkert op ad bakke, også selv om Tyskland, Holland, Irland og Østrig er enig med Danmark.

Omvendt er det jo også sådan, at en dansker der arbejder og betaler skat i Tyskland, kan få tyske børnepenge til sine børn i Danmark. Og den tyske børnecheck er både lidt større end den danske, og så udbetales den i hele 25 år, hvis barnet fortsat er under uddannelse. I Danmark ophører børnechecken når barnet fylder 18 år.

Vi skal selvfølgelig hele tiden arbejde på at ændre utilsigtet og dårlig EU-lovgivning. Men indtil dette måtte føre til et bedre resultat, så er der nok kun den pragmatiske løsning tilbage: At acceptere tingenes tilstand og glæde os over, at der heldigvis er rigtig mange udlændinge som gerne vil bidrage til den danske velfærd ved at påtage sig de mange jobs i Danmark, som vi ikke selv kan besætte med egne borgere.

 

30.06.18: Whistleblower
Det er da ellers til gavn for fællesskabet

Et flertal i Horsens Byråd ønsker Ikke at indføre en whistleblowerordning, så samarbejdspartere, leverandører og ansatte trygt og anonymt kan gøre opmærksom på grove forseelser. Det er meget underligt.

Fordelene er åbenlyse. En whistleblowerordning sikrer tryghed for både ansatte og samarbejdspartnere. Den sikrer klare retningslinjer og hurtigere efterforskning. Den sikrer, at de ansatte ikke oplever negative karrieremæssige konsekvenser. Og den øger kommunens troværdighed overfor borgere og samfund.

En række kommuner har allerede indført whistleblowerordninger, hvor man uden at risikere sanktioner, kan fortælle om grove fejl og forseelser i den kommunale administration og sagsbehandling.

Hver 8. offentlig medarbejder har været vidne til, eller har haft mistanke om, ulovligheder og grove fejl på jobbet, viser en analyse fra FTF, som er Hovedorganisation for 450.000 offentlige og private ansatte.

Omsorgssvigt, lovovertrædelser og bevidst vildledning af borgerne er de typer af grove forseelser, som man hyppigst støder på i kommunerne siger FTF, som opfordrer alle offentlige arbejdspladser til at indføre en whistleblowerordning.

Og det er mere nødvendigt end nogensinde. Kommunerne har gennem en årrække været presset økonomisk. Derfor er det vigtigt, at samarbejdspartnere og ansatte kan stå vagt om kvaliteten af borgervelfærden, og at skattekronerne bruges forsvarligt og lovligt.

I den private sektor er whistleblowerordningerne nogle steder ligefrem lovpligtige. Det gælder bl.a. for den finansielle sektor og revisionsvirksomhederne. Men også en lang række førende private virksomheder har anmeldt wistleblowerordninger til Datatilsynet. Mange virksomheder betragter ordningerne som en naturlig del af deres CSR-politik.

En whistleblowerordning i Horsens kommune skal naturligvis drøftes med både samarbejdspartnere, leverandører og de ansatte. Det er vigtigt at alle kender til ordningen og forstår hvornår den skal bruges, og hvornår den ikke skal bruges.

Whistleblowerordninger er kun til de helt grove sager. I andre mindre graverende forhold eksisterer der i forhold til de ansatte gode dialogmuligheder gennem tillidsrepræsentantsystemet, MED-systemet og SU-udvalg.

Nu har et flertal i Byrådet bestemt, at den fortsatte drøftelse af en whistleblowerordning skal udskydes til de kommende budgetforhandlinger. Det er trist og sørgeligt, at noget så fundamentalt for kommunens troværdighed bliver henvist til en politisk markedsplads.    

Definition:
En whistleblower (fløjteblæser) er en person, som har valgt at bruge sin ytringsfrihed til gavn for det større fællesskab

 

21.06.18: Byudvikling. Lad mere af det gamle indgå i det nye 

Det kunne være dejligt, hvis elementer i gamle bydele oftere blev brugt til at skabe miljø og fortælling ved nybyggerier. Mange ikoniske erhvervsbygninger må i disse år lade livet, eksempelvis på de danske havne. Det er synd.

Tænk blot hvis dele af Domo Clean bygningen på Horsens havn havde fået lov at indgå i det nye byggeri. Det ville have styrket både byliv, miljø, egenart, fortælling og kvalitet.

Men der er alt for mange penge i nybyggeri, og for lidt fokus på værdierne i det bestående kulturmiljø.

Vi ser det også gennem de mange affredninger. Senest ophævelse af fredningen af Snaptun Købmandsgård ved indsejlingen til Horsens Fjord. Men også affredningen og nedrivningen af den 300 år gamle Munkekro i Skanderborg.

Sidstnævnte er et deprimerende eksempel på, at en årelang misligholdelse af en fredet og bevaringsværdig bygning kan føre til nedrivning. Det burde ikke være muligt, at en ejer kan tilsidesætte sin vedligeholdelsespligt når det går ud over kulturhistoriske, arkitektoniske og miljømæssige værdier.

Der er brug for en justering af bygningsfredningsloven, så der bliver et større værn omkring de bærende fredningsværdier. Hvorfor er det f.eks. ikke muligt at frede et sammenhængende kulturhistorisk miljø?

Udviklingen skal naturligvis ikke sættes i stå på grund af overdreven brug af et fredningsværn. Men tingene skal altså også være rimelige.

Lokalt Kan vi glæde os over, at det på Horsens Havn er lykkedes at udvikle og renovere Toldboden, Pakhuset og Varmestuen. Men listen burde være længere.

 

31.05.18: Seniorer. Hullet sikkerhedsnet ved ledighed.

Vi skal blive længere på arbejdsmarkedet. Men tag ikke fejl. Det er kun noget politikerne siger. De mener det ikke. For hvis de gjorde, ville de sørge for tidsvarende lovgivning.

Når man i dag fylder 65 år bliver man smidt ud af A-kassen. Bevares, man kan fortsætte med et seniormedlemskab. Det giver fortsat adgang til det meste, bare ikke dagpenge ved ledighed.

Så du må gerne fortsætte med at arbejde når du fylder 65 år. Du kan bare ikke få dagpenge, hvis du bliver ledig. Alle andre kan melde sig ind i sikkerhedsnettet. Bare ikke seniorerne. Aldersdiskrimination.

Men man kan jo få folkepension, argumenteres der. Det er selvfølgelig rigtigt. Men kan man i praksis også det i de 14 dage hvor man er sendt hjem på grund af vejret? Eller de 3 uger det tager at finde et nyt arbejde, fordi den gamle arbejdsplads lukkede? Man må i øvrigt kun efter reglerne ’opsætte’ folkepensionen to gange.

Så kan man jo bare søge folkepension permanent fra man fylder 65 år og samtidig fortsætte med at arbejde. Det er jo ikke ulovligt. Nej det er det ikke, men modregningsreglerne skal nok sørge for, at din folkepension bliver ganske beskeden, måske slet ikke eksisterende.

Og hvad så ved ledighed? Hvis du overhovedet kan få noget, er det under alle omstændigheder milevidt væk fra den understøttelse som andre kan få. Det er rendyrket aldersdiskrimination.

 

16.05.18: Fjernvarme ja. Men er fyring med biomasse også det rigtige?

Horsens gør det. Mange andre gør det. De omstiller til fyring med bl.a. med træflis. Men er biomasse i bedste fald en kortsigtet overgangsteknologi?

Ofte udleder afbrændingen af biomasse mere CO2 end kul, fastslår ny rapport fra Klimarådet. Danmark har EU’s klart største import af biomasse, og vores forbrug per indbygger ligger markant over det globale gennemsnit.

Danmarks Naturfredningsforening ser gerne biomasse helt udfaset inden 2040. EU har varslet skærpede krav til bæredygtig biomasse. Socialdemokratiet siger, at biomasse har gavnet klimaet i den hurtige omstilling væk fra kul, men nu er det på tide at skifte spor. Og i Horsens er vi lige ved at opgradere til yderligere biomasse forbrænding. Det er da til at blive helt rundtosset af.

De lærde strides. Det vidner klimadebatten i høj grad om. Tilbage sidder vi forbrugere, der i sidste ende skal betale regningen for eventuelle fejlinvesteringer.

Nu skal Folketingets partier til at forhandle en ny energipolitisk aftale for perioden 2020-30. Vi kan som forbrugere vel kun håbe, at de kæmpeinvesteringer der allerede er gjort i biomasse ikke spildes på gulvet.

 

04.05.18: Folkepension.  Mærkeligt de ældre finder sig i det.

Engang kunne man leve af folkepensionen. Det kan kun de færreste i dag. Det er et stort problem for dem der kun har små eller slet ingen arbejdsmarkedspensioner.

Politikerne burde hjælpe. Det gør de bare ikke. Tværtimod. De forringer kun løbende folkepensionen for mange af de mennesker der har skabt det samfund og den velfærd vi har i dag.

Vi skal huske, at de årgange der i øjeblikket når pensionsalderen typisk mangler de første 15-20 års opsparing i en arbejdsmarkedspension. Mange startede på arbejdsmarkedet i begyndelsen af 1970’erne, men arbejdsmarkedspensionerne blev først indskrevet i overenskomsterne omkring 1990.

Og så gjaldt de jo kun de overenskomstansatte. De mange der ikke var og er omfattet af overenskomst eller som er selvstændige, freelancere og projektansatte, står i en helt anden sårbar situation.

Nu er der indgået forlig om både de offentlige og de private ansattes lønforhold de næste 3 år. Men hvad med folkepensionisterne? Ja, der er i hvert fald ingen forhandling mellem parterne. Her styrer Folketinget slagets gang. Og de styrer med hård hånd.

De mange, der har sparet så lidt eller så meget op, at de lige netop ikke kan få pensionstillæg er meget afhængig af grundbeløbet. Men det reguleres slet ikke på samme dynamiske måde som lønningerne.

Her fratrækker man lystigt både en ’mindrereguleringsprocent’ og et bidrag til ’satspuljen’, Resultatet er, at folkepensionisternes grundløn kun reguleres med ca. halvdelen af lønnen på arbejdsmarkedet. Efterhånden er der oparbejdet et betydeligt ’efterslæb’ i forhold til den almindelige lønudvikling.

Jeg forstår ikke, at en så stor gruppe ældre medborgere finder sig i den behandling !

 

23.04.18: Måske skal der et ældreoprør til !

Værdigheden i ældreplejen har trange kår. Behandler vi virkelig de ældre som vi selv ønsker at blive behandlet, når den tid kommer?

Senest har vi hørt en kommune snakke om bad hver fjortende dag og rengøring hver tredje uge. Og det er endda kun en sag ud af mange. Det drejer sig om penge siger man. Men overordnet drejer det sig om prioritering.

Ofte føler man, at de ældre står sidst i køen. Om det er rigtigt ved jeg ikke, men de ældre står i hvert fald ikke først, når ressourcerne skal fordeles. Men vil det ikke være rimeligt? Det er trods alt de ældre, der gennem et langt liv har skabt det samfund og den velfærd som yngre generationer nyder godt af i dag.

Bør samfundet ikke som en første prioritet tilbyde de ældre værdige og rimelige forhold? Sådanne forhold, som vi vil finde acceptable og i orden, når dagen kommer hvor vi selv ikke kan klare os uden samfundets støtte og omsorg? Ville det ikke være fair?

Vi har talt om det i mange år. Men målet synes fortsat at ligge langt ude i fremtiden. Det er selvfølgelig også en stor udfordring. Vi bliver ældre og mange flere får brug for samfundets støtte, hjælp og omsorg.  Men i sidste ende er og bliver det et spørgsmål om prioritering.

Det er 50 år siden vi havde ungdomsoprøret. Måske skulle jubilæumsåret markeres med et ældreoprør, så vi kan få sat prioriteringerne på plads.

 

12.04.18: Jeg går ind for fjernvarme, men ...

Som langt de fleste er jeg modstander af unødig tvang. Det gælder også når det drejer sig om tilslutningspligt til fjernvarme. Det er synd, at et ellers godt fjernvarmeprojekt i Horsens nu er omgærdet af tvivl og bekymring.

På Facebook-gruppen “Nej tak til tvungen fjernvarme i Horsens” kan man tydelig læse om den frustration som mange føler for et ellers sympatisk projekt, alene af den grund, at det skal gennemføres ved udbredt anvendelse af tvang.

Synd og skam. Formålet med fjernvarmen er ellers ædelt. 85% reduktion af CO2-udslippet til opvarmning og en udfasning af naturgassen og fossile brændsler inden 2035.

Man kan imidlertid undre sig over at Horsens Kommune har så travlt. Det hele skal stort set foregå i perioden 2017 til 2021, selv om Folketingets mål først skal være opfyldt langt senere.

Det store tidspres kombineret med tvangstilslutning og et unaturligt forhold mellem faste og variable afgifter har skabt naturlig skepsis, bekymring og modstand mange steder.

Det burde da være forudsigeligt. Hvem vil ikke blive mistænksom når noget skal gennemføres i huj og hast, og uden at der er afsat tilstrækkelig tid til diskussion og argumentation. 

Det har så heller ikke gjort processen nemmere og troværdigheden større, at de oprindelige løfter om gennemsnitlige besparelser på kr. 4.000 om året pr. husstand efterhånden er blevet reduceret til: “Horsens Kommune har langt vægt på, at varmeprisen gennemsnitlig ikke bliver dyrere for borgerne”. (Citat fra Fjernvarme Horsens hjemmeside, feb18)

Trods den uskønne proces, så håber jeg, at fjernvarmeprojektet bliver en succes med mange glade brugere. Og lad så dem der kan finde alternative og mindre miljøbelastende opvarmningskilder, gøre det i fred.

 

04.04.18: De store bestemmer over dit liv

De virksomheder der er hurtige med robotter og IT-investeringer vinder. De andre taber. Noget kan tyde på, at det er de store multinationale virksomheder som vinder.

Men de ikke bare vinder. De bestemmer i højere grad over din og min hverdag. Det gør de elegant gennem “lækre nye produkter”, “uundværlige serviceydelser” og ikke mindst teknologisk afhængighed. De bestemmer i sidste ende hvad du og jeg prioriterer, og hvordan vi lever vores liv.

Det er skræmmende. Men det sker, fordi vi ukritisk stiller op som begejstrede og ureflekterende forbrugere.

Hvis vi ikke skal miste os selv i konsumuniverset, så kræver det, at vi hver især holder fast i de værdier, som virkelig betyder noget.

Ellers vil vi flyde stille og roligt med, uden at opdage, at konsumlivet har ført os steder hen, som vi ikke selv har ønsket.

 

24.03.18: Byggeaffald. Horsens bør gå foran og vise vejen

Byggeriet skaber bjerge af affald. Mere end 1/3 af alt affald stammer fra byggeriet. Til trods for, at der både er stor og også stigende genanvendelse af bygge- og nedbrydningsaffald, så er der alt for store mængder der stadig bliver knust, deponeret og brændt.

Livsforlængelse af produkter bør være et helt centralt tema. Det mest bæredygtige er naturligvis, at lade bygningerne stå så længe som muligt. I Horsens er en Kvickly bygning og et Rådhus eksempler på hvordan det nok ikke bør gøres. 

Og Horsens er endda en byggeby. Vi uddanner bygningsingeniører og bygningskonstruktører, vi har store og anerkendte byggefirmaer, og så buldrer det lokale byggeri bare der udad. Det forpligter.

I den globale byggesektor er der allerede nu knaphed på sand og grus. Hvad når den knaphed når Horsens? Vi er nødt til at genanvende endnu mere. Vi er nødt til at satse på cirkulær økonomi. Mennesket forbruger simpelthen flere ressourcer end naturen producerer. Faktisk skal der 3 jordkloder til at levere ressourcerne, hvis alle indbyggere i hele verden forbrugte som vi danskere.

Bygninger skal konstrueres anderledes. De skal efter brug kunne skilles ad, så materialerne kan genbruges igen og igen. Det drejer sig om at skabe et økonomisk, biologisk og teknisk kredsløb. I første omgang bør der nok fokuseres på ansvar og aftaleretslige forhold, som sikkert er en af de største barrierer for nye byggemetoder i forhold til cirkulær økonomi.

Men vi er på en brændende platform. Prognoser viser, at mere end halvdelen af den bygningsmasse der findes om 30 år, endnu ikke er opført. Dette enorme byggeri kan kun lade sig gøre ved at genanvende ressourcerne.

Jeg synes Horsens kommune skal gå foran og vise vejen. Det kan i første omgang gøres ved at stille krav til kommunens egne byggerier og til det almene byggeri, hvor kommunen stiller økonomiske garantier. 

Og kravene skal være ambitiøst cirkulære. Det betyder ambitiøse mål for brug af genbrugs materialer, og ambitiøse mål for, at bygningerne til sin tid kan skilles ad, så materialerne kan genbruges i nyt byggeri.

 

20.02.18: Valg. Det drejer sig om størst mulig medlemsbonus

Kunder i Nordea Liv & Pension er alle medlemmer af foreningen NorLiv. Der er nu valg til repræsentantskabet i NorLiv, og jeg stiller op.

8. mia. af dine og mine penge blev for et par år siden placeret i NorLiv. Vi kan ikke få pengene ud. Men vi kan få bonus. Jeg vil arbejde for størst mulig årlig medlemsbonus, og forsvarlig forvaltning af vores fælles formue.

Valget starter tirsdag den 27. februar og slutter mandag den 12. marts 2018. Du får tilsendt stemmeseddel enten i din e-boks eller med almindelig post. Det afhænger af hvordan du normalt kommunikerer med NorLiv.

 

12.02.18: Dansk sprog i frit fald

Ny skatteaftale indfører brugerbetaling på danskuddannelsen for udenlandske arbejdstagere og studerende. Det vil betyde et markant fald i antallet af udlændinge, som fremover vil lære dansk. På sprogcentrene tales om en halvering eller mere.

Tilknytningen til det danske arbejdsmarked og samfund forringes, og virksomhederne vil få sværere ved at fastholde og tiltrække udenlandske medarbejdere. Og dem har vi jo hårdt brug for, til at sikre vækst og velfærd.

Den nye brugerbetaling udgør kr. 2.000 pr. modul, eller i alt kr. 12.000 for en hel danskuddannelse. Der er ingen tvivl om, at denne udgift vil betyde, at specielt de udenlandske studerende vil blive væk i ekstrem grad. 

Følgen er, at den nyuddannede ingeniør uden danskkundskaber, både vil have mindre tilskyndelse til, men også vil få vanskeligere ved at finde arbejde i Danmark. Vi kommer i endnu højere grad til at stå med sorteper. Danmark betaler uddannelse og SU til EU-borgere, men arbejdskraften flyver fra reden.

Faldet i antallet af udenlandske medarbejdere, der vælger at bruge aftener og weekends på at tilegne sig det danske sprog, vil i høj grad komme til at afhænge af arbejdsgivernes vilje til at betale for uddannelsen. Men sikkert er det, at hvis ikke arbejdsgiveren betaler, så vil håndværkeren og slagteriarbejderen fra Polen, landbrugsmedhjælperen fra Rumænien og rengøringshjælpen fra Litauen ikke få lært dansk sprog og kultur.

Der indføres ikke en tilsvarende brugerbetaling for flygtninge og familiesammenførte. De kan fortsat få uddannelsen gratis. De bidrager dog ikke umiddelbart til den danske velfærd. Kæden er vist hoppet af, i de sene nattetimer, da skatteaftalen skulle falde på plads.

 

12.02.18: Velfærdsstaten. Solidarisk eller usolidarisk?

Vi betaler alle til velfærden. Men sker det med hjertet, fordi vi er tvunget til det, eller slet og ret for at slippe for besvær og skyldfølelse?  

Enhver kan overveje sit svar. Men sikkert er det, at med velfærdsstatens tiltagende udbredelse, har vi været vidne til mindre personlig involvering og støtte til fællesskabet og de svageste.

Vi har jo betalt, og så må andre tage over. Mange må nok erkende, at den tanke har strejfet. Vi har udliciteret vort medmenneskelige ansvar. Vi betaler og tier, selv om vi måske synes, at betalingen er lidt vel voldsom. Men det er på den anden side heller ikke rart, at blive kaldt usolidarisk.

Det havde været så smukt hvis velfærdsstaten kun hvilede på et dybt medmenneskeligt og solidarisk grundlag. Men det gør den ikke. En del af grundlaget er i bund og grund et usolidarisk ønske om at få lov at passe sig selv.

Når fundamentet ikke er stabilt, så er der fare for at bygningen styrter sammen. Skal dette ikke ske, så er det på tide med et serviceeftersyn og nødvendige udbedringer.

Vi er nødt til at se på hvordan vi får genskabt et system med mere og ægte medmenneskelig involvering og omsorg. Jeg er sikker på, at et sådant eftersyn vil flytte mange grænser. Det vil også skabe et rigere liv for de fleste, og det vil reducere velfærdsstatens demotiverende ressourceforbrug.

 

03.02.18: Tryghedsvalget. Hjertepenge gør kæmpe forskel.

I de kommende uger skal 270.000 TRYG-kunder i Region Midtjylland vælge medlemmer til TryghedsGruppens repræsentantskab.

TryghedsGruppen er mest kendt som ejere af Tryg Forsikring og TrygFonden.

Som medlem at TryghedsGruppens repræsentantskab brænder jeg for, at få lov til at fortsætte dette arbejde. For mig handler valget om størst mulig årlig bonus til medlemmerne samt, at TrygFonden kan fortsætte arbejdet på det nuværende høje niveau.

TrygFondens hjertepenge gør en kæmpe forskel. De er med til at øge trygheden for alle danskere. De er med til at sikre, at flere bliver en del af fællesskabet. De er med til at skabe sundhed, sikkerhed og trivsel for alle.

TryghedsGruppen er ejet af forsikringstagerne, men det er repræsentantskabet der beslutter hvordan overskuddet skal anvendes. Jeg har det rigtigt godt med, at nogle af mine penge går til et bedre og tryggere liv for alle danskere.

 

03.02.18: Trafik. På vej med forkert beslutning

Det bliver vanskeligere at komme gennem Horsens øst/vest, hvis forslag vedtages.

Ikke engang på kort sigt vil trafikforslag afhjælpe fremkommeligheden. På lang sigt er det en direkte katastrofe. Der er brug for helt andre, visionære og fremtidssikre løsninger. En underføring af den gennemgående øst/vest trafik kunne være en af dem.

Tirsdag den 6/2 skal politikerne i Plan & Miljø drøfte forslag til forlægning af Niels Gyldings Gade. Vedtages forslaget, vil trafikken fra Bygholm Parkvej og den nye motorvejstilslutning ved Hatting skulle dreje til venstre i nyt lyskryds syd for Rådhuset, for at fortsætte mod Strandpromenaden og Stensballe

På længere sigt er der ligefrem fremsat forslag om helt at lukke Niels Gyldings Gade. Det gør det bestemt ikke bedre. For så skal al øst/vest trafik ledes forbi Bilka langs åen, for herefter at skulle dreje til venstre i lyskrydset mellem Ove Jensens Alle og Høgh Guldbergs Gade. Så bliver der da først kødannelser i Horsens midtby.

Fodgængere mellem Bilka og Biografen kommer da vist også til at springe for livet hvis den nuværende trafik på stedet skal mangedobles med al den øst/vest gående trafik, der i dag kører på Niels Gyldings Gade.

Nogen har sagt, at så må en større del af øst/vest trafikken ledes af Langmarksvej og Vestergade. Men det dur heller ikke. Vestergadekvarteret er et af byens mest sårbare og befolkningstætte kvarterer med skole og plejehjem, og Vestergade er ret smal. Selv med lidt udretning og fjernelse af kantstensparkering er der grænser for hvor meget ekstra trafik der bør føres gennem Vestergade.

Den rigtige løsning er kompleks. Men det nuværende forslag indeholder ikke engang en kortsigtet forbedring af fremkommeligheden gennem midtbyen.

 

31.01.18: Sociale medier. Mange køber og snyder sig til falsk popularitet

Lad være med at gå for højt op i hvor mange likes du får. Falske likes florerer på Facebook, Twitter, LinkedIn, Instagram og sikkert på alle andre sociale medier.

Det er velkendt, at virksomheder, forretningsfolk, politikere og kendisser booster deres popularitet ved at snyde sig til falske likes.

YouTube er fyldt med små korte videoer, der klart og tydeligt angiver hvordan du kan øge antallet af likes og følgere på Facebook, LinkedIn, Twitter og Instagram. Enhver med blot minimal IT-flair kan snyde sig til større popularitet.

Så fortvivl ikke når du sammenligner din egen sociale popularitet med andres. Det reelle billede kan være helt anderledes.

Og så er det vel grundlæggende heller ikke stor popularitet og andres meninger det hele drejer sig om. Det må være vigtigere, at have rigtige venskaber, selv om de er få. Det må være vigtigere, at have andres respekt og tillid, for det du som menneske virkelig står for. Det må være det virkelige liv, og ikke det virtuelle liv, der er vigtigst.

 

22.01.18: TRYG – Medlemsbonus og TrygFonden det vigtigste

I Region Midtjylland starter valget til repræsentantskabet i Tryghedsgruppen den 22. januar 2018 og løber frem til og med den 9. februar. Jeg vil arbejde for, at du får maksimal medlemsbonus hvert år, og at TrygFondens aktiviteter fortsætter på det nuværende høje niveau.

Samlet ejer forsikringstagerne i Tryg Forsikring mere end 30 mia. kr. Disse penge er placeret i Tryghedsgruppen, som bl.a. ejer 60% af Tryg Forsikring og som driver TrygFonden..

Alle kunder i Tryg Forsikring i Region Midtjylland har stemmeret.

Som kunder kan vi dog ikke få vores ejerandel udbetalt, men vi kan få årlig bonus.

Men sådan har det ikke altid været. For bare nogle få år siden havde Tryghedsgruppen ikke fokus på sine reelle ejere. Der blev ligefrem talt om de ”herreløse” milliarder.

Heldigvis lykkedes det at få ændrer holdningerne radikalt. Derfor har Tryghedsgruppen de sidste to år udbetalt bonus til forsikringskunderne. Og sådan skal det efter min mening fortsætte. Gerne med forøget styrke.

Jeg er i dag medlem af Tryghedsgruppens repræsentantskab og genopstiller til en ny periode.

Som kunde i Tryg Forsikring er du også medejer at TrygFonden, og du er derfor også med til hvert år at bidrage til danskernes tryghed med omkring 600 mio. kr. Det bidrag har jeg det selv godt med. Det håber jeg også du har.

 

18.01.18: Det kræver mod og vilje til at få en havn med masser af liv

Sats på Seafood 

Horsens har strategisk besluttet, at udvikle bolighavn og erhvervshavn i skøn samklang. Boliger på nordsiden og erhverv på sydsiden. Det er den helt rigtige beslutning. Men det bliver en ulige kamp.

Boliger vinder altid over erhverv på den lange bane. Også selv om regeringen gennem en stramning af lovgivningen har gjort det sværere at få tilladelse til boligbyggeri på havneområder, hvis det kan skabe problemer for den fremtidige erhvervsudvikling.

Horsens har ellers gode muligheder for at bevare autenticiteten som en rigtig havn med skibe og kraner på sydsiden og attraktive boliger på Nordhavnen. Hvis vi handler rigtigt, kan vi undgå en gold og aktivitetsforladt havn med dødt vand. 

Men det kræver mod og vilje. Det kræver et havneudvalg med hår på brystet. Det kræver en erkendelse af, at ikke alle de nuværende virksomheder på Sydhavnen også skal være der i fremtiden. Men de skal erstattes af anden erhvervs- og havneaktivitet. Vi må ikke gøre det forkerte og lade boligerne som en svulst mutere på Sydhavnen. For så ryger autenticiteten, og vi står tilbage med et dødt og livløst havneområde.

Aquakultur erhvervet er et af verdens hurtigst voksende fødevareerhverv. Vi har i forvejen Wittrup Seafood, som forarbejder og leverer ferske blåmuslinger til det franske køkken. Vi har tangproduktion ud for Horsens Fjord og den jyske østkyst har fiskeopdræt i stor stil.

Råvarerne er tæt på. Udvikling og forarbejdning på Horsens Havn er nærliggende. TangSalt, TangSennep, TangPesto, TangOlie, TangØl, mulighederne er mange. Det kunne så kombineres med Fiske- og Røghuse og seafood restauranter.

Og er der plads til mere på Sydhavnen, så kunne man jo satse på import af træ. Vi er sikkert mange der stadig kan huske den vidunderlige duft af træ, da Horsens for årtier siden var Danmarks største importhavn for træ.

 

09.01.18: Ny erhvervsstrategi – men det er handlingerne der tæller

En strategi er smukke ord og drømme som de fleste kan nikke til. Men strategien flytter ikke noget i sig selv. Det helt afgørende er handlingsplanerne.

Om kort tid skal byrådet i Horsens vedtage en ny erhvervsstrategi for de næste 4 år. Arbejdet med strategien har indtil nu kørt efter bogen. Mange interessenter har været involveret. Processen er godkendt.

Det næste step er at sikre, at flest mulige interessenter også føler ejerskab og udtrykker begejstring over det endelige resultat. Her mangler vi fortsat en trykprøvning. 

Men det helt essentielle er handlingerne. Hvem gør så hvad og hvornår, og hvilke ressourcer stilles til rådighed.? Der skal penge og handlinger til, og nogen skal have ansvar for at tingene sker.

Gode handlingsplaner samt den rigtige opgave- og ansvarsfordeling skaber succesen.  Den klassiske fejl er underfinansiering samt at det ikke klart bliver defineret hvem der er ansvarlige, og så sker der intet. Manges ansvar er ingens ansvar.

I strategien ligger også ønsket om en ny erhvervsfortælling. Kommunen skal have en klar erhvervsprofil, på samme måde som man har en tydelig kulturprofil. Jeg kan ikke være mere enig.

I forslaget til erhvervsstrategi tales om “Danmarks laboratorium for anvendt teknologi”. Det er nemlig det, som industribyen nu skal være kendt som. Det lyder ganske vist flot og meget akademisk, men det dur ikke.

Udtrykket er ikke kommunikerbart, og der dannes ikke umiddelbart et tydeligt billede på nethinden. Slet ikke på samme måde som kulturprofilen: Store koncerter.

Så her er stadig et stykke arbejde som skal gøres. Men det vigtigste er, at erhvervsfortællingen bliver brugt offensivt i forsøget på at tiltrække og udvikle flere lokale arbejdspladser. For her er Horsens bagud på point. Antallet af arbejdspladser pr. indbygger er de senere år faldet bekymrende.

 

03.01.18: Campus - maskinerne skal også med 

Hvis det nye uddannelses Campus ved banegården i Horsens får lov at rumme både teori og praksis, så bliver det ikke bare godt. Det bliver et fantastisk læringsmiljø.

Hvis maskiningeniøren og produktionsteknologen bliver uddannet under samme tag som industriteknikeren og industrioperatøren. Hvis bygningsingeniøren uddannes i samme miljø som bygningsstruktøren, tømreren, mureren og VVS’eren, så kan Horsens tilbyde noget som ikke findes mange andre steder.

Vi får et uddannelsesmekka som skaber den vigtige direkte kobling mellem det teoretiske og det praktiske.

Men hvis maskinerne skal med, så skal det ske fra starten. Campus skal nemlig også bygges til praktiske og tekniske installationer, og ikke kun til teoriundervisning i klasseværelser og computerarbejde i grupperum.

Learnmark og VIA har lige nu en oplagt mulighed for sammen at skabe noget enestående. Ikke bare til glæde for Horsens som uddannelsesby, men til glæde for hele arbejdsmarkedet.

 

11.12.17: Udflytning – man skal også selv bidrage

Det bliver sikkert svært, at finde en kommune eller region der ikke gerne vil have del i de statslige arbejdspladser der flytter ud? Men skal ønsket opfattes troværdigt, så må man også kunne forvente, at kommuner og regioner selv bidrager til større udjævning.

I denne forbindelse har Region Midtjylland et stort forklaringsproblem, når man på den ene side gerne vil have flere statslige arbejdspladser til området, og på den anden side selv planlægger, at centralisere.

Jeg synes kommuner og regioner skylder borgerne, at fokusere mindre på gamle og traditionelle løsninger, og mere på innovative og kreative tiltag, der fremmer en mere jævn geografisk udvikling.

Hvis man gav sig selv den bundne opgave, ”at effektivisere gennem større decentralisering”, og samtidig inviterede kreative folk indenfor, så ville der sikkert dukke nogle spændende og brugbare løsninger frem.

 

07.12.17: Arbejdsmarked. En helt ny ’klasse’ bekymrer.

Et stigende antal personer med kun løs og atypisk tilknytning til arbejdsmarkedet er en overset udfordring for samfundet. Der er ved at blive skabt en helt ny klasse af løsarbejdere.

Det drejer sig om de stadig flere projektansatte, freelancere, vikarer, praktikanter, deltidsansatte og fattige selvstændige m.v. Personer som er tvunget til et arbejdsmæssigt nomadeliv uden de kendte sociale sikkerhedssystemer, som f.eks. pensionsordninger, barselsorlov, sygedagpenge, kollektive forsikringer, ledighedsunderstøttelse m.v. Gruppen er også kendetegnet ved at måtte leve af flere forskellige arbejdsforhold samtidig.

De lever derfor i konstant usikkerhed og må hoppe fra tue til tue for at sikre livets opretholdelse. De er tvunget ud i usikkerhed som følge af konstant skiftende krav til fleksible og kortperiodiske arbejdsfunktioner. Gruppen vil uundgåeligt blive større, og på et tidspunkt endda meget stor. Så stor at den kan destabilisere samfundet, hvis vi ikke sikrer fundamentale livsbetingelser.

Det er også et helt overset gruppe hos fagbevægelsen, som I hvert fald indtil videre ikke har kunnet håndtere denne voksende gruppe af meget forskellige personer, som ikke er bundet sammen af et fælles fag. 

Uligheden på arbejdsmarkedet vil vokse og solidariteten vil mindskes. Dette forstærkes også af den teknologiske udvikling hvor mange kendte jobs helt vil forsvinde, og ikke vil blive erstattet af nye normale jobs.

Derfor kræver det en helt ny måde at tænke samfund på. Det kræver også en helt ny måde at tænke arbejde på. En basis borgerløn til de udsatte er indtil videre det bedste bud på en løsning. Globaliseringen har mange fordele, men efterlader også stadig flere i en uholdbar social og økonomisk situation. Det bør vi som samfund tage action på.

 

05.12.17: Jobvækst skal i fokus

Vi skal tiltrække flere virksomheder.

En ny erhvervsstrategi er under udarbejdelse. Så tidspunktet er helt rigtigt. Det er nu der skal satses på tiltrækning og udvikling af fremtidens erhvervsmæssige fyrtårne.

Selv om det grundlæggende går god i Horsens, så går det mindre godt, når vi ser på udviklingen i antallet af arbejdspladser. Der er ganske vist håb om, at vi i 2017 vil tangere rekorden fra 2007, men i mellemtiden er Horsens vokset betydeligt, så antallet af arbejdspladser pr. borger er faldet.

Nye arbejdspladser kan principielt udvikles i tre spor. Ved at skabe gode rammer for de bestående virksomheder, ved at understøtte iværksætteriet og ved at tiltrække arbejdspladser fra ind- og udland. Man bør gøre det hele.

Når det drejer sig om rammerne for de bestående virksomheder er Horsens godt med. De kommunale erhvervsskatter, gebyrer og restriktioner er for nedadgående. Horsens har også en god forståelse for erhvervslivets behov, selv om der myndighedsmæssigt fortsat bør øves på, at betragte virksomheder og borgere som kunder.

Omkring iværksætteriet er der gratis rådgivning til alle der vil starte virksomhed. Igennem de senere år har der udviklet sig flere iværksætterparker som f.eks. Vitus Bering Innovation Park, Fængslet, Tinghuset og EasyOffice samt en række andre initiativer som Boost Horsens og ikke mindst Venture City Horsens, der både tilbyder sparring og penge til iværksættere.

Men når det drejer sig om tiltrækning af nye virksomheder står det sløjt til. Her sker der for lidt. Vi udnytter slet ikke den enestående beliggenhed og vores erhvervsmæssige potentialer.

Tværtimod går det den gale vej. For virksomheder flytter jo også væk af forskellige årsager. Senest har vi sagt farvel til Stofa, BHE, Interstil, Biomet, Nopa, Nordisk Wavin, Regionsadministrationen og flere andre som enten er flyttet, eller har annonceret at de er på vej til at gøre det. Der er naturligvis også kommet nye til, men balancen er skæv.

Derfor bør der satset proaktivt på tiltrækning. Det kræver dog først, at kommunen, erhvervslivet og andre interessenter bliver enige om hvad der skal satses på. Der skal foretages et valg af en bred funderet styrkeposition, som samtidig skal være stærk kommunikerbar.

Og det kan lykkes. Odense har gjort det omkring robotteknologien, og Vejle er godt på vej til at skabe en kæmpe succes indenfor Green-Tech området.

Jeg håber at kommunen og erhvervslivet i fællesskab tør tage en beslutning, og vise, at Horsens ikke blot skal udvikle sig til passivt bosætningsområde, men fortsat skal være et aktivt og dynamisk erhvervsområde.

 

15.11.17: Det handler regionsvalget om 

Regionsvalget handler om sundhed, udvikling på landet og flere jobs.

Hurtig indsats er vigtig når det gælder sundhed. Derfor skal ventetiderne ned på diagnose og behandling. Hvis det offentlige sygehus er for langsom, skal behandling på et privathospital være et gratis tilbud til alle. 

Sygehus, praktiserende læge og kommune skal løfte i flok. Patientens helbredelse og overlevelse er vigtigere end kassetænkning.

Vi har brug for en periode hvor man på sygehusene primært fokuserer på patienttilfredshed og medarbejdertrivsel.

Danmark er på vippen. Mange landområder skrumper. Bosætning og erhvervs i landområderne skal styrkes. Udflytning af arbejdspladser og styrkelse af uddannelserne i de tyndt befolkede områder er nødvendig.

Der bør være særlige skattefordele for landbefolkningen. Man betaler jo samme skat som andre, men får bare mindre service for pengene.

Regionen skal have større fokus på jobskabelsen i landsbyerne og tyndtbefolkede områder. Væksten skal ikke kun være forbeholdt de store byer.

Derfor, stem personligt til regionsvalget den 21. november 2017.

 

07.11.17: Flere erhvervsfolk i politik - tak. 

Erhvervsfolk har holdninger og kompetencer som bør veje tungere i politisk ledelse. For mig handler politik nemlig om klare standpunkter, sund fornuft og økonomisk overblik.

Selv om regionspolitik mest drejer sig om sundhed og sygehuse, så må vi ikke glemme, at regionen også har ansvaret for den regionale erhvervsudvikling. Og pengene skal jo tjenes, inden de kan bruges. 

Regionen er i høj grad med til at understøtte væksten i fremtidens industrier, og det er både vigtigt og vildt spændende. I Midtjylland er vi stærke på fødevarer, velfærdsinnovation, logistik og industri, og det skal vi naturligvis understøtte, så der skabes endnu flere arbejdspladser.

På sundhedsområdet er det vigtigste for mig, at vi får nedsat ventetiderne på diagnose og behandling. Tidlig indsats er afgørende for helbredelse og overlevelse. Derfor er det for mig helt oplagt, at privathospitalerne altid skal bringes i spil, hvis det offentlige er for langsom.

Og så må vi ikke glemme, at Region Midtjylland ikke kun er de store byer på østkysten. Vi har mange tyndtbefolkede områder, som skal have fair vilkår for bosætning, erhverv og service. I landsbyerne betaler man jo skat som alle andre.

 

24.10.17: De ældre har også en fremtid

Det er trist, at et velfærdssamfund som det danske har brug for en interesseorganisation som ÆldreSagen. Men det har vi, og ÆldreSagen og andre udfører et godt og nødvendigt arbejde.

Det er de ældre og generationerne forud, der har skabt det samfund vi har i dag. Det bør vi ikke bare takke dem for, men også konkret kvittere for deres indsats ved at levere værdige og trygge forhold i alderdommen hele vejen rundt. Det er en hån, at tale om ældrebyrden.

Desværre er der fortsat rigtig meget at gøre. Samfundsmæssigt går prioriteringerne ikke nødvendigvis de ældres vej. Det bør de gøre i højere grad end de gør i dag.

Når det er sagt, så kommer vi dog ikke uden om, at det offentlige ikke selv kan løfte opgaven.

Derfor har vi brug for bl.a. ÆldreSagen og frivilligheden. Det gør indtryk, at mere end hver tredje dansker over 50 år er medlem af ÆldreSagen. Det gør også indtryk, at så mange mennesker rundt om i landet, i mange sammenhænge, har meldt sig som frivillige besøgsvenner, motionsvenner, pc-supportere og rigtig meget andet.

De ældre må aldrig betragtes som en byrde, for de er vores historiske rod og en gruppe som i et langt liv har ydet en stor samfundsmæssig indsats, til glæde for os alle.

Vi skal alle være med til at løfte, men kommunerne skal gå foran og hæve bundniveauet for ældreomsorg, ikke mindst indenfor demensområdet. Dette er en af årsagerne til, at jeg stiller op til kommunevalget. Hvis jeg bliver valgt vil jeg arbejde for at større ældrefokus i Horsens Kommunes budgetter og prioriteringer de kommende år.

 

24.10.17: Vi skal tiltrække flere arbejdspladser

Bekymrende udvikling skal ændres. Antallet af arbejdspladser stiger ikke i samme takt som befolkningsudviklingen. Uden aktiv indsats vil vi på sigt bevæge os fra erhvervsby til soveby.

I 2008 havde Horsens kommune 54 arbejdspladser pr. 100 indbyggere. I 2015 var dette tal faldet til 48. Årsagen er, at antallet af arbejdspladser faldt fra 2008 til 2015, men naturligvis også, at befolkningen steg. 

Heldigvis har vi de senere år igen oplevet en stigning i antallet af arbejdspladser. (De officielle beskæftigelsestal for 2017 foreligger dog først i begyndelsen af 2019). Noget kan dog tyde på, at antallet af arbejdspladser i 2017 vil nå niveauet fra 2008. Men det er bare ikke godt nok, da vi nu befolkningsmæssig er en noget større kommune.

Befolkningsvæksten betyder jo, at vi har fået tilført mange flere potentielle medarbejdere. Mange arbejder i dag andre steder, men vil sikkert gerne undgå at sidde i kø på E45.

Dette bør vi naturligvis udnytte ved at satse på at tiltrække flere arbejdspladser og investeringer. Når vi har medarbejderne og kombinerer dette med en suveræn beliggenhed, har vi gode forudsætninger for at lykkes. Det er bestemt heller ingen skade til, at dækningsafgiften på erhvervsejendomme er fjernet, at byggesagsgebyrerne er væsentlig nedsat og at man i seneste budgetforlig har givet hinanden håndslag på, at se med milde øjne på andre af erhvervslivets afgifter og gebyrer.

Det der mangler, er en byrådsbeslutning om at ville gøre noget proaktivt, og så i et bredt samarbejde beslutte fokus og strategi. Venstre vil arbejde for, at der i det kommende byråd skabes et flertal, så tiltrækning af arbejdspladser bliver prioriteret væsentlig højere end hidtil.

 

12.10.17: Velfærd og skattelettelser ikke to modsætninger

Det er manipulation når nogen sætter velfærd og skattelettelser op som to modsætninger.

Skal pengene bruges på velfærd eller skattelettelser? I det ene tilfælde lader du Kommunalbestyrelser og Folketing bestemme hvad dine penge skal bruges til. I det andet tilfælde bestemmer du selv. Du kan naturligvis også købe velfærd for de penge du sparer i skat. Det er op til dig selv, så det er ikke to modsætninger.

Det er imponerende som vi danskere har tillid til hinanden og samfundet. Alle betaler mellem 50 og 70 øre af hver eneste krone vi tjener i form af moms, afgifter og skatter.

Et flertal af Danskerne synes oven i købet at mene, at Kommunalbestyrelser og Folketing er bedre til at administrere pengene end vi selv er, eller også er mange bare ligeglade. Det er skræmmende.

Netop dette forhold er velfærdssamfundets store udfordring og svaghed. Når vi betaler så mange penge til det offentlige, så forventer vi også, at samfundet leverer. Problemet er blot, at det gør samfundet ikke. Vores store økonomiske bidrag til trods, hænger tingene ikke sammen. Vi forventer simpelthen for meget, og vi kan ikke alle få det samme.

Når vores frustrationer over at vort barn ikke kan få den bedste medicinske behandling, fordi den er for dyr, eller når naboen, der livet igennem har tjent lige så meget som dig, pludselig får langt mere i folkepension fordi han i arbejdslivet valgte at forbruge mere og spare mindre op, så vil det langsomt nedbryde solidaritet og sammenhængskraft.

Danmark står ved en milepæl. Forskningsrapporter peger på, at den danske samfundsmodel slet ikke er så stærk som vi selv går og tror. Midlet er en slankning af den offentlige sektor, reduktion af skatter og afgifter samt indførelse af mere direkte demokrati tæt på borgeren, så vi alle får en klarere forståelse for hvad pengene rækker til.

Vi skal i højere grad selv bestemme og prioritere. Men det er ikke det samme som at reducere velfærden. Måske snarere tværtimod.

 

12.10.17: Trods trafikplan – flere biler på centrale gader

Den 1 mia. dyre Trafikplan 2030 med ringveje og vejudvidelser fjerner ikke trængslen i centrale dele af byen, tværtimod. En underføring af den gennemgående trafik under en del af Niels Gyldings Gade vil måske være bedre og billigere på lang sigt.

Tallene i Trafikplan 2030 viser sort på hvidt det nedslående resultat. I 2030 er der 5.000 flere biler i døgnet på Strandpromenaden. Der er også 5.000 flere biler der skal øst/vest forbi Bilka, Sundhedshuset og Løvbjergcentret. Begge steder er der tale om 30% flere biler end i dag.

Efter Trafikplanen skal Niels Gyldings Gade lukkes fra krydset ved Spar Nord til rundkørslen ved Kvicklygrunden. Trafikken skal i stedet ledes syd om Bilka langs åen til Kvicklygrunden. Det helt store perspektiv i den beslutning er nu svær at få øje på.

Udfordringen er naturligvis at Horsens vokser, men også, at forslaget til trafikplan ikke løfter opgaven.

Kommunen ønsker, at de som ikke har ærinde i byen kører udenom. Det er et rigtigt princip, men det kommer efter kommunens egen Trafikplan bare ikke til at ske i tilstrækkelig grad. 

Derfor bør en underføring af den gennemgående trafik fra krydset ved Spar Nord til Kvicklygrunden overvejes. På den måde fjernes de biler der ikke har ærinde i centerområdet helt fra gadebilledet.

Et lille lyspunkt kan bilisterne i centrum dog glæde sig over. Kommunen forventer et lille fald i trafikken på Høgh Guldbergs Gade med 1000 biler i døgnet svarende til ca. 6%

 

16.09.17: Konkurrenceudsættelse. Aftale må hilses med respekt

Byrådet i Horsens har i enighed besluttet, at forholde sig til niveauet for konkurrenceudsættelse sammenlignet med andre kommuner. Det er godt nyt, og beslutningen må hilses med respekt.

Der er ingen tvivl om, at danske kommuner i de kommende år vil løfte niveauet for anvendelse af private leverandører. I dag konkurrenceudsættes 27% af de offentlige opgaver som er egnede til konkurrence. DI ønsker dette niveau hævet til 45%. Der er ingen tvivl om, at det er den vej det vil gå.

Og så kommer det ikke kun til at dreje sig om pris. Byrådet i Horsens tilkendegiver i budgetaftalen for 2018, at effektivitet, arbejdsforhold og social ansvarlighed er lige så vigtige parametre hvad enten det drejer sig om bygningsvedligeholdelse, pasning af grønne anlæg eller levering af velfærdsydelser til borgerne.

 

02.09.17: Sygehuse. Tag en timeout på sparekrav

Tag i stedet en periode med fuld fokus på patienttilfredshed og medarbejdertrivsel

I de seneste 10 år har sygehusene været pålagt at øge produktiviteten med 2% pr. år. Før 2007 var kravet 1,5% pr. år. For de samme penge har sygehusene nu over en årrække øget produktiviteten ganske betydeligt. Det er da flot !

Produktiviteten kan naturligvis også forbedres fremover. Det er jo nærmest en naturlov. Nye teknologier og smartere metoder vil hele tiden blive udviklet. Men måske skulle man alligevel tage en timeout. Et tiltrængt pusterum bort fra besparelser og produktivitet, og med en ny fokus på patienterne og personalet.

Tag en periode med særlig fokus på patienttilfredshed og medarbejdertrivsel. Vi læser jo dagligt om udbrændthed og frustration. Sygeplejersken der bare løber hurtigere og hurtigere. Patienten der af sparehensyn udskrives for tidligt og bliver kastebold mellem sygehus, læge og kommune. Fastlåste faggrænser der hindrer effektiv ressourceudnyttelse og samarbejde. Der er sådan set nok at tage fat på.

Et sygehus er ikke en maskine, der er en levende organisme, og en sådan præsterer nu engang bedst med dedikerede medarbejdere, glade patienter og en anerkendende og forstående offentlighed.

 

24.08.17: Natur og industri. Klap lige hesten

Vi skal passe på naturen. Det er vigtigt. Og det skal vi naturligvis blive ved med.

Når det er sagt, så er der dog også eksempler på, at kæden hopper af. F.eks. i områder som er udlagt til industri, logistik og transportvirksomhed og anden fremstillingsvirksomhed. Her kan en lille bæk eller et vandhul stå alvorligt i vejen for udvidelser og erhvervsaktiviteter.

Når kommunen har godkendt et område til erhverv, så burde der overhovedet ikke være tvivl om, at området også kan anvendes til dette formål. Skulle der i et industriområde være et vandløb eller et lille vandhul som man ønsker at beskytte, så kan man jo bare gøre det gennem lokalplanen. Hermed kan man sikre, at den pågældende del af industriområdet ikke sælges til erhvervslivet, men udmatrikuleres til offentlig eje.

Men sådan er det desværre ikke altid. Her kan en lille bæk med en flok dansemyg der har lyst til at valse rundt i skyggen af høje industribygninger komme til at stå alvorligt i vejen for udnyttelse af området til erhverv. Der er også eksempler på, at et tilstoppet drænrør har medført, at der dannes et vandhul. Og når et vandhul bliver mere end 100 m2 så er det pludselig omfattet af Naturbeskyttelsesloven, og må ikke røres. Også selv om vandhullet ikke fandtes da virksomheden købte jorden til fremtidige udvidelser.

Heldigvis er de fleste kommuner pragmatisk indstillet, så der ofte findes en acceptabel løsning. Men ikke uden en ofte lang og bureaukratisk steppedans. Det belaster virksomhederne økonomisk, det forsinker byggerier og det koster skatteyderne penge til unødvendig myndighedsbehandling.

Sådan bør det ikke være. Ingen taber ved at justere Naturbeskyttelsesloven når det drejer sig om industriområder, men vi sparer erhvervslivet og samfundet for en masse bøvl. Vi skal passe på naturen, men vi skal gøre det med omtanke og proportion.

 

14.08.17: Styrk regioner og kommuner.

Centraliseringen er ved at køre træt. Måske skulle vi i virkeligheden hellere styrke kommuner og regioner. Det kunne give bedre og billigere velfærd tæt på borgeren.

Schweiz er et samfund der på mange måder minder om det danske, både i størrelse, livstilfredshed og velstand. Men de har gjort det helt anderledes. Her trives det direkte demokrati tæt på borgeren. De store politiske beslutninger træffes lokalt i små kommuner og ikke mindst i de 26 regioner, som landet er opdelt i. Her har man f.eks. eget politi, eget skattevæsen, eget skolevæsen og eget sundhedsvæsen.

Schweiz er et samfund hvor det for den enkelte borger er meget synlig hvad pengene bruges til. Det er også et samfund med en relativ lille offentlig sektor. Schweizeren bestemmer i højere grad selv, og derfor oplever de stor sammenhæng mellem deres behov, og det som samfundet leverer.

Måske findes den danske løsning i en styrkelse af kommuner og regioner. Den gamle centralistiske Christiansborgmodel ser ud til at være kørt træt, og har stadig sværere ved at levere. En ny model, der overfører væsentlig mere kompetence fra folketing til regioner og kommuner? Det burde da i det mindste være en overvejelse værd?

Flere forskningsrapporter angiver, at den schweiziske samfundsmodel er mere fremtidssikker end den danske. Så måske ville det slet ikke være så tosset, at se lidt på hvad andre har gjort.

09.08.17: Langsigtet plan for erhvervssatsning mangler.

Horsens bliver kørt agterud, hvis ikke vi kommer i omdrejninger.

Det kan være farligt når det går godt. Og det gør det i Horsens. Kommunen vokser og har længe befundet sig i den danske elite når det gælder tilflytning og boligbyggeri. Et nyt og stort campus er på vej, og vi samarbejder lokalt gennem en række alliancer, der flytter borgere fra passiv forsørgelse til aktiv deltagelse. Det er flot. Men succesen gør blind.

For det ser anderledes trist ud når man ser på den langsigtede erhvervssatsning. Her er konturerne flydende. Det er svært at få øje på fremtidens erhvervsmæssige fyrtårne, som vi sammen vil udvikle og tiltrække.

Andre gør det. Odense er international førende på robotteknologi. Vejle er synonym for dansk green-tech. Kolding er skarp på design og innovation. Andre har besluttet målrettede satsninger der skaber stærke erhvervsklynger, mange arbejdspladser og international bevågenhed og tiltrækning.

Men Horsens tøver fortsat. Vi burde ellers have de samme muligheder. Men det kræver, at vi i fællesskab tør tage en beslutning. Vi har masser af potentialer i erhvervslivet, men skal nogle af dem virkelig udvikles, så kræver det satsning, samspil og strategi.

Horsens Kommune har initiativpligten. Men alle skal inddrages, for der skal skabes bred ejerskab og involvering i processen. 

Vi har brug for mod. Nogen der tør vælge og fravælge. Vi kan ikke alt, men vi kan blive rigtig gode til noget, hvis vi vil. 

 

29.07.17: Landdistrikter. Ny strategi nødvendig for udvikling på landet

Planerne om nedlæggelse af yderligere regionale busruter i Midtjylland, er blot seneste eksempel på beslutninger der gør livet på landet sværere. Hvis vi ønsker udvikling på landet, så skal der helt andre boller på suppen. 

Men vil vi det? Eller ønsker vi et Danmark hvor livet og pulsen kun er i en række større bysamfund? Hvis ja, så skal vi blot fortsætte den nuværende linje. Hvis nej, så skal vi gå helt anderledes radikalt til værks.

Positiv snak og småtilskud til Landsbyudvikling er ikke længere nok. Hvis vi virkelig vil fremme livet på landet, så kan det kun lade sig gøre hvis regering, regioner og kommuner gør det til et fælles strategisk projekt, hvor der investeres mentalt og økonomisk i hidtil uset omfang.

Vi skal turde genåbne skoler, reetablere børnehaver og plejehjem, investere i IT-infrastruktur, nytænke offentlig befordring og sikre nærhed til erhvervsuddannelser og gymnasier. Men det er ikke nok.

Tilflytningen til landdistrikterne kan styrkes f.eks. gennem skattefradrag for istandsættelse af ældre ejendomme til helårsbeboelse, særlige store fradrag for transport til og fra arbejde, forbedrede lånevilkår for bosætning, erhverv og iværksætteri i tyndt befolkede områder. Måske skal statsskatten være mindre hvis man bor i særligt udfordrede egne af landet, og det kunne også hjælpe at gøre det billigere at have sit barn i den lokale vuggestue eller børnehave.

Økonomiske incitamenter og bedre faciliteter er nødvendige, men gør det ikke alene. Den rigtige svære øvelse består i at få unge og stærke familier til i større omfang at vælge bosætning udenfor de store byer. Det kræver en helt ny fortælling om det gode liv på landet, og den skal på plads samtidig.

Danmark er på vippen, ubalancen er til at få øje på. Hvis man vil noget andet, er det på høje tid at formulere visionerne og prioritere ressourcerne. For det bliver kun værre, hvis der ikke sættes afgørende ind.

05.07.17: Det føles bare ikke rigtigt

Pas på. Indbrudstyven er godt beskyttet ved dansk lov. Du kan blive dømt, hvis du stiller dig i vejen for tyven. Det er ikke altid nødværge, hvis du forsøger at hindre tyven i at fuldføre sit "arbejde". Langt ned i maven føles det helt forkert.

Hvis familiens hund angriber tyven, kan det i sidste ende føre til tvangsaflivning, selv om hunden blot ville beskytte sin familie.

Hvis man forsøger at tilbageholde en tyv på fersk gerning, kan det føre til, at man får en voldssag på halsen, medens tyven vil være berettiget til tortgodtgørelse.

I Danmark er det sådan, at den der vil beskytte sin familie og sine ejendele, skal være mere end almindelig varsom med ikke at krænke tyven. Nødværge udlagt som anklage om selvtægt er ikke helt ualmindelig.

Mindre end hvert 10. indbrud bliver opklaret. Ressourcerne er små og området er nedprioriteret Dette til trods for at indbrud i private hjem ofte opleves som stærkt personlig krænkende og langvarig traumatiserende.

Selv om ejendomsretten er grundlovssikret, er man ofte henvist til sin egen skæbne. Man kan gøre det sværere for tyven at komme ind. Men hvis tyven først er kommet ind, er man prisgivet. Sådan bør det ikke være i et retssamfund.

Indbrud i private hjem er en bevidst, planlagt og forsættelig handling med en kalkuleret risiko for ”arbejdsskade”. Derfor bør retssystemet i højere grad tage mere hensyn til offeret, også selv om tyven pådrager sig rimelig skade. Nødværge er også at hindre arvesmykket i at forsvinde for altid.

 

21.06.17: Nyt havnebyggeri. Gør det nu rigtigt!

Dana-Feed grunden på Nordhavnen i Horsens er sat i offentligt udbud. Det kommende byggeri på den store centrale grund kan blive særdeles værdifuldt for byens udvikling. Men det kan også blive et funktionelt misfoster.

Vi skal have vækst, men vækst med omtanke. Ethvert byggeri skal planlægges med udgangspunkt i de mennesker der skal skabe liv og puls i området. Og så skal der naturligvis sikres en æstetisk og funktionel sammenhæng med de omkringliggende bygninger og kvarterer. Og så er Dana-Feed området helt central, når Havnen skal åbnes op mod byen.

Derfor er det bekymrende, at udbudsperioden er så kort. Kun 7 uger midt i en sommerferieperiode. Kan man overhovedet nå professionelt at forholde sig til funktionalitet og byliv, når der samtidig skal skitseres og beregnes? Og hvad med dialogen med borgere og interessenter? Man kan frygte, at historien gentager sig, fordi der er for lidt tid til at fokusere på det der virkelig betyder noget.

Jeg håber, at "Livet på Havnen" bliver det helt centrale element når Byrådet skal godkende det endelige projekt.

 

14.06.17: Sygehusene. Tag en timeout på sparekrav

I de seneste 10 år har sygehusene været pålagt at øge produktiviteten med 2% pr. år. Før 2007 var kravet 1,5% pr. år. For de samme penge har sygehusene nu over en årrække øget produktiviteten ganske betydeligt. Det er da flot !

Produktiviteten kan naturligvis også forbedres fremover. Det er jo nærmest en naturlov. Nye teknologier og smartere metoder vil hele tiden blive udviklet. Men måske skulle man alligevel tage en timeout. Et tiltrængt pusterum bort fra besparelser og produktivitet, og med en ny fokus på patienterne og personalet.

Tag en periode med særlig fokus på patienttilfredshed og medarbejdertrivsel. Vi læser jo dagligt om udbrændthed og frustration. Sygeplejersken der bare løber hurtigere og hurtigere. Patienten der af sparehensyn udskrives for tidligt og bliver kastebold mellem sygehus, læge og kommune. Fastlåste faggrænser der hindrer effektiv ressourceudnyttelse og samarbejde. Der er sådan set nok at tage fat på.

Et sygehus er ikke en maskine, der er en levende organisme, og en sådan præsterer nu engang bedst med dedikerede medarbejdere, glade patienter og en anerkendende og forstående offentlighed.

 

07.06.17: Lavt niveau på omsorg for ældre

En opgørelse fra Økonomi- og Indenrigsministeriet viser, at Horsens ligger i den lave ende, når det drejer sig om udgifter til de ældre.

I forhold til landsgennemsnittet bruger Horsens 9% mindre end andre kommuner på borgere over 65 år. København topper listen. Her bruger man 73% mere på de ældre end i Horsens Kommune.

Alt kan selvsagt ikke opgøres i penge, men den senere tids udfordringer omkring ældreplejen, har måske også en økonomisk årsag. Horsens kommune bruger årligt kr. 37.800 pr. borger over 65 år.

Man kan naturligvis ikke udelukke, at Horsens Kommune bare er bedre og mere effektiv end andre, og de ældre måske er mere selvhjulpne end andre steder. Det kunne derfor være interessant at sammenligne udgifterne i kommunerne med de ældres tilfredshed med den kommunale service.

Hvis den lokale tilfredshed blandt de ældre også er i den lave ende, så bør noget gøres. Andet kan vi simpelthen ikke være bekendt.

15.05.17: Nyt navn til transportcenter er ikke klogt

Horsens Transportcenter (Logistikcenter Danmark Vest) skal have nyt navn. Hvorfor nu det?

Da erhvervsområdet ved motorvejstilslutning 56 ved Horsens Vest oprindelig skulle have et navn blev det 'Logistikcenter Danmark Vest'. Navnet skulle understrege Horsens position som et af Danmarks vigtigste og største transport- og logistikcentre. 

Da Vejdirektoratet i 2012 godkendte området som omladeplads for modulvogntog, blev tilladelsen givet til Horsens Transportcenter (Logistikcenter Danmark Vest).

Da EU for et par år siden skulle udpege en række strategisk vigtige logistikcentre i Europa blev Horsens Transportcenter udpeget som ét af kun syv Transportcentre i Danmark, en såkaldt EU Core-Road Logistikplatform.

Nu har Kommunen besluttet, at området fremover skal hedde 'Erhvervspark Vega'. Jeg er bange for at navneskiftet kan komme til at udfordre Horsens position på det strategisk vigtige logistikområde.

Hvis navneskiftet i det mindste er sket efter ønske og i dialog med virksomhederne i området, må man acceptere det. Men klogt er det ikke.

 

05.05.17: Sådan får vi bedre borgerinddragelse 

Spørgetid før byrådsmøder, flere temamøder og bedre information kan sikre mere konstruktiv borgerinddragelse.

De seneste måneders opråb fra frustrerede borgere om Campusrokaden, Havneomdannelsen og Vejplanerne vidner om, at alt ikke er som det burde være. Mange borgere føler ikke de bliver hørt, men nærmest overhørt.

Byrådsmøderne kunne være en del af løsningen, men det er de ikke. Det er ofte en tam forestilling. Alt er klappet af på forhånd. Kun undtagelsesvis er der reel debat.

Som systemet er nu, kan det nok ikke være anderledes. Det er nemlig i udvalgene tingene foregår. Problemet er blot, at udvalgsmøder efter reglerne skal være lukkede for offentligheden.

Der er altså ingen anden vej end at udvalgene i højere grad afholder åbne dialog- og temamøder, så man som borger og interessent kan bidrage og blive hørt. 

Og hvad med bedre, mere forståelig og direkte information om Kommunens tanker og planer? Det er mere end 20 år siden, at stregerne blev tegnet til en ny sydlig omfartsvej gennem Klokkedal, men det er først nu, 20 år senere, at vi får debatten med borgerne.  

Flere kommuner har spørgetid før byrådsmøderne. Det har Horsens ikke. Hvorfor egentlig? Der er vel ikke noget at være bange for? Tværtimod kan forslag og spørgsmål fra borgerne være med til at nuancere og forbedre den politiske beslutningsproces.

Meget i lokalpolitik handler om enkeltsager. Hvorfor ikke inddrage interessenterne på et meget tidligere tidspunkt. Det er ufrugtbart, at den borgerinvolverende debat først kommer i den aller sidste del af processen. Det fjerner højest et par etager fra et havnebyggeri og flytter lidt rundt på et byggefelt.

Rettidig omhu i forhold til borgerinddragelse, vil reducere antallet af frustrerede læserbreve og få langt flere til at løfte i flok.   

 

19.04.17: Strategisk infrastruktur skal forblive i offentligt eje.

I øjeblikket er der rygter om at sælge gastributionsnettet til private. Lad være med det. Det ligger godt hos Energinet.dk. Vi risikerer at få skabt et privat monopol, som i sidste ende bliver et dyrt bekendtskab for forbrugerne. Selv om Energinet.dk er et offentligt monopol, så er det trods alt ikke et monopol som skal optjene overskud til sine ejere.

Telefonkablerne blev solgt til TDC og en kapitalfond. Resultatet blev, at et offentligt monopol blev erstattet af et privat monopol. Men nu var der pludselig private aktionærer som råbte på store udbytter. Det fik de. Forbrugerne fik højere priser.

Det samme skete med Scanlines og færgeruten Rødby-Puttgarden. Først når tunnelen om mange år står færdig bliver der konkurrence på ruten. Indtil da betaler erhvervslivet og befolkningen en overpris, så kapitalfonden bag selskabet kan generere store overskud til deres ejere.

Historien om Københavns Lufthavn er nøjagtig den samme. Den drives i dag af en kapitalfond, der spinder guld på det monopol de har. De store overskud finansieres af flyselskaberne, og i sidste ende af de rejsende.

Banedanmark er fortsat et offentligt selskab, som ejes 100% af Transportministeriet. Lad det endelig fortsætte sådan, og lad så DSB, Arriva og andre konkurrere om at transportere personer og fragt rundt på skinnerne. Det er sund fornuft.

Men det er ikke sund fornuft, hvis staten begynder at sælge ud af den strategiske infrastruktur på energiområdet. I sidste ende kan det resultere i, at vi får skabt et nyt privat kæmpe monopol på energiforsyningen. Så behold gasdistributionsnettet og sørg for at gasselskaberne, elselskaberne og fjernvarmeværkerne fortsat konkurrerer. Vi har ikke brug for flere monopoler, som kun svækker konkurrencen.

 

11.04.17: Tillid giver flere varme hænder 

Større tillid til medarbejdernes dømmekraft og færre regler giver tid til mere velfærd. Kerneopgaven skal i fokus.

Regeringen har igangsat et stort afbureaukratiseringsarbejde. Det er fint, hvis ikke bare det ender med, at gamle regler erstattes af en masse nye regler. Formanden for Kommunernes Landsforening siger, at medarbejderne indenfor beskæftigelsesområdet bruger 75% af deres tid at håndtere de 30.000 siders lovstof på området. Kun 25% at tiden anvendes på kerneopgaven. Hvis det er rigtigt, så er det helt grotesk og det bedste argument for, at noget må gøres.

Det er på tide at det offentlige opgiver detailreguleringer, og i stedet overlader opgaven til de medarbejdere som er tættes på borgerne. Man bliver simpelthen nødt til at skrotte den bureaukratiske regelstyring, og i stedet styre gennem værdiskabelse.

Men det er ikke bare det offentlige der skal ændre adfærd. Måske er det i virkeligheden den enkelte borger og modtager af velfærdsydelserne, der mentalt skal indstille sig på den største ændring.

Det man i dag efter reglerne er berettiget til vil nemlig fremover i højere grad blive erstattet af: ”Du får det som din særlige situation nødvendiggør, uagtet at din nabo får noget helt andet”.

Hvis mennesker skal behandles lige, skal de netop behandles forskelligt, og derfor bør vi i højere grad overlade til den enkelte medarbejder, at vurdere det aktuelle behov. Nok så detaljerede regler kan aldrig blive lige så gode som medarbejdernes personlige dømmekraft i den konkrete sag. Men skal det ske, så skal samfundet turde vise meget mere tillid til medarbejderne i den offentlige sektor.

 

03.04.17: Brædstrup glemt vedr. nye pladser på hospice

Region Midtjyllands Hospitalsudvalg skal i dag den 3. april 2017 tage stilling til en udvidelse med yderligere 2 pladser. Hospice Gudenå og Hospice Søholm er i spil.

Både Hospice Søholm (Stavtrup) og Hospice Gudenå (Brædstrup) er interesseret. Direktionen i Region Midtjylland indstiller, at Hospice Søholm udvides med de 2 pladser.

Men dette harmonerer ikke så godt med aftale om budget 2016 for Region Midtjylland, hvor der står: ”Såfremt der på et senere tidspunkt bliver økonomisk mulighed for at etablere hospicepladser, prioriteres udvidelsen at kunne ske på de bestående hospicer, således at alle hospicer får minimum 12 pladser”.

Hospice Søholm har i dag 11 pladser og Hospice Gudenå har 9 pladser. Følges direktionens indstilling vil Hospice Søholm få 13 pladser og dermed én plads mere end det antal som giver den mest rentable drift.

Jeg håber at politikerne i Regionen vil vende skråen en ekstra gang.

 

31.03.17: Byliv før bygninger

Der tales meget om de mange kommende byggerier i Horsens. Men der tales ikke så meget om de mennesker der skal bo i husene og opholde sig imellem dem.

Jeg var til et af kommunens møder omkring de store planer. Campusbyggeriet, Nordhavnen, den nye økologiske bydel ved Nørrestrand, trafikplanerne og meget mere. Det er helt fantastisk. Man bliver helt høj af at høre om al den vækst og fremgang. Glemt er årene i begyndelsen af 90’erne, hvor vi dårligt kunne huske hvordan en byggekran så ud.

Men det er også slående hvor lidt der tales om de mennesker der skal befolke de nye bydele, og det byliv der gerne skulle opstå mellem husene.

Vi behøver ellers ikke at gå ret langt for at få inspiration. Det lokalt forankrede Kilden & Mortensen ApS (Rune Kilden og Michael Mortensen) står f.eks. sammen med Gehl Arkitekter og Bjarke Ingels Tegnestue om udviklingen havneområdet, Aarhus Ø.

Vi skal ikke kopiere hvad de gør i Århus, men det er vel i orden at lade sig inspirere.

Den vigtigste inspiration er nok, at de arbejder intens og professionelt med at udvikle byliv, før det endelige byggeri projekteres.

60 små badehuse, efter inspiration fra de små hvide badehuse i Løkken, skal skabe ekstra liv langs havnepromenaden. De yderste af disse huse, få meter fra kajen, kan erhverves af dem der samtidig vil forpligte sig til at gennemføre 10 årlige udadvendte arrangementer der skaber liv.

Den meget populære midlertidige strandbar, der nu har banet vej for en række permanente restauranter. Danmarks mindste kirke på blot 30m2. Et havnebad. En sandstrand. Århus Nye Svømmehal, som den kaldes, og den består blot af en række bøjer i vandet som markerer banerne i en svømmehal.

Maritime kolonihaver, snoede gadeforløb og små hyggelige pladser. Alt sammen noget der skaber positive fortællinger, som i sidste ende trækker købere og lejere til de boliger som opføres.

Jeg håber, at Kommunen, AP Pension, Casa, Bech og alle andre der nu får et stort ansvar for en central del af byens fysiske og funktionelle identitet, også vil påtage sig sin del af ansvaret for at skabe byliv. Det fortjener Horsens.

 

18.03.17: Virksomheder søges

Der er brug for en langsigtet indsats for nye arbejdspladser. Det går ellers rigtig godt i Horsens, men de senere år har vi bare ikke fokuseret tilstrækkelig på at tiltrække virksomheder og nye jobs.

Ser man bort fra virksomheds flytninger internt i Horsens-området, er der ikke kommet meget nyt til de senere år. Det er selvfølgelig dejligt når en virksomhed vælger at flytte nogle få kilometer over kommunegrænsen og ind i Horsens Kommune. Men erfaringsmæssigt er der lige så mange der over tid flytter den anden vej.

Samfundet Horsens bør i et bredt samarbejde igangsætte en langsigtet og proaktiv indsats for tiltrækning af indenlandske og udenlandske virksomheder og investeringer.

Det er flere år siden at BusinessHorsens råbte vagt i gevær og endda tilbød at finansiere en del af indsatsen. Men toget holder stadig stille.

Det er nu der er fremgang, og derfor er det nu der bør smedes.

Bredt ejerskab nødvendigt
Og alle interesserede skal med om bordet. Fagbevægelsen, erhvervsorganisationerne, brancheforeninger, Uddannelsesorganisationerne, Kommunen og interesserede virksomheder. Og så skal satsningen forankres i erhvervsstrategien.

Hvis vi løfter i flok kan vi sikre jobskabelsen på den lange bane. Det er faktisk også ganske sundt, hvis befolkningsvækst og erhvervsvækst udvikler sig parallelt.

Men det har de ikke gjort de seneste 8-9 år. Befolkningstallet er steget med næsten 9.000 personer, medens antallet af arbejdspladser siden 2009 er faldet med ca. 1.000 personer. Det går ganske vist den rigtige vej i øjeblikket. Siden 2013 har vi haft positiv vækst i beskæftigelsen, men i sammenligning med befolkningsudviklingen kun en langsom vækst.

 

23.02.17: Biltunnel under havnen mangler

Horsens Kommunes plan for bedre afvikling af biltrafikken frem til 2030, har mange gode elementer. Men på den lange bane er der svagheder.

Alle spår, at Horsens vil vokse med mere end 1000 indbyggere hvert år. Det bliver hurtigt til mange mennesker. Derfor er det nødvendigt, at trafikplaner ser længere frem end blot 13 år.

Den fremlagte plan er god på den korte bane. Svagheden er, at den ikke besvarer spørgsmålet: Hvad så efter år 2030?

Høegh Guldbergs Gade, vil selv med den planlagte udvidelse til 4 spor på udvalgte strækninger forblive at være en flaskehals. Derfor kan man lige så godt erkende, at en tunnel under havnen er den mest oplagte mulighed for en fornuftig langsigtet trafikafvikling.

Og den skal planlægges nu, for om ganske kort tid er det for sent. På det tidspunkt vil Nordhavnen nemlig være så massivt udbygget, at en forbindelse mellem Sydhavnen/ Omfartsvej Syd og Strandpromenaden vil være umulig eller for dyr.

Det kan godt være, at tunnelen først realistisk kan bygges efter 2030, men linjeføringen skal fastlægges nu, og det haster.

 

11.02.17:  Pensionsalder. Man kunne starte et andet sted

Det kan gøres mere attraktivt, at blive længere på arbejdsmarkedet. Der kan også gøres mere for at øge den private pensionsopsparing. Men vi skal samtidig huske, at pensions- og efterlønsalderen faktisk er for høj, for nogle grupper.  

Lad os starte med at gøre rammerne bedre for dem der har lyst til at blive længere på arbejdsmarkedet. I dag bliver man f.eks. smidt ud af A-kassen, når man når pensionsalderen. Hvorfor skal en 65-årig der har lyst til at arbejde til han/hun bliver 70 år ikke have mulighed for understøttelse hvis arbejdspladsen går konkurs? Der er også en række forsikringsordninger der udløber ved en bestemt alder. Hvorfor ikke fjerne denne aldersdiskriminering og lade ordningerne gælde så længe man arbejder?

Og så er der snakken om ’Det grå Guld', der med få undtagelser er forblevet ved snakken. Mange der bliver sendt ud i ledighed, når de er sidst i 50'erne oplever bestemt ikke, at de bliver set på som guld. Denne senior-ressource bør vi kunne udnytte bedre.

Regeringen foreslår en lovpligtig privat pensionsopsparing. Det er en god idé. I dag er 750.000 personer nemlig ikke dækket via arbejdsmarkedsordninger. Og det tal vil stige. Vi er nemlig på vej ind i et samfund med færre fastansatte og stadig flere projektansatte, freelancere, selvstændige og folk som vil supplere indkomsten på deleøkonomiske platforme. 

Selv om det er vigtigt, at flere bliver længere, så er der modsat også mange der er nedslidt længe inden de når efterløns- eller pensionsalderen.  

Seniorførtidspension kan man i øvrigt kun få hvis der er tale om: ”væsentlig og varig nedsat arbejdsevne som betyder, at pågældende ikke vil være i stand til at forsørge sig selv ved arbejde, herunder et fleksjob”. Skal vi virkelig så langt ud? Bør vi ikke have et samfund, hvor man kan forlade arbejdsmarkedet før kroppen siger helt stop?

Ingen tvivl om, at det er nødvendigt for vores velfærd, at statens udgifter til pension reduceres. Men vi kan nå langt med motivation og bedre rammer, og så skal vi under alle omstændigheder huske, at snakken om pensionsalder skal have fokus både op og ned.

 

09.02.17:  Midtbyplan. Ejerskabet blev glemt

'Vi løfter i flok' er grundlaget for Horsens flotte udvikling gennem de seneste årtier. I sagen om midtbyens udvikling, er vores fælles løfteevne blevet alvorlig udfordret? Problemet er manglende ejerskab.

Det kan skyldes selvfedme, at vi pludselig er begyndt at tage tingene for givet, at vi bare lige glemte, at få de mange med. Under alle omstændigheder skyldes modstanden mod den store midtby- og havneplan, at mange ikke føler ejerskab til visionen.

Det er ellers noget som Horsens har været rigtig godt til: at sikre ejerskab og opbakning gennem involvering. Nogle kalder det ligefrem vores nye DNA.

Men det er åbenbart ikke vores DNA, for så havde det også holdt i dette tilfælde. Læren er, at intet må tages som en selvfølge, og at der hele tiden skal være fokus på at skabe involvering og ejerskab. Jeg håber, at den situation vi har i øjeblikket, må blive en lære til os alle.

Jeg håber også, at det forsøg som Rådhuset nu gør, vil lykkes. Det skulle selvfølgelig være sket tidligere, men bedre sent end aldrig. Nu inviteres til store borgermøder for at drøfte planerne.

Jeg håber i særdeleshed, at der kan skabes ejerskab til, at Horsens også fremadrettet skal være en stor uddannelsesby. Intet er nemlig bedre til at sikre byudvikling, end netop en stor lokal uddannelsessektor. Og derfor skal VIA og andre uddannelser forankres i et Campus ved banegården.

På et tidspunkt var Århus og Horsens stort set lige store, men så fik Århus et universitet  ...

 

02.02.17:  EU. Teknokrater bestemmer for meget

Er demokratiet nærmest pantsat hos topjurister i Strasbourg? Professor i strafferet mener JA. Noget kunne tyde på, at han har ret.

De 47 dommere ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstolhar taget magten fra parlamenterne siger Professor Gorm Toftegaard Nielsen til JP. De går alt for vidt, så de laver lovgivning, selv om de ikke er folkevalgte, men håndplukkede til at våge over menneskerettighederne.

Der er nok ikke meget tvivl om, at Storbritanniens beslutning om at forlade EU bl.a. skyldes utilfredshed med at lovgivningen er flyttet væk fra befolkningerne og over til de juridiske teknokrater, også selv om Menneskeretsdomstolen på papiret intet har med EU at gøre.

Det Europæiske Fællesskab er en god ting, som vi skal værne om. Problemet er, at befolkningerne i stigende omfang vil reagere mod en kultur, hvor de får mindre og mindre at sige. Livsnerven i demokratiet ligger hos de enkelte landes parlamenter, og det forsvinder, jo mere beslutningerne flyttes over i internationale organer.

Vi skal have et stærkere EU, men det får vi kun hvis den enkelte borger bakker op. Jeg håber at EU vil forstå, at den indtil nu betrådte vej kan blive skæbnesvanger. Det er nok en god idé, at slække lidt på gashåndtaget.

 

25.01.17: Velfærd. Små kommuner bedst

Større kommuner skulle sikre bedre velfærd. Men noget kan tyde på, at de nye kommuner blev for store, da de så dagens lys for 10 år siden. I hvert fald opleves den kommunale service bedst i de mindre kommuner.

En analyse fra Ugebrevet A4 viser, at 42% af borgerne i mindre kommuner oplever god service. Det tilsvarende tal for de store kommuner er 25%.

Forskellen er særlig stor når det drejer sig om kernevelfærden som folkeskole, ældrepleje og daginstitutioner. Specielt på området ældrepleje er forskellen markant. Her vurderer mere end dobbelt så mange i de små kommuner, at kommunen leverer god eller meget god service.

Kun på et af seks parametre er tilfredshedsheden i de store kommuner større end i de små. Det er når det drejer sig om infrastruktur, tog, busser og veje. Her er der en lille overvægt af borgere i de store kommuner der er tilfredse.

Efter at 271 kommuner blev til 98, er indbyggertallet i kommunerne steget fra gennemsnitlig 19.000 til 55.000 indbyggere. Det er nok urealistisk indenfor overskuelig fremtid at reducere kommunernes størrelse. Derfor er eneste vej, at de store kommuner tager fat på at løse de problemer, som nogle faktisk selv skabte, i deres iver efter at blive (for) store.

Det er ikke i analysen muligt at uddrage tal specifikt for Horsens Kommune. Men den seneste nationale brugertilfredshedsundersøgelse omkring hjemmeplejen som Horsens Kommune deltog i viser, at Horsens her ligger på landsgennemsnittet. Med små 89.000 indbyggere hører Horsens til gruppen af store kommuner.

I undersøgelsen defineres en minde kommune som en kommune med under 25.000 indbyggere. En stor kommune er en kommune med over 75.000 indbyggere.

 

19.01.17:  Forurening. Hvad nu hvis Kina kollapser?

Ustabilitet må i hvert fald forventes. Ikke kun på grund af stor social ulighed, men på grund af forurening. I december var der store uroligheder i Chengdu - Horsens kinesiske venskabsby.

Kinas ledelse har ikke villet prioritere at gøre noget effektivt ved den giftige smog, som dagligt slår kinesere ihjel, og som fratager millioner af kineseres mange leveår. Kulværker, stålværker og voldsom stigende trafik har indhyllet Beijing, Shanghai, Chengdu og andre store byer i en giftig ildelugtende tæt tåge.

På et snarligt tidspunk vil den almindelige kineser med de sorte lunger reagere. I december blev en stor politistyrke sat ind mod en forurenings demonstration i Horsens kinesiske venskabsby Chengdu. Meget mere vil følge efter. Og hvad så? Vil der blive borgerkrig? Vil Kina falde fra hinanden? Vil Asien blive ustabilt? Vil en afledt økonomisk nedtur i Kina skabe ny global recession?

Verdenssamfundet burde reagere proaktivt overfor det kinesiske styre. Men det vil sikkert ikke ske, ikke effektivt i hvert fald. Hvis ikke Kina selv satser massivt på forurenings bekæmpelse, så er der stor sandsynlighed for, at historien om det mægtige Riges storhed og fald kan skrives på forhånd.

 

12.01.17: Byggeaffald. Horsens bør satse på genbrug

Bygge- og anlægssektoren producerer næsten en tredjedel af den samlede affaldsmængde i Danmark. Horsens har stolte byggetraditioner. Det vil derfor være naturligt, at man lokalt gør direkte genbrug af byggematerialer til et satsområde.

Vi var ellers på vej. I august 2016 blev der holdt et møde på Rådhuset. Grøn Vækst Horsens havde inviteret en række aktører til en dialog om genbrug og genanvendelse af byggematerialer. Siden har der desværre været meget stille.

Det burde ellers ligge lige for, at specielt Horsens går i front på dette område. Med byens kompetencer indenfor uddannelse, forskning og kombineret med en meget stor lokal byggesektor bør vi have de bedste forudsætninger for at udvikle forretningsmodeller for genbrug og genanvendelse i byggeriet. For selv om Danmark allerede genanvender meget, så er der lang igen. Bygge & anlægssektoren vurderes at være en af de sektorer, som har aller størst potentiale for cirkulær økonomi.

Mange skal inddrages. Arkitekter og ingeniører skal blive knivskarpe til at projektere med genbrug for øje. Leverandører af byggematerialer skal fokusere på at producere uden skadelige stoffer og med henblik på at materialernes værdi kan bevares, også efter nedrivning. Alle skal være med, både nedbrydningsfirmaer, håndværkere, entreprenører og virksomheder der beskæftiger sig med energiteknologi.

I Århus er boligforeningen Lejerbo i samarbejde med en række aktører gået i gang med et spændende byggeri af 60 boliger, der skal vise at der kan tjenes penge på, at bygge nyt af materialer, hvor 90% kan genanvendes.

Der er ingen tvivl om at miljømæssig bæredygtighed og økonomisk gevinst kan gå hånd i hånd. Det er bare om at komme i gang.

04.01.2017:  EU skal tænke sig godt om.

Lige nu drøftes reglerne for EU-borgernes adgang til velfærdsydelser i andre EU-lande. Buketten består ikke kun af røde roser.

På den positive side. Det skal ikke længere være muligt at komme til Danmark nogle uger og plukke jordbær, og så tage hjem med danske dagpenge. Kommissionen lægger op til, at der minimum skal være arbejdet i 481 timer, hvilket er ca. 100 timer mere end de nuværende danske regler.

EU er også på vej med en markering af, at vandrende EU-borgere, der ikke kan forsørge sig selv og som ikke har arbejdet i det pågældende land, hverken har ret til ophold eller sociale ydelser.

På den negative side. EU vil udvide den periode som en arbejdsløs må tage dagpenge med til et andet EU-land fra 3 til 6 måneder.

Der lægges også op til, at Danmark skal betale arbejdsløshedsunderstøttelsen, hvis en person med fast adresse i f.eks. Tyskland, har arbejdet i Danmark. Alene spørgsmålet om hvordan man kan sikre sig, at den pågældende udlænding virkelig står til rådighed for arbejdsmarkedet bliver vist i sig selv en temmelig bureaukratisk udfordring.

Indeksering af børnechecken er nu taget helt af bordet. Den faldt med briternes nej til EU. Det hele var ellers forhandlet på plads. Men nu skal man starte forfra, og det bliver op ad bakke. Det burde ellers både være indlysende og rimeligt, at det er omkostningsniveauet i det land hvor børnene rent faktisk opholder sig, der bør afgøre checkens størrelse.

Og så den helt aktuelle og groteske sag hvor den mor eller far der har bortført et fælles barn til udlandet, har krav på børnebidrag fra den far eller mor som har ”mistet” sit barn.

 

01.01.2017 Skal alle stå bi når det går galt?

De fleste pengeinstitutter drives som aktieselskaber. De har dermed aktionærer, som vil have udbytte. Men går det rigtigt galt, så skal alle borgere stå bi. Er det rimeligt?

Vi ser det lige nu i Italien. Vi så det i Danmark under finanskrisen. Staten, og dermed os alle, måtte stille op som garanter. Det gør samfundet sikkert også næste gang, i hvert fald i forhold til de systemiske pengeinstitutter (de store banker, som man har besluttet ikke må gå konkurs).

Bytteforholdet er forkert. Går det galt skal alle stå bi, men når de samme banker, rationaliserer og fyrer medarbejdere, bl.a. for at kunne levere passende store afkast til aktionærerne, så sker det ikke nødvendigvis i solidaritet med samfundet og borgerne.

Så der er noget galt i den struktur vi har valgt for dele af pengeinstitutsektorens indretning. Det er ikke en fair deal.

Vi må derfor nytænke sektorens sikkerhedsnet. Principper om fairness bør gå forud for pragmatik. Hvad enten det er sektoren der selv ønsker det, eller staten der kræver det, så bør borgernes solidariske garantier ske på et fair og afvejet grundlag.

Jeg er selv aktionær i en bank, men derfor kan man vel godt tillade sig at mene, at noget ikke helt er som det bør være?

 

18.11.2016: AMU er nødt til at fokusere

Arbejdsmarkedsuddannelserne (AMU) som tilbyder erhvervsrettet voksenuddannelse og efteruddannelse står ved en skillevej. AMU skal i langt højere grad kunne levere de komplekse, unikke og specifikke behov som virksomhederne efterspørger.

Det er en kæmpe udfordring, men tingene går i dag bare så stærkt. Virksomhederne står overfor hastigt ændrede kundebehov, nye teknologier og nye forretningsmodeller. Skal AMU også fremadrettet være noget værd, skal man hurtigt og fleksibelt kunne levere både virksomhedsspecifikke kompetencer og særlige specialistkompetencer. Og det bør være en primær opgave.

Tiden med ”one size fits all” er forbi. Det er heller ikke længere tilstrækkelig blot at løfte medarbejderkompetencerne, hvis ikke løftet er højt nok, og til det niveau der rent faktisk efterspørges.

Der er tale om en nødvendig systemmæssig omvæltning. Men hvad skal der så til for at det virkelig batter?

Samarbejdet mellem skolerne skal øges, og ansvaret for AMU-udbuddet skal målrettes og samles på færre skoler. Lokale undervisningskompetencer og up-to-date udstyr skal være afgørende for hvor tingene placeres.

Dette betyder bl.a., at det bliver lettere for ”systemet”, at opfylde en skærpet forpligtigelse til virkelig også at gennemføre de fagspecifikke kurser som efterspørges.

Det systematiske virksomhedsopsøgende arbejde skal øges. Skolerne skal også være forpligtede til at udlåne undervisere til hinanden, så kvaliteten i undervisningen sikres.

Herudover bør behovet for tidsvarende skolehjem imødekommes, meritmulighederne mellem AMU og EUD (erhvervsrettede ungdomsuddannelser) skal styrkes og der skal samtidig sikres mere smidigere rammer for samlæsning.

Endelig skal AMU fortsat bidrage til forståelsen af, at livslang læring er en basal forudsætning for overhovedet at beholde et job. Læring starter i folkeskolen og slutter først den dag man går på pension. Og så er det i øvrigt ligegyldig om man er privatansat, offentligansat, eller man er leder, arbejdsløs eller selvstændig.

 

02.11.2016: Udfordringen!

De færreste er sig det måske bevidst. Men Horsens står overfor en af de største udfordringer i mange årtier. For hvad nu? Hvor er vi på vej hen? Vi løfter i flok, men er vi alle klar over hvad vi skal løfte?

Vi mangler en fælles langsigtet vision. Vi mangler et tydeligt mål ude i horisonten. Når Horsens i 2042 kan fejre sit 700 års købstadsjubilæum, hvad er det så for en by vi ønsker at møde?

Byrådet har lige indgået et visionært budgetforlig, der betyder store fysiske rokeringer og en markant satsning på Horsens som uddannelsesby. Det er både godt og nødvendigt. Men er det nok, og når de vedtagne projekter er realiseret om 8-10 år, hvad så?

Horsens er i de sidste par årtier blevet løftet markant, gennem en dygtig kultursatsning. De store koncerter har betydet meget. Men hvad nu? Ét er sikkert, fremover vil vi ikke kunne holde kadencen på dette felt. Konkurrencen er blevet for stor, koncerterne for mange, og vi har ikke længere fordelen som first-mover.

Fængslet er ved at udvikle sig som kulturinstitution. Men skal vi lægge alle æg i den hat?

Der er brug for, at nogen sætter sig sammen og udtænker store tanker og får dem formuleret i en langsigtet strategi for byens udvikling. Vi har brug for at vide hvor vi er på vej hen, og vi skal kunne se målene klart i horisonten.

Og så skal vi sikre bred involvering og ejerskab. Dette ejerskab har nemlig været hele fundamentet for Horsens succesfulde rejse de seneste 20-25 år.

Dengang befandt vi os på en brændende platform, så vi rykkede sammen. De nye der er kommet til siden, er måske ikke helt klar over værdien af denne bevidste og anderkendende inddragelse af mange mennesker i processen.

Min opfordring: Lad os starte med at sætte nogle mennesker sammen som brænder for at bidrage med ideer og input til byens langsigtede udvikling og som kan se mening i at tænke både 6 og 8 valgperioder frem i fremtiden.

 

29.10.2016: Kommunerne i "udkanten" har selv et medansvar

Geografisk ligger København i udkanten af Danmark. Det kan de færreste vist være uenige i. Så den såkaldte udflytning af arbejdspladser er i virkeligheden ikke en udflytning, men en omflytning af arbejdspladser fra den ene udkant til den anden.

Men ligegyldig hvilken optik man anvender, så handler diskussionen om hvorvidt vi virkelig ønsker, at skabe et Danmark i bedre balance.

Det er utvivlsomt, at der både i Danmark og globalt sker en flytning mod de større byer. Det interessante er at forstå årsagen. Er det fordi det moderne menneske helt grundlæggende ikke kan lide at bo på landet og i landsbyerne, eller er det fordi mulighederne bare er større i de store byer?

Historien har vist allerede givet svaret. Menneskene søger mod de steder, hvor mulighederne er bedst. Og det har i stigende omfang været i byerne.

Så det interessante spørgsmål er om vi afgørende kan forbedre mulighederne længere væk fra de store byer. Det kan vi naturligvis hvis vi vil. Men det kræver en stor, vedholdende og koordineret indsats fra mange parter, hvor staten, kommunerne, realkreditinstitutterne og bankerne er de vigtigste.

Blandt disse er kommunerne i udkantsområderne selv centrale spillere. Men der har hidtil ikke været så stor strategisk fokus på udkantkommunens egen rolle. For hvad nytter det for de hårdt trængte landsbyer, at staten flytter arbejdspladser til kommunens hovedby, samtidig med at kommunen selv lukker skoler, børnehaver, plejehjem, forringer den kollektive trafik og på alle områder udsulter landsbyerne?

Hvis vi som nation ønsker at holde liv i udkanten, skal der skaffes nye penge til en langsigtet udvikling af landsbyerne, så kommunerne ikke kun er tvunget til at skære ned. Det hele skal naturligvis følges op af ekstraordinært forbedrede lånevilkår til bosætning og erhverv i landsbyerne.

Kun handling kan vise om viljen reelt er til stede.

 

18.10.2016: Ny teknologi - fremtid uden arbejde?

Indtil nu har teknologien skabt flere jobs, end den har nedlagt. Men vil det også være sådan fremover? Den amerikanske datalog og softwareudvikler Martin Ford, hævder, at det nu bliver helt anderledes.

Lige siden industrialiseringens start har der mange steder været stærke bekymringer om hvorvidt den teknologiske udvikling ville skabe arbejdsløshed og armod. Sådan er det som bekendt ikke gået - tværtimod.

Personligt har jeg svært ved at forestille mig, at det fremover vil gå meget anderledes. For mennesket er kreativt og vil ”opfinde” nye behov. Men det er Martin Ford bestemt ikke enig i. Han hævder i sin nye bog ”Rise og the Robots”, at fremtiden vil byde på så avancerede, intelligente og tænkende robotter, som vil efterlade mange lønmodtagere uden noget reelt at tilbyde, fordi robotterne vil kunne gør tingene hurtigere, billigere og bedre.

Det er nemlig helt anderledes denne gang siger Martin Ford. Nu er det ikke kun håndens og rutinernes arbejde som robotterne fortrænger. Det er også den menneskelige hjernes arbejde. Det som robotterne ikke kan i dag vil de snart kunne lære. Kun personer med højt specialiseret viden vil fremover have en chance på arbejdsmarkedet.

De intelligente robotter vil kannibalisere stort set alle serviceerhverv verden over, lige fra telefondamen til juristen. Den store og meget købekraftige middelklasse vil skrumpe i ekstrem grad, mange vil blive fattigere og ulighederne vil øges.

Overordnet set vil det menneskelige arbejde, som vi kender det i dag, blive mindre værd. Kun teknologi og kapital vil stige i værdi. Lønmodtagerens værdi vil falde, og der vil langt fra være jobs til alle som har brug for det. En uundgåelig recession i verdensøkonomien vil blive resultatet, hvis der ikke gribes ind..

Verden skal til at indstille sig på borgerløn og meget mindre arbejde, siger Martin Ford.

Som nævnt har jeg personlig meget svært ved at forestille mig, at Martin Ford får ret i sin vurdering, men hans argumentation giver alligevel stof til eftertanke. Og skulle det gå lidt i den retning som Martin Ford forudsiger, så er det under alle omstændigheder meget vigtigt, at man politisk griber ind før ulighederne er blevet så store, at de destabiliserer den samfundsorden vi kender i dag.

 

10.10.2016: Ubalance.

Ny rapport fra RegLab fortæller om langsigtet ubalance på arbejdsmarkedet. Noget bør gøres helt anderledes end hidtil.

Virksomheder og offentlige arbejdsgivere kan bekræfte, at der mange steder er kritisk mangel på kvalificeret arbejdskraft. Løsningen er en samfundsopgave. Virksomhederne er en vigtig spiller, men de kan ikke klare opgaven selv.

Mangel på kvalificerede medarbejdere vil også trække Danmark endnu mere skæv. Ubalancen vil ramme yderområderne hårdest. Både arbejdskraft og virksomheder vil nemlig være tvunget til at søge mod de større byer, hvor arbejdsmarkedet er mest velforsynet.

Efteruddannelse bør gøres til et gensidigt og ufravigeligt aftalekrav i alle overenskomster og ansættelsesaftaler, og der bør indføres bestemmelser om minimums omfang. Medarbejdere på alle niveauer, ufaglærte, faglærte og højtuddannede, skal have både krav på og pligt til efteruddannelse. Det samme skal naturligvis også gælde ledere, uanset niveau.  

Viden forældes og daglig praksis forandres med stærkt stigende hast. Den viden og de praktiske færdigheder, som er noget værd i dag, er mindre værd i morgen, og måske intet værd om få år.

Og hastighederne hvormed behovene skifter, er nu den største udfordring overhovedet. Fremover bliver det de hurtige virksomheder, der spiser de langsomme, og ikke kun de store der spiser de små.

Det betyder, at en af de vigtigste medarbejderkompetencer fremadrettet vil være lysten til forandring og konstant faglig udvikling. Fremover er det ikke nødvendigvis de stærkeste der overlever, men dem der løbende kan tilpasse sig skiftende behov.

Man skal jo starte et sted. Et at de mest oplagte er benhårdt at fokusere på at implementere de nye færdigheder, som medarbejdere der i dag deltager i efteruddannelse rent faktisk opnår. Mange steder, både i den private sektor og hos det offentlige, mistes meget fordi der ikke er lavet en ordentlig plan for hvordan nye færdigheder og viden bringes i spil fra starten.

Dermed er der fare for at nye kompetencer ikke bruges og man hurtigt falder tilbage i kendte rutiner og løsninger. For den enkelte medarbejder er det stærkt demotiverende, og for virksomheden kan det være direkte livstruende.

 

03.10.2016: Juleby.

Horsens Kommunes budgetaftale for 2017-2020 åbner op for nyt stort julemarked i midtbyen fra 2017.

Det er 15-16 år siden Horsens Juleby slog dørene op for første gang. Dengang var vi nogle der havde store ambitioner om et julemarked, der kunne tiltrække gæster og kunder fra nær og fjern. Forbilledet var de store ”Weihnachtsmärkte” i Tyskland, som i størrelse, hygge og stemning bestemt er et besøg værd.

Nu åbner budgetaftalen op for Horsens Juleby, udgave 2.0, og det er godt. Et julemarked i midtbyen i hele december månedkan i høj grad være med til at styrke både julehandel og midtbyen i Horsens. Men det skal være stort og det skal gøres rigtigt.

Horsens Juleby udgave 1.0 var i kvalitet og æstetik helt på toppen, men Julebyen var for lille og sammensætningen af boderne var ikke den mest hensigtsmæssige, og så var det hele skubbet lidt til side på Torvet foran Vor Frelsers Kirke. Det var hyggeligt, men det gav ikke tilstrækkelig liv, og de mange kunder udefra kom ikke i det forventede antal.

Søndergade har plads og tilstrækkelig bredde. Julemarkedet bør brede sig ud fra centrum på Søndergade.

Erfaringerne fra Tyskland viser, at et julemarked skal have rigtig mange boder med delikatesser, mad, chokolade, slik, kaffe, the og andre drikkevarer. Men også boder med kæledyr for børn, boder med grillmad, julemusik, konditorvarer, bøger, kunst, smykker og sportstøj er populære.

Det bliver spændende at opleve Horsens i julemåneden 2017.

 

23.09.2016: Campusrokade.

Det er ikke kun et spørgsmål om fysisk flytning af VIA og andre uddannelser til campusgrunden. Andre forhold på Campus skal tænkes ind fra starten.

Horsens Kommunes budgetaftale for 2017-2020 er lokal historieskrivning. For VIA er en flytning et spørgsmål om overlevelse på lang sigt. For Horsens er et stort og centralt placeret campus en simpel nødvendighed for at udvikle sig fra mellestor provinsby til en stor by af internationalt format.

Men campusrokaden må ikke kun blive et spørgsmål om en fysisk flytning af en række uddannelsesinstitutioner. Det må heller ikke kun ende i et spørgsmål om samdriftsfordele mellem uddannelsesinstitutioner, placeret på en fælles adresse. Dertil er sagen for vigtig.

Det helt afgørende element er, at campusdannelsen anvendes til at styrke samskabelsen mellem erhverv og uddannelse og dermed det innovative og internationale miljø i Horsens.

Derfor skal der fra starten tænkes andet end uddannelse og studenterhus ind på campusgrunden. Der skal også i stor stil tænkes innovative virksomheder ind i planen, men ikke kun som et efterfølgende appendiks. Det skal være et fuldt integreret element i planlægningen lige fra start.

Flytning af Vitus Bering Innovation Park med tilhørende virksomheder og organisationer til Campus bør være en selvfølge. Men med det nuværende volumen er det bare ikke nok.

Derfor vil det være klogt snarest at nedsætte en arbejds- og idégruppe, der skal udforske mulighederne for en markant styrkelse af det innovative og internationale erhvervslivs tilstedeværelse på Campus.

 

12.09.2016: Erhvervsklima. Positiv analyse, men der er alligevel noget der bør gøres

Horsens og ikke mindst nabokommunerne klarer sig rigtig flot i DI’s seneste analyse af erhvervsklimaet i de danske kommuner. Flere af analysens resultater giver inspiration til tiltag, der yderligere kan booste udviklingen.

Det mest nærliggende eksempel: I analysen indtager Horsens en klar førsteplads når virksomhederne skal vurdere kommunernes evne til at fastholde og tiltrække nye borgere. Det er flot, og vi ved også det er sandt. Horsens er en af landets hurtigst voksende kommuner, og nye borgere er lig med potentielt nye medarbejdere. Men udnytter vi nu også den tilflytning godt nok?

Vi ved, at over tid flytter mange virksomheder hen til de steder hvor man kan få de bedst kvalificerede medarbejdere. Men vi skal vel ikke bare sidde og vente på, at virksomhederne selv finder ud af, at der i Horsens er sket en stor stigning i antallet af potentielle medarbejdere med spændende erhvervsmæssige kompetencer?

Her er der mulighed for en ny central fortælling om Horsens. Men fortællingen skal være faktuel. Det er ikke nok blot at fortælle at Horsens vokser. Det er alt for ukonkret. Mange arbejdsgivere kan ikke forholde sig til det. Derfor bør vi kortlægge hvilke kompetencer der rent faktisk er tale om, og så fortælle den historie.

Og tidspunktet er helt rigtigt. For mange tilflyttere er jo samtidig E45-udpendlere. Med den stigende trængsel på motorvejen er der sikkert mange der drømmer om at kunne bruge tiden mere kvalificeret end at sidde i kø på motorvejen. Og alle ved jo, at når udvidelsen fra 4 til 6 spor går i gang, så kommer der nogle år, hvor tingene går fra at være slemme, til at blive meget værre.

Vi har brug for nye arbejdspladser der kan afbalancere befolkningsudviklingen. Det er mit håb, at Byrådet i Horsens ikke bare ser mulighederne, men også tager action!

 

02.09.2016 Brædstrup.

Befolkningsudviklingen den største udfordring. Nødvendig med maksimal fokus på markedsføring og tiltrækning af nye borgere. 

Horsens Kommune har netop sendt forslag til udviklingsplan for Brædstrup i høring. Forslaget indeholder en lang række gode og sympatiske ideer til fremme af den lokale udvikling. Det er et godt udgangspunkt, og ikke mindst fordi rigtig mange relevante interessenter har bidraget. Dermed er der skabt grundlag for det helt nødvendige ejerskab, og det lover godt for den videre proces.  

Udfordringen bliver nu at prioritere. Faldgrupperne er at undgå for mange små drypvise tiltag, som i den praktiske verden sjældent giver den ønskede effekt. 

Befolkningsudviklingen er klart den største udfordring. Der forventes ganske vist en svag stigning i antallet af indbyggere frem mod 2024, men bag disse tal skjuler sig en markant stigning i antallet af ældre. Det er en udfordring for ethvert bysamfund, hvis antallet af unge familier med børn stagnerer. Og det er der noget der kunne tyde på vil ske i Brædstrup, hvis der ikke sættes ind med effektive tiltag. 

Udviklingsplanen har heldigvis markedsføring og tiltrækning som et af de centrale satspunkter. Det er her man virkelig bør tage fat, med inddragelse af alle gode lokale kræfter og i tæt samarbejde med Horsens Kommune. 

 

27.08.2016: Tænk mennesker før mursten

Gør "livet mellem husene" til en af de bærende parametre, når projektforslag om ny arealanvendelse på Nordhavnen i Horsens skal behandles. 

Der er skræmmende eksempler flere steder i Danmark. Arkitektonisk flotte havnebyggerier, men uden liv. 

Vend tingene på hovedet, og tag udgangspunkt i, at den danske "hygge-kultur" skal kunne trives mellem husene. 

Det er ligesom med design. Til at starte med blev design betragtet som en afsluttende finish, som skulle tilføres et produkt sidst i udviklingsfasen. I dag ved alle, at design er et helt centralt element der skal integreres i ethvert udviklingsprojekt, allerede fra første færd. 

Det samme gælder for by- og havneplanlægning. Gør mennesket, og relationer mellem mennesker, til det centrale element i udviklingen af Nordhavnen. Det er ikke nok med flotte bygninger og god udsigt. 

Og måske bør man også genoverveje hvor højt over normal vandstand der skal bygges på havnen. 

Horsens og mange andre kommuner anvender i dag kote 2.6 ved havnebyggerier. Spørgsmålet er bare om det er tilstrækkeligt for byggeri der helst skal stå de næste 50-100 år. 

Den globale opvarmning accelererer, isen ved polerne smelter, havene stiger, og så må vi indstille os på voldsomt vejr meget hyppigere og meget mere ødelæggende end tidligere set. 

Der er mange bud fra klimaforskere, men ingen ved reelt hvor det ender. Der er dog nok ikke tvivl om, at et byggeri på kun 2,6 meter over daglig vandstand, vil blive unødig udfordret.

 

19.08.2016: Infrastruktur helt afgørende for succes i midtbyen.

Horsens. Den kommende strategi for midtbyen bør fokusere maksimal på at få biler ind i midtbyen, få dem parkeret uden problemer og få dem hurtigt og smidigt ud igen.

Midtbyen er byens hjerte. Der vil vi gerne ind for at shoppe og opleve. Det skal bare kunne foregå uden tidsspilde og forhindringer, og det vil så langt øjet rækker komme til at foregå i bil.

Om 25 år vil der i Horsens være 25% flere indbyggere end i dag. Mange af de nye vil bo i parcelhuse stadig længere væk fra bykernen. Sikkert også så langt væk, at en shoppingtur til centrum på cykel ikke er realistisk. Og det er den kollektive trafik efter al sandsynlighed heller ikke.

I dag har Horsens god rummelighed for parkering i midtbyen, men hvordan er situationen i 2042, når vi skal fejre byens 600 års købstadsjubilæum? På det tidspunkt er vi nemlig 22.000 flere borgere i kommunen. Men ikke nok med det. Vi vil jo også gerne have at mange flere fra oplandet vælger Horsens til shopping og oplevelse. Så hvordan er det lige med trafikken om 25 år? Allerede i dag har man på flere tidspunkter af døgnet store udfordringer som bilist.

Men der etableres jo snart nye omfartsveje både syd og nord om byen. Sandt nok, og det er rigtig fint for den trafik som alligevel ikke har ærinde i byen, og fint fordi det trods alt giver mindre trængsel i byen. Men er det nok? Og løser den store fokus på at få bilerne ledt udenom byen også behovet for at få mange flere bilen med købelystne kunder ind og ud af midtbyen? Horsens kan vinde på tilgængelighed i konkurrencen om kunderne, men kun gennem klog, visionær og langsigtet planlægning.

Heldigvis har vi stolte traditioner for god planlægning. Men Byplanprisen fra 2005 forpligter. Det forpligter også, at Horsens har sat ny standard for byplanlægning med Danmarks absolut mest bæredygtige nye bydel nord for Nørrestrand. Det forpligter også at Byrådet nu skal til at drøfte oplæg til ny Midtbystrategi og om kort tid skal til at drøfte ny kommuneplanstrategi.

Og når vi nu er det med infrastruktur. Hvor er det så planlagt, at tunnelen under Fjorden skal placeres? Behovet vil utvivlsomt opstå.

 

27.08.2016: Skal vi leve med dårligt vedligeholdte og grimme bygninger?

Horsens. Det er ikke rimeligt, at vi år ud og år ind skal leve med bygninger som står og forfalder og skæmmer bybilledet.

Vi ser det dagligt. Bygninger som forfalder og skæmmer et helt kvarter eller en gade. De værste eksempler ser vi Nørregade og Vestergade, hvor usle og grimme bygninger har fået lov at stå urørt i mange år.

Problemet er bare, at kommunen efter lovgivningen ikke har ret vidtgående beføjelser til at påtvinge ejeren istandsættelse eller nedrivning, med mindre der er tale om reel sammenstyrtningsfare eller rotteplage. Det rent visuelle er vanskeligere at håndtere. Ejendomsrettet er jo ukrænkelig, og det skal den naturligvis fortsat være.

Men der må være en kant. Det er ikke rimeligt, at de få ødelægger det for de mange.

Efter Byggelovens § 14 skal kommunen som myndighed påse, at en bygning holdes i sømmelig stand. Det bør kommunen udnytte fuldt ud til effektivt at gribe om det ondes rod.

Måske er der nu et lille lys for enden af en lang og mørk tunnel. I hvert fald tog Udvalget for Teknik & Miljø på sit møde den 1. december 2015 et notat om skærpet håndhævelse til efterretning. Men det er nu næsten 9 måneder siden. Det kunne snart være rart at høre lidt om hvad der siden er sket?

Når det er sagt, så er det reelle problem naturligvis de ejere af bygninger som er ligeglade. Man kan få den tanke, at nogle ligefrem spekulerer i at lade ejendomme forfalde, i håb om at kommunen eller andre på et tidspunkt bliver så trætte af forholdene, at de giver en horribel overpris for en værdiløs ruin. Sådanne profitmodeller bør vi ikke acceptere i Horsens!

I efteråret skal kommunen vedtage den nye midtbystrategi, så nu må tidspunktet være inde til hurtigt og konsekvent, at håndhæve byggelovens bestemmelser om sømmelighed.

 

01.08.2016: Horsens mangler et vartegn i Midtbyen.

Fængslet er ved at udvikle sig til et kulturelt vartegn for Horsens, og det er godt. Men det er ikke så godt, at Midtbyen i Horsens ikke har et vartegn.

Et vartegn er med til at skabe opmærksomhed og trække turister og gæster til byen. Og de kommer ikke af sig selv i Midtbyen, alene fordi de besøger Fængslet.

Et vartegn er noget som man rejser for at se og tage billeder af. Men det behøver slet ikke, at have dimensioner som Eiffeltårnet i Paris eller Operaen i Sydney.

Et godt vartegn, kan også være af ganske andre og mindre dimensioner. Den 60 cm høje bronzestatue ”Manneken Pis” af en tissende dreng i Bruxelles, høre til de helt små. Men den bidrager i høj grad til at tiltrække tusindvis af besøgende til Bruxelles.

Det er ikke et spørgsmål om at ofre millioner af kroner på at bygge et vartegn. Udfordringen er at beslutte, hvad der skal være et vartegn, og så sikre bred folkelig og erhvervsmæssig ejerskab til beslutningen.

For et vartegn skal italesættes af de mange og der skal tages masser af billeder som bevist skal placeres overalt i brochurer, annoncer, på sociale medier og i alle sammenhænge hvor midtbyen i Horsens omtales.

Byporten, rejst i forbindelse med Horsens 550 års købstadsjubilæum i 1992, kunne have udviklet sig til et markant og fotogent vartegn for midtbyen og detailhandelen. Den skulle blot have haft et kvalitativt og designmæssig løft, men blev i stedet skammeligvis revet ned.

Den Talende Sten nyt vartegn?
Den Talende Sten (Horsens svar på Speakers Corner i London) som er placeret foran Det Gamle Rådhus på Søndergade har også potentiale som vartegn. Tænk hvis man allerede fra 1994, da Stenen blev opsat, havde sørget for at kunstnere, kongelige og kendissere på besøg i Horsens blev fotograferet på stenen. Så ville tusinder i dag finde vej til midtbyen i Horsens for selv at blive fotograferet på den berømte sten.

Mulighederne er mange. Det er bare at komme i gang og få skabt en bred ejerskabende beslutningsproces.

 

14.07.2016 Udnyt den grønne overskuds strøm i fjernvarmeværkerne.

Det vil skabe større samfundsværdi. 60 % af den strøm der kommer ud af danske stikkontakter er produceret af vedvarende energi. Det er flot! Vi producerer faktisk så meget grøn strøm, at vi ikke selv kan bruge det hele. Derfor eksporteres 20%, men desværre til spotpris. Hvorfor ikke ændre det danske afgiftssystem, så fjernvarmeværkerne kan udnytte den grønne overskuds energi?

 

09.05.2016 Længst siddende erhvervschef stopper 

Torben Busk, erhvervschef i Horsens, stopper efter mere end 30 år i jobbet. Dermed indskriver han sig i historien som den erhvervschef i Danmark, der har siddet længst i jobbet. 

Torben Busk blev ansat i 1985 i det daværende Østjysk Erhvervssekretariat og har således været en aktiv deltager i Horsens Kommunes store opblomstring til vækstkommune og kulturby. 

I 8 år har Torben Busk desuden været formand for Dansk Erhvervs Fremme (DEF).

Torben Busk der fyldte 65 år i februar, vil fremover bruge sin tid på skribentvirksomhed samt varetage en række bestyrelses- og repræsentantskabsopgaver.  

Der afholdes afskedsreception onsdag den 25. maj 2016 kl. 12.00 til 15.00 på hotel Scandic Bygholm Park i Horsens. I samme forbindelse markerer BusinessHorsens sit 40 års jubilæum.

 

15.12.2015 Tænk hvis det nu er sådan, at flertallet af danskere simpelthen ikke ønsker mere EU?  

Som dansk europæer må det være tid til eftertanke. 

Måske har vi nået et punkt, hvor mange siger: "Hertil og ikke længere. Vi ønsker ikke Europas Forenede Stater, og vi ønsker ikke et EU, der blander sig i flere og flere nationale anliggender.” 

Vi vil gerne have fællesskab, for det er med til at sikre freden, og så gror det nedefra. Men Unionen opleves som noget, der påtvinges ovenfra, og som ikke er forenelig med vores demokratiske traditioner, historie og tankemåde. 

Så måske er læren af danskernes nej til afskaffelse af retsforbeholdene, at politikerne skal definere en ny dagsorden. Hvis man vil have danskerne til at stemme ja til mere EU og måske yderligere suverænitetsafgivelse, bør man i samme omgang tilbyde at fjerne EU-uhensigtsmæssigheder eller arbejde for afskaffelse af allerede afgivet suverænitet, hvis der ikke er befolkningsmæssig opbakning og accept. 

Reglerne om grænseoverskridende velfærdsydelser synes eksempelvis ikke at nyde bred befolkningsmæssig forståelse og accept. Mange europæere har tydeligt tilkendegivet, at EU ikke bør kunne forpligte et medlemsland til at udbetale f.eks. børnepenge til børn, der slet ikke bor og opholder sig i det pågældende land. 

Danskernes afvisning af retsforbeholdene kan også tolkes som et klart signal til politikerne: "Se nu at komme ind i kampen. Vi vil europæisk fællesskab til sikring af freden, sikkerheden og miljøet, men vi ønsker ikke international detailregulering. EU er for længst kørt af sporet. Afsporingen skete den dag, da Det Europæiske Fælleskab (EF) blev afløst af Unions-ambitionen (EU) uden befolkningsmæssig forståelse og følelsesmæssig accept.” 

Det kunne være en overvejelse værd, om grundlaget for det europæiske fællesskab snarere skal findes i en frivillig tilvalgsordning med "Fællesmarkedet" som det eneste obligatoriske tilvalg. Det ville ikke være utænkeligt, at denne vej vil føre til mere ægte europæisk fællesskab end den nuværende unionsstrategi.